Legenden BILAL på Arte TV i aftes

ARTE TV er en fransk-tysk TV-station, der er skabt til at forbedre forholdet mellem Frankrig og Tyskland, og udbrede landenes kultur mellem hinanden. Det betyder, at alle programmer samsendes både med fransk og tysk synkronisering/tale/voiceover/undertekster. Et fast program er debatprogrammet "28 minutter", der laves af den franske afdeling og sendes hver aften i ugens løb. Lynhurtigt oversætter man, så samme udgave kan sendes samme aften på den tyske udgave af kanalen (programmet kommer ret sent, typisk mellem kl. 3-4 om natten). Okay, pyh! Det var så 10-sekunders introen til Arte; her er årsagen:

Første gæst i programmet her i nat var den legendariske franske tegneserietegner Enki Bilal! Han har sikkert været på fransk TV før, men for os, der ikke fatter en bjælde af det franske sprog, er dette cool netop pga. de tyske undertekster (nå ja, i alt fald for os, der nogenlunde har styr på de tyske gloser. lol).

Aftenens udgave kan ses her (og bliver liggende frem til 21. februar). Bilal-delen begynder umiddelbart efter programmets start og varer omkring 10 minutter.

28 år med mint condition abesex

Jeg købte denne engelske samling af Love and Rockets-blade, da jeg boede i London i slut-80'erne, og har haft den liggende i mint condition lige siden. Men nu er det slut. Slut med 45-graders læsevinkel og de hvide handsker, når det læses tegneserier; Siderne er nu brækket om, og jeg har genlæst alle 130 sider for første gang i mange år. Dengang anså jeg den for at være tegneserie-nyrock, og det er den stadigvæk. Jeg opdager netop, at forfatter-tegneren har fortsat serien lige siden. Woah! Der er noget at indhente.

"Lille Miss Nobody" (2008)

Jeg fandt Lille Miss Nobody i Sudan genbrug til den sindssvage pris af 10 kroner. Og nej, albummet lå ikke i laser, havde fedtfingre fra 17 skidne børn på, gemte på hele og halve stykker chokolade mellem siderne, eller manglede hjørner. Rent faktisk stod hardcover-albummet næsten som mint, bortset fra genbrugsbutikkens med blyant påskrevne pris på side 3. Den er til at viske ud! Hos Sudan genbrug har man enhedspris på tegneserier; blade og nussede album: 5 kr. Resten: 10 kr.

 

Albummet er i øvrigt slet ikke et album, men en bog i typisk graphic novel-format. Jeg må indrømme, at jeg ikke er meget for betegnelsen; en grafisk roman er en tegneserie! Anyhoo, Lille Miss Nobody er dansk og lavet af Oskar K og Rasmus Bregnhøi i 2008. Jeg spurtede gennem historien og var færdig på ingen tid.

Skygge og dusør i D-mark, klar reference
til Fritz Langs seriemorder-film M
- læs eminent anmeldelse i det nye INFERNO

Heldigvis er der endnu to numre i serien. Desværre lå de ikke i Sudan genbrug til 10 dask stykket. Jeg vil ikke anmelde den her (klokken er 7:38 og jeg skal lige nå at sove et par timer eller fire, før klokken bliver 12. Morgenmad bør ikke indtages efter 12), så jeg vil i stedet linke til to andre anmeldere, der hver især har givet deres mening om bogen; Den ene (link lige her) syntes, den var jævnt dårlig, og den anden var vældig begejstret og gav topkarakter.
Ingen af dem fangede Fritz Lang-referencen

LUFTENS ØRNE nr. 13 - "De sorte engle"

Jeg fik netop læst Luftens Ørne nr. 13: "De sorte engle". Albummet var et af dem, jeg købte ved "det store biblioteksbogsalg" på Slagelse bibliotek sidste sommer, hvor jeg fyldte 8 store plasticposer til bristepunktet med tegneseriealbum til en cirkapris af 2 kroner stykket. "De sorte engle" står til henholdsvis 175 kr. i "Almindelig brugt stand" og 250,- i "Særligt pæn, brugt stand" hos Pegasus. Jeg ææælsker biblioteksbogsalg!
Flere af de andre album i serien står iø til 700+ kroner i "særlig pæn, brugt stand".

