Showing posts with label Jørgen Mogensen. Show all posts
Showing posts with label Jørgen Mogensen. Show all posts

Thursday, 23 May 2024

"DE GAMLE TEGNEDRENGE" (Jens Peder Agger/Philip Treschow, DR, april-maj 1986)




Tilbage i 1986 bragte Danmarks Radio en dokumentarserie på seks udsendelser med titlen De gamle tegnedrenge. Temaet var en håndfuld danske tegnere, som alle havde det tilfælles, at de havde en del år på bagen, og at de alle havde fået bragt tegneserier i aviserne. 

Jeg havde fuldstændig glemt disse udsendelser, indtil Carsten Søndergaard (svjh) i en tegneseriegruppe på facebook bragte et link til serien på YouTube-kanalen "TegneserieKultur". Men jeg kunne straks huske serien. Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke var specielt begejstret for hovedparten af disse tegnere, da serien kørte oprindeligt. Men om jeg optog serien på video dengang, husker jeg ikke. Havde jeg en videomaskine i starten af 1986? Jeg fik i alt fald en på eet eller andet tidspunkt dét år, men lige præcist hvornår det var, fortaber sig i glemslens hule inderlomme. Og hvis jeg optog seriens afsnit, har jeg sikkert slettet dem igen - måske bortset fra afsnittet med Jørgen Mogensen, eftersom jeg også dengang kunne lide hans serie Poeten og Lillemor

Men hvorom alting er, så har jeg netop gravet lidt i DR's online program-arkiv og opsporet de oprindelige visningsdatoer, og dermed også hvor mange afsnit statsradiofonien lavede dengang: Seks i alt. Den navnløse uploader på YouTube har bragt de fem;  Kaj Engholm, Holger Phillipsen, Arne Ungermann, Henning Gantriis og Jørgen Mogensen (hvor Mogens Dalgård også medvirker). Desværre mangler første episode med Storm P., og et andet afsnit mangler et par minutter til sidst. Man må håbe, at serien vil blive bragt på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, når de til vinter (efter hvad de har lovet) begynder at lægge DR's tv- og radio-arkiv ud til fri afbenyttelse for alle os, der i mange år har betalt vores hårdt sammenskrabede licenskroner. 


Den navnløse YouTube'er er i øvrigt Carsten Søndergaard selv. Han har selv nævnt det et par gange på facebook, så jeg afslører ikke noget meget hemmeligt ved at sige det her. Da jeg nævnte De gamle tegnedrenge forleden, kommenterede Carsten: 

"'De gamle tegnedrenge' er lavet af Jens Peder Agger, Philip Treschow og Edmondt Jensen. Freddy Milton havde optaget dem på videobånd, da de blev vist på DR TV i 1980'erne. Jeg fik båndene digitaliseret. Det er mig, der er Tegneseriekultur på YouTube."
(Tegneseriedebat, 21.5.24)

Jeg bringer her nedenfor alle fem afsnit. Hvis afsnit nr. 6 skulle ryge op på YouTube (eller andetsteds), så giv lige et praj!

Alle afsnit blev genudsendt inden for kort tid. De her nævnte datoer gælder førstevisningen. 

Første afsnit (som mangler) om Storm P. blev bragt 7. april 1986.


 

2. afsnit: Kaj Engholm (14. april 1986) 

3. afsnit: Holger Philipsen (21. april 1986) 

4. afsnit: Arne Ungermann (8. maj 1986)

5. afsnit: Henning Gantriis (12. maj 1986) 

6. afsnit: Jørgen Mogensen (26. maj 1986) 


Stor tak til Carsten Søndergaard og Freddy Milton for at gøre gensynet muligt!


Wednesday, 15 May 2024

POETEN OG LILLEMOR-reklamefilm gravet frem

 


Jeg er endelig gået i gang med ordentligt at læse de 9 (10) Poeten og Lillemor-bøger, som forlaget Bogfabrikken udgav for næsten 20 år siden. Når jeg siger "endelig", er det nu ikke, fordi jeg ikke har været i gang før, men at læse 18 komplette årgange af en avisstribeserie er sin sag. Og med så meget materiale på hylden har jeg det desværre med at køre sur i den slags. Eller rettere ... sådan havde jeg det, men nu har jeg sgu fundet et system!! Læs en måneds materiale eller to om dagen - så går det bedre. Og det er altså dét, jeg er i gang med nu. 

En måned dækker selvsagt kun cirka 30 striber. Enhver kan køre sur i for meget af det samme, og med den slags lange serier må jeg nok indrømme, at jeg har det med at starte fra en ende af og bare køre derudaf, indtil jeg... well... kører træt i det. Og hvem gider det, så nu har jeg altså et system. Fuck, hvorfor har jeg ikke fundet på det noget før! Haha. 

De 9 (10) bind udkom mellem 2005 og 2008. Det var Jens Peder Aggers mangeårige idé at udgive serien ordentligt, og i 2005 kastede han sig ud i dette store projekt. Jens Peder Agger gik i øvrigt bort i går efter længere tids sygdom, hvilket naturligvis er trist. Jeg kendte ham ikke personligt, men han var bestemt et af de navne, man som mangeårig tegneserielæser genkendte. 

