Showing posts with label (oversætter) Jørgen Sonnergaard. Show all posts
Showing posts with label (oversætter) Jørgen Sonnergaard. Show all posts

Monday, 9 February 2026

De 4 esser nr. 3: "Den hellige ko"

af Georges Chaulet & Francois Craenhals
Dansk oversættelse: Gudrun Rasch
Fransk udgave: 1964 / Carlsen: 1974




På albummets ryg og kolofonside er titlen "De 4 esser og den hellige ko"

I den sidste uges tid har der været en sælger i en af tegneserie-salgsgrupperne på fjæsen, som havde et lot af serien "De 4 esser" på auktion (jeg har glemt hvor mange, 6-8 albums, noget i den stil). Og så havde han en anden auktion med to albums fra samme serie. Hvorfor han solgte dem i to auktioner i stedet for hele baduljen samlet, aner jeg selvsagt ikke. Der var straks nogen, som bød på det store lot, så jeg holdt mig helt væk, men det andet med to albums forblev uberørt, så jeg smed et bud på 20 kr. og tænkte, at det sgu nok ville blive overbudt. Og så i går aftes, hvor auktionen skulle slutte, faldt jeg sørme over et album fra serien i min samling. Ulæst og fuldstændig glemt! Det har sikkert været et af dem, jeg har raget til mig i en genbrug til 5 kroner stykket og lagt i en stak, da jeg kom hjem, for derefter at glemme igen. Ja, min samling er sikkert alt for stor.

Nå, jeg jeg vandt iø de to albums i aftes. Og ja, man kan jo sige sig selv, at uheldigvis er et af de to albums naturligvis det samme, som det jeg allerede har (usch!), men om ikke andet så er sælgerens album i ulæst ("som ny") stand, og mit eget er som nævnt slidt fra genbrugsen, så det er okay. Og til dén pris har jeg ikke tænkt mig at rette en knyttet næve mod himlene og udspy min vrede. Det store lot gik i øvrigt til 800 kr. efter en lang budrunde (krig).

Så vidt jeg husker, spurgte en fra forlaget Zoom på facebook sidste år, om der var interesse for, at man udgav serien - og de fleste svar var vist, at man syntes, den var en anelse *for* børnevenlig, om end der var mindst en enkelt, som skrev, at han ville købe det hele, hvis de udgav det!

Jeg ser på ComicWiki, at der kom 13 albums på dansk, mens den fortsatte til album nr. 43 i Frankrig (af stort set samme forfatter/tegner, se ovenfor) + flere intégrale-udgaver (alle de franske udgaver kan ses på Bedetheque com. Link på ComicWiki-siden). Og jo, jo, albummet *var* mere børnevenligt, end selv de franske serier, man er vant til, men historien var fint fortalt og tegnet, og der var spænding og fart over feltet. Jeg var underholdt!

Nedenfor lige en sekvens, som ikke er gængs for serien, men kun hænder i dette ene album: gæsteoptræden af selveste Tintin og Terry! Og ifølge danske ComicWiki er det endda Hergé, som har tegnet. Kan nogen mon verificere dette?

NB: Et andet link til Tintin er iø, at flere albums i serien er oversat af Jørgen Sonnergaard.




Jeg sad og kiggede lidt på de sidste franske albums, der kom. Det lader til, at man har opdateret handlingen, så den passer til samtiden (oprindeligt er serien baseret på en bogserie fra 50'erne). Der er i alt fald en computer med i et af de sidste album!



Det er iø sikkert meget godt, at man stoppede serien. De sidste to numre er tegnet af andre tegnere: Den første tegnede i den gamle stil, og det ser fint ud. Men den anden har tegnet i en mere moderne stil, og det ser (for mig i alt fald) anonymt ud. Alting har sin besøgstid.
Om det ville blive en sællert, hvis Zoom (eller andre) udgav hele baduljen? Who knows.