Ser man bort fra et enkelt album, som jeg læste sidste sommer (faktisk på biblo), så er det rigtig mange år siden, jeg sidst har læst serien, og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad jeg syntes om den tilbage i 80'erne. Men det "nye" album, og albummet sidste sommer (nr. 16), var fabelagtig underholdning. Jijé var jo en mester med en pen. Der er forlydender om, at de nye franske intégrale-album også måske kommer på dansk fra forlaget Cobolt (omend det ikke bliver til 2 kroner per styk, hah!).

Her de to hovedpersoner; den "rigtige" heltetype Michel Tanguy (th) og spasmageren Ernest Laverdure. Laverdure var i øvrigt karikeret efter seriens første tegner, Asterix-tegneren Albert Uderzo.

Der bandes som i en bedre Tintin-historie! (ironisk nok blev Luftens Ørne bragt af det franske Tintin-blads konkurrent Pilote. Tintin bragte derimod flyverserien Dan Cooper).

Eder og forbandelser så selv en kaptajn Haddock ville føle sig hjemme

Et ømt øjeblik

"Legenden om Conan" nr. 1 is in da house!

Egmont har for nyligt udsendt første nummer af Legenden om Conan, som inkluderer det totalt fede amerikanske blad Savage Sword of Conan nr. 1-6. Nr. 2 er også udkommet, og det er meningen, at bogserien skal komme hver anden måned og kronologisk udgive hele SSoC-serien! Noget af en mundfuld, når man tager i betragtning, at over en periode på 21 år, fra 1974-95, udkom der intet mindre end 235 numre.

Det oprindelige blad var i sort-hvid, og det er bøgerne også. Som ekstra godbid skal bøgerne indeholde artikler om Conan og de folk, der lavede serien. I nr. 1 finder man artikler om Conans begyndelse hos Marvel Comics, John Buscema der har tegnet størstedelen af den første bogs indhold, og Conan i Norge. Hvorfor "Norge"? Well, fordi Egmont forlag, på trods af at de er et dansk forlag, ikke længere gider udsende tegneserier i Danmark (udover Anders And og Basserne), men udelukkende satser på udlandet.

 
Som man kan se på mit foto, fik jeg bogen fra Adlibris. "Adlibris??? Men, men, men...??? Og jo, Adlibris lukkede deres danske afdeling for flere år siden, og hverken den norske, svenske eller finske afdeling vil sende til Danmark. Men bogen kan købes via CDON i Sverige, og de handler med Adlibris. Fuldstændig obskurt! Adlibris vil ikke modtage bestillinger fra Danmark, men de vil gerne modtage bestillinger via CDON og derefter sende til danske kunder. De er skøre, de Adlibris'er.

Hvorvidt jeg vil fortsætte med at købe de norske bøger, ved jeg endnu ikke. Jeg har også den amerikanske udgave fra Dark Horse, og den inkluderer historierne fra de første 15 numre. Altså næsten tre gange så meget som den norske bog!!! Men så er papiret til gengæld lige lovlig gråt, hvorimod det norske er hvidt. Og oven i købet koster de cirka det samme, men den amk kan bestilles fra Bookdepository, som leverer gratis, hvorimod CDON skal have 29 kr. i porto.

Trykket er desværre lidt mat i det i den nye udgave. Det sorte er ikke rigtig sort, og i et par af historierne er detaljerne også lige lovlig matte. Jeg fandt en artikel, hvor en norsk samler sammenligner med den oprindelige amerikanske udgave, der var i magasinstørrelse. Både det norske og amk genoptryk er i formindsket bladstørrelse. Desværre koster de originale blade jo en herregård at skaffe brugt (jeg har checket eBay!). Men om ikke andet er det fedt, at Conan igen udkommer på noget, der ligner dansk.

Frøken, vil De venligst give mig en billet til mig og 10 tomme papkasser

Der sker ikke så meget på mine blogs for tiden, men her lige en hurtig kort opdatering. Jeg er i fuld gang med det næste nummer af STAY SICK! Efter 14 år og mange falske starter arbejdes det nu endelig seriøst på sagen. En sektion af bladet, der har været med lige siden nr. 1, og som kommer med denne gang også, er "Komix" om tegneserier. Og i den anledning, omend helt urelateret, var jeg i Faraos Cigarer i går for at købe ti (10!!!) kasser til tegneserieblade, eller rettere 8 til blade og 2 til magasiner. Det var sin sag at slæbe det hele med hjem i toget til det trinbræt, de lokale kalder en by. De nye er dem til venstre, og til højre ses et par af de gamle (Comic Defense-bokse fra Fantask). Og så lige et tip, Comic Defense-kasserne til alm blade (dvs. ikke magasin) i Fantask koster 75 dask, hvorimod kasserne uden navn fås til en flad 50'er i Faraos.

