Tidligere Interpresse-redaktør Michael G. Nielsen (nu Zoom forlag) skriver i dag på facebook, at der er 40 år siden, at det første danske nummer af "Jonah Hex" udkom.
Jeg vidste det godt, for jeg købte nemlig nr. 1, da det udkom!!!
Det er 40 år siden, men det føles som om ... det er 40 år siden! Haha. Hold da kæft, det er længe siden.
Sagen er den, at jeg gjorde mit første rigtige tegneseriekøb i august 1979. Jeg havde godt nok løst købt tegneserier som barn, men med "Seriemagasinet" nr. 246 i august '79 opdagede jeg, at jeg burde samle på tegneserier. Så jeg kiggede mig omkring og begyndt at samle på stort set alle de blade, der udkom.
Jeg kendte godt til western-bladet "Tomahawk" og besluttede at købe det. Men ak, da jeg kom hjem med bladet, stod der på sidste side, at det var sidste nummer. Der stod noget i retning af: "Vi lukker, men bare rolig, Jonah Hex (som de sidste par år var blevet bladets hovedserie) fortsætter i sit eget blad fra næste måned". Og så var der jo ikke andet for end at købe Jonah Hex nr. 1.
Det skulle iø vise sig at være halvsvært. Da bladet udkom, skulle jeg og de gamle til Jylland for at besøge farmor og familien deroppe. Jeg ledte og ledte, men det var først på en benzintank ved Storebæltsfærgen på vejen hjem, at jeg endelig fandt et eksemplar. Jeg har det naturligvis stadigvæk. Og jeg fulgte serien hver måned, lige til bladet lukkede - efter at have taget navneforandring til "Hex" i midt-80'erne.
Det lykkedes mig iø et par gange at få et læserbrev med i brevkassen. Den ene gang brokkede jeg mig over, at oversætteren nu var begyndt at oversætte Jonah Hex's dialog til "rigtigt" dansk. I de amerikanske blade taler Hex sydstatsengelsk, og i den første tid i Danmark lod man ham tale et dansk, der skulle ligne sydstatsdialekten. "Jæ ska" i stedet for "jeg skal" og så fremdeles. Redaktøren svarede dog, at han mente, at det bare lød, som om Jonah Hex kom fra Jylland, og det ville man bort fra. Haha.
"Jonah Hex" var iø i sort-hvid modsat "Tomahawk", som var i farve. Det vil sige, "Jonah Hex" nr. 1 var rent faktisk i farve, men fra nr. 2 var det helt i s/h. Og jeg må indrømme, at jeg syntes, det passede serien bedre. Det gør jeg sikkert stadig, men det er mange år siden, jeg sidst har læst de gamle blade. En dag må jeg hive dem frem og genlæse (de har stået i en bladkasse siden 80'erne, naturligvis!).
Tillykke til Jonah Hex-bladet med de 40 år. Trist, at det er så længe siden, at bladet lukkede og redaktøren skød sig selv (gamle "Buffalo"-læsere vil fange den), men minderne har vi da lov at have, som Liva Weel sang for længe siden.
Det skulle iø vise sig at være halvsvært. Da bladet udkom, skulle jeg og de gamle til Jylland for at besøge farmor og familien deroppe. Jeg ledte og ledte, men det var først på en benzintank ved Storebæltsfærgen på vejen hjem, at jeg endelig fandt et eksemplar. Jeg har det naturligvis stadigvæk. Og jeg fulgte serien hver måned, lige til bladet lukkede - efter at have taget navneforandring til "Hex" i midt-80'erne.
 |
| Min personlige favoritforside, da serien udkom. Jeg synes stadigvæk, at den er superfed. |
Det lykkedes mig iø et par gange at få et læserbrev med i brevkassen. Den ene gang brokkede jeg mig over, at oversætteren nu var begyndt at oversætte Jonah Hex's dialog til "rigtigt" dansk. I de amerikanske blade taler Hex sydstatsengelsk, og i den første tid i Danmark lod man ham tale et dansk, der skulle ligne sydstatsdialekten. "Jæ ska" i stedet for "jeg skal" og så fremdeles. Redaktøren svarede dog, at han mente, at det bare lød, som om Jonah Hex kom fra Jylland, og det ville man bort fra. Haha.
"Jonah Hex" var iø i sort-hvid modsat "Tomahawk", som var i farve. Det vil sige, "Jonah Hex" nr. 1 var rent faktisk i farve, men fra nr. 2 var det helt i s/h. Og jeg må indrømme, at jeg syntes, det passede serien bedre. Det gør jeg sikkert stadig, men det er mange år siden, jeg sidst har læst de gamle blade. En dag må jeg hive dem frem og genlæse (de har stået i en bladkasse siden 80'erne, naturligvis!).
Tillykke til Jonah Hex-bladet med de 40 år. Trist, at det er så længe siden, at bladet lukkede og redaktøren skød sig selv (gamle "Buffalo"-læsere vil fange den), men minderne har vi da lov at have, som Liva Weel sang for længe siden.
Posts
