Showing posts with label Greg. Show all posts
Showing posts with label Greg. Show all posts

Friday, 8 May 2026

Tiltaleforvirring



Jeg sidder med det første album i E-vokes albumserie Panterne. Originaludgaven er fransk og foregår i Frankrig. Men allerede et par sider inde tiltaler en ung kvinde en mand med det engelske "mr.", hvilket undrede mig. Måske er han udlænding og har en engelsk accent i originaludgaven, tænkte jeg, og så er hun bare høflig og bruger det engelske "mr." Men efter et par sider med flere gange "mr." blev min nysgerrighed dog for stor, og jeg fandt en fransk originaludgave på nettet:

Og i den franske siger kvinden ganske rigtigt "monsieur". Hvorfor skal denne franske tegneserie gøres "engelsk" i dansk regi?

Manden tiltaler i den danske udgave pigen med det danske "frøken" og tiltaler en anden dame med det franske "madame". Hun tiltaler så til gengæld manden med "monsieur" på den ene side og "mr." på den næste side.

Der skiftes også mellem at være Des og dus på steder, hvor den franske holdes i De-form. Den rene sprogforvirring. Jeg har tidligere kritiseret E-vokes egen husoversætter, Lea Mejdahl Christiansen, for at læse korrektur på sig selv og med de fejl, det giver, fordi man uvilkårligt ser sig blind på teksten. Men med dette album er det en oversætter udefra, man har brugt. Det er dog så til gengæld Lea Mejdahl, som har læst korrektur på albummet. Man skulle næsten tro, at Lea Mejdahl bare ikke kan fange fejl, som har med persontiltale at gøre.

Men Greg & Aidans' album ser ud til at være underholdende læsning, så det går nok. Men jeg ville ønske, man havde været mere konsekvent i oversættelsen hos forlaget.

UPDATERING: Forlaget E-voke har kommenteret min kritik af deres oversættelser ovre på facebook. Direkte link her.


Monday, 27 April 2026

Censur i RED KELLY TA'R AFFÆRE!



Jeg har i årenes løb læst og genlæst det første album i serien "Red Kelly" pænt mange gange. På dansk kom det franske album nr. 1 som et "Superhæfte" uden nummer fra forlaget Gutenberghus.
Senere udgav Gutenberghus serien i rigtige albums, men begyndte med fransk nr. 2 (!) og udgav aldrig nr. 1 i album. Vi fik godt nok nr. 1 i et rigtigt dansk album, men først da Carlsen Comics overtog serien mange år senere (og de udgav kun det ene nummer, nu i øvrigt med de franske navne).
Jeg har netop siddet og sammenlignet de to danske udgaver, og jeg bemærker, at Carlsens album IKKE har den taleboble hen over et blodigt skudsår, som man ser i Gutenberghus-udgaven! (Se billede).

Gutenberghus' censurerede billede til venstre
Bemærk den engelske tekst!

Hvorfor er det censureret?
Og er det gjort fra dansk side?

Historien blev så vidt jeg kan læse mig til via ComicWiki først bragt i bladet Fart og tempo. Mon man mente, at det var for voldsomt for de små poder?

Fart og tempo udkom jo også i Norge - var det i virkeligheden norsk censur?
Og som om det ikke var nok: Hvorfor er teksten i den dækkende censur-taleboble på engelsk? Serien er jo oprindeligt på fransk.
Gutenberghus-Superhæftet er iø noget ragelse: Ud over den nævnte censur har man også klippet fire sider ud (som er med i Carlsen-albummet). Farverne er også grelle, og "hæftet" er ikke et rigtigt album, men et "slaskeblad".

Carlsen genbruger iø Inge Dås oversættelse med enkelte ændringer.

Men ud over alt det ovenstående, så er serien feeed, og du bør checke den ud, hvis du ikke allerede kender den. På dansk består serien af 14 albums: Nr. 0 (lig med fransk nr. 0, Donovan), nr. 1 (fransk nr. 1, Carlsen), nr. 1-9 (fransk nr. 2-10, Gutenberghus), nr. 10-12 (fransk nr. 11-13, Donovan).