PS: Over kasserne til højre ses i øvrigt mine gamle Essential Tomb of Dracula-samlebøger (se mit indlæg om dem her) og ovre på SKRÆK OG RÆDSEL har Søren netop skrevet, de bliver genudsendt, hvilket er ret fedt, da de gamle går til en smuk femøre (a pretty penny, høhø).

"De gales kirkegård" nr. 2 udkommer efter 32 år

Omkring 1983 havde Rune T. Kidde overtaget redaktørstolen på det danske tegneserieblad Fantomet, og han sad velsagtens og syntes, at bladet var blevet ret kedeligt. Det var det dæleme også! Jeg havde på det tidspunkt fuldstændig opgivet bladet; De evindelige Fantomet-historier, der (syntes jeg i alt fald dengang) var bygget op over den samme skabelon i hvert nummer, blev simpelthen for meget, og jeg byttede hele min Fantomet-samling væk for mere spændende blade.

Men altså så i '83 besluttede Rune, at nu skulle det være slut, og fra nr. 219 smækkede han den ene spændende, nye serie ind efter den anden; Torpedo 1936 (som bladet kaldte "Torpedo '36", hvilket jeg til den dag i dag synes er en bedre titel), Kaptajn Sabre, og flere andre serier. En af de andre var "De gales kirkegård", forfattet af Rodolphe Daniel Jacquette og tegnet eminent af Alexandre-Nicolas Coutelis. Den franske titel er: Une aventure de Dampierre et Morrisson: "Le cimetière des fous".

Jeg læste med begejstring historien og senere, da jeg blev medlem af albumklubben Trumf, udkom historien som halvårsalbum i fornem hardcover-indbinding. Slår man albummet op på nettet, står det listed som "oneshot", men tro det eller lad være, men jeg har netop opdaget, at de to bagmænd netop (dvs. i 2015!) har udsendt et album nummer 2! Efter en pause på 32 år!!!

Det "nye" album (som altså udkom for to år siden, men som bekendt er gamle nyheder jo NYE nyheder, hvis man ikke har læst dem) hedder Une aventure de Dampierre et Morrisson: nr. 2 "Sargasses". Jeg har googlet hele natten (eller i hvert fald et helt kvarter) uden at kunne finde en udgivelse på tysk, engelsk eller et andet sprog, som er til at forstå for normale mennesker, men desværre lader det til, at den fransk udgivelse indtil videre er den eneste. Forhåbentligt kommer den på tysk på et eller andet tidspunkt. Nu hvor Donovan er lukket, skal vi jo nok ikke regne med, at der er et dansk forlag, der føler for at udsendte en opfølger til Interpresses album efter 34+ år. Men man har jo lov at håbe.

Og med eet hug blev man lige den glade ejer af en (næsten) komplet samling FART OG TEMPO!!!

Tilbage i 80'erne plejede jeg at komme i en byttebiks i Korsør. Jeg kom der fra 1979 og frem til '88, hvor jeg flyttede til London. De ni års kommen i den biks lagde stort set grundlaget for min tegneseriesamling. Jeg købte næsten alt det, jeg kunne få øje på. Ja, det vil sige bortset fra:

1) Lommebladene (jeg blev sgu aldrig den store fan af Commando-bladene og deslige)
2) Anders And
3) Fart og Tempo!!!

Jeg købte ikke lommebladene, fordi jeg fandt dem rent ud sagt kedelige. Anders And fandt jeg for barnlig. Og Fart og Tempo købte jeg ikke alene af den grud, at de gode serier, som bladet bragte, ville jeg hellere købe i album-form, serier som f.eks. Blueberry, Bruno Brazil, Bernard Prince, osv.

En anden grund var også, at jeg gad ikke købe alle disse blade med fortsatte historier, hvor jeg godt vidste, at der ville gå lang tid, før jeg fik historierne komplet, og jeg gad simpelthen ikke skulle læse halve historier, hvor f.eks. begyndelsen eller slutningen manglede. Jeg havde nu ellers rig mulighed for at købe løs af bladet; Byttebiksen rent ud sagt bugnede af Fart og Tempo-blade og efterfølgeren Tempo. Jeg tror, de kostede 50 øre stykket. Men jeg lod dem altså ligge.