Ovenfor: Her er "Doc" inde at købe en stak tidsskrifter, bl.a. "Tintin".
Det går fint ikke at ændre det i oversættelsen, men hvad
den gængse danske læser sikkert ikke ved, er, at det er
bladet Tintin, som han køber - ikke albumserien af samme
navn. "Tintin"-bladet (som er et serieblad med forskellige
serier) har kørt i rigtig mange år i Frankrig/Belgien og
udkommer mig bekendt stadigvæk.


Øv, her gik det galt i trykket! Hva' fa'en bliver der sagt!?




Jeg antager, at der nok skal være en eller anden, der ville føle sig
krænket 
på indernes vegne, hvis albummet blev genoptrykt



Saturday, 31 January 2026

Tintin i gammel dansk oversættelse - men HVILKEN gammel dansk oversættelse!?




Tintin og fru Jakobsen

Jeg synes, det er interessant at læse om de forskellige gamle danske udgaver af Tintin. Det er godt nok mange år siden, jeg rigtigt har læst serien, men det er sjovt at høre andre eksperter berette om den.
Når det så er sagt, så skal det tilføjes, at jeg rent faktisk for nyligt købte hele baduljen i eet hug (se forgående indlæg). Og med "hele baduljen" mener jeg den gamle udgivelsesrække på 23 bind med Jørgen Sonnergaards oversættelse.
Jeg har i årenes løb hørt flere historier om Sonnergaards oversættelser, og om hvordan disse måske er mere uldne i kanten end mainstream-medierne giver ham credit for, når de hylder Jørgen for hans oversættelser og ikke mindst hans "opfindelser" hvad angår Kaptajn Haddocks eder og forbandelser.
Jeg har netop læst "Kong Ottokars scepter" og sad netop og undrede mig over, at teksten netop var mindre sproglig korrekt, end hvad han får ros for. Men så slår jeg op i ComicWiki og opdager sgu, at det slet ikke er Jørgen Sonnergaard, som har oversat min udgave af albummet! Det er derimod en "Fru Jakobsen" (som man jf. ComicWiki i dag ikke aner hvem var).
Se f.eks. på billedet ovenfor, hvor hun på højresiden har glemt, hvordan hun stavede "sigillographi" (med ph), som på næste side er med f. Sådan er der flere uregelmæssigheder gennem albummet.
En anden ting, der kan undre, er de tekstfyldte sider i albummet (Tintin læser et blad om landet, han skal til) og et sted også nogle breve. Disse tekster er skrevne med gammeldags dobbelt-a i stedet for å. Resten af albummet er med å. Man får det indtryk, at disse tekstfyldte sider derfor muligvis er oversat af en anden person - men hvem?
ComicWiki skriver, at Jørgen Sonnergaard hapsede fra tidligere oversættelser. Mon fru Jakobsen gjorde det samme, eller bad hun simpelthen en anden om at oversætte tekstsiderne? Et mysterium af Hergé'ske proportioner, som vi sikkert aldrig får opklaret.

EDIT:
Se dog kommentaren her nedenfor, hvor jeg citerer en Tintin-ekspert. Han gætter på, at det nok ER fru Jakobsen selv, som oversætter, men gør det med dobbelt-a for at få det til at lugte mere historisk. Og han forklarer, hvorfor det er usandsynligt, at hun har lånt andetsteds fra. Jeg bøjer mig og takker for informationen.

------------------------------------------

Ny kommentar: Jeg bragte først ovenstående blogindlægs tekst som et indlæg i en tegneseriegruppe på facebook. En Tintin-kyndig svarede nedenstående, som jeg her bringer i sin helhed. Jeg undlader dog at nævne forfatterens navn, da jeg citerer fra en lukket gruppe, og den slags bør man være varsom med. Andre kyndige Tintin- og tegneseriekender genkender dog nok skribenten:



Her nedenfor kan lægger jeg siden fra Kong Kylie i bedre opløsning end screengrab'et ovenfor:

Fra bladet Kong Kylie (1954)

Her et af numrene af Kong Kylie, som "Kong Ottokars Scepter" kørte i (1954). Lånt fra Dansk ComicWiki.