Bemærk: De to sidste franske albums (nr. 14-15) er ikke udsendt på dansk. Udover fransk findes de på tysk.



Monday, 6 April 2026

RED KELLY nr. 0: "Fangen" (Greg & Hermann, Donovan Comics, 2011)



At være fan af noget kan være en mærkelig ting. Nogle gange er man fan, men udøver ikke sin hobby i lange tider. Hvorfor er det sådan? Jeg aner det ikke. Se nu på den fransk-belgiske cowboy-tegneserie Red Kelly; Jeg holdt af den i pænt mange år tilbage i 80'erne og læste alt det af den, som jeg kunne komme i nærheden af (sammenlagt 10 albums + det løse). Men så forsvandt den ud i mørket. Jeg glemte den. Det var ikke, at jeg ikke længere brød mig om den, men jeg fandt bare andre nye darlings at kaste min kærlighed på. 

For nyligt bestilte jeg en stak nye albums fra Faraos Cigarer, som jeg længe havde haft på den digitale ønskeliste, og deriblandt var tre Red Kelly-albums. Sagen er den, at i de mellemliggende mange år havde et nyt forlag, fejebakke-forlaget Donovan Comics, udsendt en håndfuld albums i serien (et "fejebakke-forlag" er et forlag, der viderefører albumserier, som andre forlag har standset, før de var nået i mål). Albums, som vi aldrig tidligere havde fået i Danmark. Og hurra for det!


Desværre kunne Donovan ikke klare mosten og gik nedenom og hjem. Så vidt jeg er orienteret, opkøbte Faraos Cigarer Donovans resterende oplag af bagkataloget, og (igen) hurra for det! Dét, som Donovan havde udsendt i serien, var henholdsvis de albums, som en ny tegner, Michel Rouge, havde lavet og et album (det her omtalte) med korte historier, tegnet af seriens oprindelige tegner Hermann (som i øvrigt desværre lige er gået bort), og som på dansk tidligere var blevet udsendt i pocketbøger og i bladet Jonah Hex. Sidstnævnte i sort-hvid. Men nu kom de altså i rigtig albumformat og i kulørte farver. 

Den oprindelige Greg/Hermann-serie kom på dansk i album nr. 1-9 fra Gutenberghus for pænt mange år siden. Af mystiske årsager blev serien forskudt i forhold til den franske originaludgave, således at dansk nr. 1 er fransk nr. 2 og så fremdeles. Fransk nr. 1 kom ikke i rigtig albumformat fra Gutenberghus (men først mange år senere fra Carlsen Comics, som underligt nok stoppede serien efter dette ene album). Donovans albums er henholdsvis nr. 0, 10, 11 og 12. På dansk mangler vi desværre at få seriens to sidste albums (dvs. #13 og 14 - altså #14 og 15 på fransk). Men om ikke andet, og heldigvis for os der ikke forstår fransk, er de udsendt på tysk (mindre fedt for dem, der ikke forstår tysk, naturligvis), både i enkeltalbum og samlebind. 

De korte historier i nr. 0 fornægter sig ikke, når det gælder forfatter- og tegner-ophavet: de er nemlig glimrende, om end noget begrænsede i at kunne gå i dybden grundet de enkelte historiers kortere sidetal, naturligvis. Men jeg er i alt fald glad for endelig at kunne læse dem i stort albumformat, glimrende tryk og i gode farver. Papiret er godt nok kridhvidt, hvilket mange tegneseriefans ser som en uting - de vil helst have mat papir. Men personligt er jeg ret græskkatolsk. Det her ser flot ud, som det er. Den danske oversættelse lader til at være fin, men underligt nok er oversætteren ikke nævnt. Jeg antager, at det er en forglemmelse, da både Donovans album nr. 11 og 12 nævner denne (jeg kunne desværre ikke få fat på #10, da dette nummer lader til at være udsolgt alle vegne. Sådan går det, når man venter for længe. Øv! Forhåbentligt dukker det op i brugt stand på et tidspunkt)



Efter hver historie får vi et stort helsides malet billede. Jeg gætter på, at disse er lavet til den samlede franske albumudgave. Det ville have været cool, hvis man hos Donovan havde nævnt dato for både disse nye malede billeder og også selve historierne. Det er faktisk irriterende, at man fra redaktionens side ikke har gjort opmærksom på dette. 