Og i de senere år har det ærgret mig noget så grusomt, at jeg lod dem ligge. For nu koster nogle af dem ene herregård at anskaffe antikvarisk. Og at finde dem i byttebikse er jo a lost cause. Byttebiksene er væk, og de få, der alligevel stadig ligger der, ligger ikke, hvor jeg er.

Så da en sælger i en tegneseriesalgsgruppe på facebook forleden afholdt auktion over en (næsten) komplet samling af Fart og Tempo-blade, måtte jeg bare slå til! Alle årgange fra bladets start i 1966 og frem til 1976. Fra 1967-75 udkom bladet som ugeblad, så det er næsten 500 blade (der mangler omkring 15 numre i at være en komplet samling)!

Jeg vandt samlingen til cirka 2 kroner per blad, hvilket er et meeeget fordelagtig vinderbud, hvis du spørger mig. Specielt første årgang fra '66 koster kassen, hvis man skal have dem fra f.eks. Pegasus; Nr. 1 ligger lige nu på 200 kr. i "almindelig brugt stand" og det dobbelte i "særlig pæn, brugt stand". Sammenlagt ville første årgang (13 numre) koste cirka det samme, som jeg har givet for hele samlingen, så jeg klager bestemt ikke! (og det er vel at mærke i "almindelig brugt stand". I "særlig pæn, brugt stand" ville det blive næsten det dobbelte, men jeg sammenligner med "almindelig brugt stand", da den samling, jeg har vundet, også må siges at være i cirka samme stand).


Jeg modtog bladene forleden. Jeg bor på 3. sal og GLS-manden så ikke glad ud! Sælger sagde, at de tre kasser vejede omkring 40 kilo. Nå, men hvorom alting er, glæder jeg mig i alt fald til at komme i gang. Hvis jeg læser et blad om dagen, er jeg gennem stakken om halvandet år!

Inspektør CANARDO nr. 10 og 12 nu hjemme på hylden

Som jeg har nævnt et par steder, opdagede jeg serien En sag for Inspektør Canardo (som nu blot hedder "Canardo") tidligere på året. Danske Carlsen Comics udsendte nr. 1-5 i starten af 80'erne og lukkede den derefter i Danmark, men fortsatte i Tyskland. Og da jeg er blevet så begejstret for den lakoniske, deprimerede, drikfældige og smøgtrængende strisser-and, var det klart, at jeg dødogpineme måtte forsætte den på udenlandsk. Jeg gider ikke købe franske album, da teksten er så vigtig (og jeg ikke forstår fransk), så jeg er nu godt i gang med at anskaffe den på tysk. Prøjserne har heldigvis taget serien til sig og kalder den "kult" (men det gør de vist nok om næsten alting, der bliver populært).

Fra nr. 10 har Schreiber & Leser-forlaget overtaget den. Man følger de franske udgivelser lige i hælene og er nået til nr. 24 (2016). Sideløbende med de alm. album udkommer også Intégrale-udgaver, samleband, som samler tre album i hver. Der er ikke noget ekstramateriale (bortset fra et langt Sokal-interview i nr. 0), men udgivelserne er flotte. Desværre følger man også de franske udgaver med hensyn til format, idet størrelsen er formindsket til næsten bladstørrelse isf. alm. albumstørrelse.

Her er de seneste to, jeg netop har købt (og rålæst); nr. 10 og 12. De er ikke nogen billig sag at bestille fra Tyskland (jeg køber gerne gennem Amazon.de), så jeg finder dem ofte brugt (de to viste er begge kasserede biblioteksudgaver og kostede den fænomenale sum af lige under 1 euro per styk (med porto blev det 50 kr. for begge).

Kvalitetsmæssigt synes jeg, Sokal holder det niveau, man som dansker kender fra de første album. I de sidste mange år har han haft Pascal Regnauld med som hjælp på tegnesiden. I nr. 10 ("Hinter dem Horizont") forliser Conardo på en tankstation langt ude i det amerikanske ingenmandsland. Han er på jagt efter en motorcykelbande, hvis onde leder danske læsere vil nikke genkendende til.
PS: i de danske album optrådte der fra tid til anden mennesker, men det er år og dag siden, Sokal smed dem ud af Canardos verden. Rockerne i historien er selvsagt grimme tudser.