Desværre fik JPA og Bogfabrikken aldrig fuldført projektet. Poeten og Lillemor er skabt af Jørgen Mogensen, og det var Mogensen selv, som stod bag serien fra start til slut; 1950-2003 (om end med flere hjælpere til idéer). I bog nr. 1 fortæller Jens Peder Agger, at han tidligere har udgivet serien, og at det dengang ikke gik specielt godt. Køberne udeblev simpelthen. Muligvis fordi publikummet var mindre egentlige tegneseriefans, men derimod avislæsere, som nød serien, når de kunne læse den gratis i avisen, men som velsagtens ikke gad betale for dissiderede selvstændige tegneserieudgivelser. 

Og som de tidligere forsøg kuldsejlede også bøgerne. Det nævnes på bagsiden af bøgerne, at den komplette avisserie var planlagt til cirka 25 bind, men efter blot 9 af slagsen gik serien ind. Et 10'ende bind indeholder specielle farvestriber, som blev lavet til ugebladet Hjemmet. Dette bind er ikke egentlig del af genoptryksserien, og selvom det udkom samtidig med bøgerne (mellem bogbind nr. 7 og 8), var det ikke JPA, der stod for redigeringen. Og bogen bringer (desværre) også kun udpluk fra de cirka 1800 striber, som Jørgen Mogensen tegnede til Hjemmet. Ærgerligt - ikke mindst fordi disse striber aldrig er udsendt andetsteds, og hvor får man lige fat på alle disse gamle ugeblade. De kan vel ikke engang lånes på biblioteket eller findes i mikrofilm-udgave. Med en hurtig sammentælling tror jeg, at bogen indeholder omkring 300 striber. Vi mangler altså 1500 striber fra Hjemmet-udgaven. 



Men man skal ikke være et skarn og skabe sig som en åndssvag, idet man ignorerer det, som vi rent faktisk HAR fået, før det hele lukkede ned. Vi FIK nemlig det komplette run fra 1961 og til og med 1979! Serien begyndte godt nok i 1950, men de første 11 år kørte den uden talebobler (teksten stod under striberne). Hvor meget der er udsendt af serien (i blad- og album-form) af det senere materiale, har jeg slet ikke undersøgt. 

Endvidere  indeholder hver bog også fine artikler af Anders Hjort-Jørgensen og flere andre skribenter om selve serien, Jørgen Mogensen og dennes andre serier. Alle 9 genoptryksbøger er bestemt fine udgivelser - og det samme gælder bogen med farveudgaver fra Hjemmet. Eneste minus er, at hardcover-omslagene er i ret dårlig kvalitet. Når man har læst en tredjedel af en bog, begynder det dårlige pap at se slidt ud. Den sorte farve går simpelthen af (her er Hjemmet-bogens omslag langt bedre - den er også i større format). 

Anyhoo, nu fik jeg skrevet langt mere om bøgerne, end det egentligt var meningen. Meningen med dette opslag var nemlig at omtale Anders Hjort-Jørgensens artikel i bog nr. 9 (se billede øverst oppe), hvor han skriver om, hvorledes Poeten og Lillemor-serien blev brugt i reklameøjemed. 

Specielt nævnes nogle reklamefilm for energispare-vinduer. Selskabet bag producerede flere små tegnefilm fra serien. Ret lamme film, hvis man spørger om min mening, men klart nok at de skulle nævnes for komplethedens skyld. I artiklen vises billeder fra en af filmene (man havde svært ved at indlejre en video i bogen, høhø), og heldigvis nævntes internetadressen. Jeg fandt hjemmesiden, som heldigvis stadig eksisterer, men, ak, filmene er for længst væk. Heldigvis (igen) har vi jo i dag Waybackmachine, og jeg fik gravet hjemmesiden frem anno cirka 2006. Og det var endda muligt at se og downloade de gamle tegnefilm. Desværre er kvaliteten af opløsningen ikke særlig god. Hi-res'en er ikke særlig high - for nu at sige det. Men igen, man skal ikke kimse ad en mindre god kvalitet, når der ikke er noget valg. Om ikke andet kan vi (igen) se disse film. Jeg fandt seks film og lægger dem alle ud her nedenfor. 



Filmtitel: "Dyreværn"
Dette er filmen, som er afbilledet i bogen



Filmtitel: "Vinter"
Dette er en alternativ udgave af den øverste film. Denne er længere,
det sner nu på fuglene, og dialogen er anderledes, let erotisk (!)



Filmtitel: "Opmåling"



Filmtitel: "Opmåling Short"



Filmtitel: ...
Ingen titel, men dette er en endnu kortere udgave af "Opmåling"



Filmtitel: "Arnold"


Kilde: Filmene er hentet fra en cirka 20 år gammel version af hjemmesiden "Energivinduer" via Waybackmachine (check selv siden her). Om der kan graves versioner af filmene frem i bedre opløsning fra tidligere eller senere udgaver af hjemmesiden, er muligt, men så må man selv gøre sliddet (jeg gider i alt fald ikke. Så interessante er de film heller ikke).