I Nr. 12 ("Unschuldig!") er Canardo endnu engang kommet til USA, denne gang hyret til at hjælpe en fransk barnepige, som sidder i spjældet anklaget for dobbeltmord. Sokal smider på flot vis sin fjerede Philip Marlowe/Columbo-klon rundt i helt forskellige kulisser fra album til album, og alligevel virker det helt naturligt. I albummet mellem de to nyindkøbte, "Sterbenswörrtchen" (en dansk titel kunne have været "Smalltalk på dødssengekanten"), hopper Canardo rundt mellem forskellige fortider for at finde en arv, der består af Nazi-guld! Nr. 12 indeholder falske spor som en bedre giallo-film fra 70'erne, og slutningen beholdes ikke, når Hollywood udsender deres filmatisering.

Jeg ville ønske, et dansk forlag ville tage serien op igen, men indtil dét sker, fortsætter jeg "det lange ridt" frem mod en komplet samling på tysk (komplet fra nr. 6, forstås).

Feriemand angriber Faraos Cigarer

Min sidste dag på arbejdet før sommerferien var onsdagen før sidste onsdag. Og jeg tænkte, det nok var sidste chance for at score nr. 1 af det nye danske tegneserieblad "Fiesta magasinet", før det helt er udsolgt, så jeg tog ind til Faraos Cigarer og kom hjem med Fiesta nr. 1 ... og to tunge poser med alt muligt andet ragelse! Hahaha.

De havde den ene gode ting på tilbud efter den anden, som jeg bare MÅTTE have med hjem. Nogle af dem vældig billige. Der var alt for meget billigt derinde. 

Det sidste album er dog en Inspektør Canardo-intégrale fra Tyskland, som jeg modtog i forleden. Åhh, jeg elsker den deprimerede og fordrukne politiand.

IKKE LÆNGERE HVIDE HANDSKER PÅ, NÅR DER LÆSES TEGNESERIER - MEN DET HOLDT HÅRDT!!!

Jeg er ved at lære, at det ikke gør noget, at man knækker forsiden på et album i den der rille nær ryggen, der sjovt nok er lavet til, at man knækker den. Men det er satanedme svært! Efter at have holdt min samling i mint condition i 35 år er jeg endelig ved at forsøge at lære at være liiidt mindre hysterisk, når det gælder at være 300% nidkær i min behandling af tegneseriealbum. I 35 år har jeg kun (og med "kun" mener jeg
absolut K-U-N!!!) åbnet mine album i en grad på 45. Mine album indkøbt fra ny i 80'erne står stadig, som var de købt i går!

Men tidligere på året begyndte jeg at læse en stak kasserede biblioteksalbum, som jeg købte på et kæmpe bogsalg på Slagelse bibliotek sidste sommer, og det var ærlig talt en kæmpe befrielse ikke at skulle passe på!

Netop fordi jeg i så mange år har taget så godt vare på mine tegneserier, besluttede jeg ret tidligt, at min bøger (altså dem uden billeder i), de skulle fanderme læses og smadres og tæskes igennem. Og det bliver de sgu også. Jeg knækker ryggen, og tvinger siderne rundt om ryggen, jeg laver æselører, og passer ikke på ikke at spilde kaffe, og så fremdeles. Så langt kommer jeg dog ikke til at komme med tegneserier, men jeg øver mig i at læse dem mere afslappet.

Måske har det noget at gøre med at blive ældre. Når man er ung, har man denne idé om, at man kommer til at eje sin samling i al evighed. På et eller andet tidspunkt går det op for en, at denne evighed måske ikke er helt så evig alligevel - og hvad så med den perfekte mint condition-samling?

Jeg vil gerne passe på min tegneseriesamling, men jeg vil også gerne kunne nyde at læse den. Og jeg vil gerne kunne nå dertil, hvor jeg ikke får svedige håndflader og nervøse trækninger ved øjnene, når min kæreste spørger, om hun må læse et album.

BREAKING NEWS: en tegneseriesamler der IKKE vrænger på næsen af kasserede bibliotekseksemplarer! Vi følger denne utrolige historie som den udvikler sig time for time. Bliv på denne kanal.

Altid Rasmus Modsat
I en tid, hvor danske tegneseriefans fråder om munden over mega-flotte, ultra-dyre intégrale-udgivelser med adskillige album i hver bog, er jeg for nyligt gået i den stik modsatte retning. Som den røvfattige starut, jeg snart har været i mange år, er jeg begyndt at elske smadrede kasserede bibliotekseksemplarer af gamle albums.

Og hvor tegneserie-websiderne flyder over med anmeldelser af de, well, flotte, nye dyre udgivelser (med tryk på DYRE, så dyre at der næppe er nogen børn, teenagere, studerende eller arbejdsløse, der har råd til dem - vi taler tre, fire og fem hundrede kroner per album), så har jeg på det seneste kastet mig over at anmelde de gamle smadrede albums. 

Tro mig, kære læser, der er guld at hente, når man graver sig ned i det dynd, som stablerne af kasserede udlånsudgaver er.
Jeg har netop læst de to først numre i Lars Jakobsens serie om Mortensen; en dansker, der rejser i tid (men ikke rum) og forsøger at holde styr på tingene. 

Det første album er i øvrigt svært at støve op i originaludgaven, så jeg værdsætter bestemt min slidte biblioteksudgave (ligesom jeg værdsætter det faktum, at jeg gav 5 kroner for den). Hvornår anmeldelserne ser dagens lys, må tiden vise.

En sag for inspektør Canardo nr. 13

Så fik jeg læst En sag for inspektør Canardo nr. 13, "Le buveur en col blanc"/"Ein Reicher Schlucker" i tysk oversættelse, og Sokal fortsætter i fin stil.

Canardo tager sammen med en vinsmager, hvis broder, også vinsmager, netop er afdød, måske myrdet, til det franske vindistrikt, og under dække af at være belgiske tegneserietegnere (!) skal de forsøge at finde frem til en eventuel morder.

Er broderen blevet forgiftet af dårlig vin? Hævngerrige vinbønder? Selvmord ved vindrinkning? Canardo må gennem mangen en vinflaske med gammel vin og ser som altid verden som særdeles deprimerende. Et sted siger han til den overlevende vinsmager-broder; "Du drikker for at huske vinen, jeg drikker den for at glemme" (og efter at have brækket sig i buskene kommenterer vores helt, "Gammel vin smager som gamle sokker").

Jeg håber sgu, at et forlag genoptager serien på dansk en dag.

AMERICAN SPLENDOR - feeed film ... men læs for satan også bladet!

En af de film, jeg altid kan se og velsagtens ser 1-2 gange om året, er AMERICAN SPLENDOR om true life-tegneserieforfatteren Harvey Pekar. Harvey gik desværre bort for et par år siden, men inden da havde han siden 1970'erne udgivet tegneseriebladet "American Splendor", hvor hovedpersonen var ... ham selv.

Bladet var simpelthen een lang tegnet selvbiografi. Harvey Pekar var meget modstander af, at amk tegneserier bare skulle være om superhelte eller/og for børn, så inspireret af sin ven, undergrundstegneren Robert Crumb, satte han sig for at lave tegneserier, der handlede om noget andet og mere.

Modsat Crumb kunne Pekar ikke tegne ("Jeg kan ikke engang tegne en lige streg", som han siger i filmen), så i bladet fik han andre til at tegne sine historier (manuskripterne tegnede han med tændstiksmænd, hvilket, i et land langt borte, fik en anden mand til at lave den kortlevede tændstiksmand-serie "Angry Stick-man", men det er så en helt anden og ganske forglemmelig historie).

En del af Harveys materiale er udgivet i samlebind, og jeg har nogle af dem. I filmen siger hans kommende kæreste til ham, at de forskellige tegnere tegner ham helt forskelligt; Nogle gange ligner han en ung Brando, og når Robert Crumb tegner ham, har han bølgende lugte-streger efter sig. Og sandt nok, men det gør ikke noget. Det er historierne, der bærer serien (undtagen når det er Crumb, der tegner, så kan historierne for den sags skyld være ligegyldige - eftersom Crumb er så fantastisk).

Man skal dog læse "American Splendor" i bidder. Enten det eller være forberedt på, at det kan blive trivielt. At læse om en ganske almindelig mand og hans oplevelser på sit arbejde, i bilen, i supermarkedet, i samtale med sin kone, eller på vej til at aflive sin kat hos dyrlægen KAN nemt blive trivielt. Men alligevel så fænger det. Synes jeg. Her et par smagsprøver. Og filmen er rigtig god og vandt et eller andet ved Cannes filmfestivalen.

Rund føs'da for 2000 AD

2000 AD i England fejrer 40 års jubilæum i disse dage! Det er ikke helt så længe siden, vi så noget derfra på dansk første gang; Det er derimod 34 år siden, og jeg husker det, som var det ... for 34 år siden.

Her er det selv samme eksemplar af Seriemagasinet, som jeg købte dengang, med Judge Dredd på dansk for første gang og intro af redaktør Carsten Søndergaard.

Hip-hip-hurra og tillykke til 2000 AD!