Endnu et irritationsmoment er, at man med djævelens vold og magt skulle plaske forlagets internetadresse på forsiden med pænt store, hvide bogstaver. Internetadressen for satan! "www.donovan-comics.dk"!!! Det skæmmer den ellers flotte forside. Faktisk har man gjort det på samtlige tre Red Kelly-albums, jeg har købt. Hvis man så, som det ellers er normalt for forlag, blot havde skrevet forlagets navn på forsiden, så okay. Men internetadressen for satan i helvede!! Og ikke alene skal vi have den på forsiden, næh vi skal sgu osse have den på bagsiden og på ryggen. Og kraftstejleme også på side 3 og 4! Det eneste sted, hvor forlagets navn blot står som netop dét, altså som navn uden at være en webadresse, er i kolofonen! Hva' gi'r du!! Det er faktisk  fandens irriterende, at hvis redaktionen fra Donovan var her nu, så ville jeg træde dem i ansigtet for denne idioti!

(NB: Det ville naturligvis indebære, at Donovan selv var med på at lægge sig på gulvet, så jeg kunne træde på dem)

Men ud over det, så er Red Kelly nr. 0 et glimrende album! Og naturligvis skal fejebakke-forlaget Donovan have en stor tak for at udgive disse albums, som hverken Gutenberghus eller (senere) forlaget Zoom har villet røre med en ildtang. Køb det endelig, før det går helt OOP! Det er endda på tilbud til 70 kroner hos Faraos lige for tiden (og har været det meget længe - evighedstilbud?).
Go here. 


Side 3 med (endnu en gang) forlagets internetadresse



Saturday, 23 December 2023

Trumf på Bernard Prince

 


Jeg læste forleden Greg & Aidans udgave af tegneserien Bernard Prince, som var udmærket, men det fik mig til at finde et af de "rigtige" album frem, som er tegnet af Hermann - eller, nå ja, så "rigtigt" som det nu kan bliver, når der er tale om BERNARD PRINCE nr. 13, som er en samling korte historier fra 1970-78!

Men selvom forfatteren er den samme, så er der en følelse af "eventyr" over de gamle historier, som de senere udgaver bare ikke rammer, synes jeg. Ja, jeg ved godt, det er en vag forklaring. Jeg bør aflevere medlemskortet til anmelderklubben og tage min frakke og gå.

Min udgave af BERNARD PRINCE nr. 13 er i virkeligheden ALBUMKLUBBEN TRUMF nr. 27! Denne albumklub præsenterede en ny serie i hvert album (om end nogle serier blev præsenteret flere gange). Jeg abonnerede i sin tid på disse udgivelser fra Trumf, og jeg tror næppe, jeg har læst det pågældende album siden engang i 80'erne (det udkom i 85). 1'ste oplag.



Albummet stod lige så flunk og nyt på reolen, som den dag det ankom fra Interpresse. I henved 35 år var jeg hardcore supersamler med en samling i mint condition. Men så for 5 år siden besluttede jeg, at nu var det nok. Nu bøjer jeg omslaget, brækker ryggen og trykker siderne ned. Men jeg indrømmer, at det stadig føles lidt (vel meget) forkert. Det er mærkeligt, at trække et album som Bernard Prince nr. 13 frem i noget nær mint condition, og nu efter næsten 40 års ejerskab endelig at smadre albummet! (altså ikke smadre-smadre, men du ved, bøje siderne i en vinkel på mere end 45 grader! ROTFL).

Men nu er jeg af den (nyfundne) overbevisning, at tingene skal bruges, og man må gerne se, at de har været brugt. Jeg skrev iø også om det for 5 år siden (link her).









Thursday, 14 December 2023

Bernard Prince nr. 16 ... modtaget!

 

Jeg skrev om BERNARD PRINCE-albummet "Sprængfarligt bekendtskab" forleden. Jeg bestilte albummet fra Faraos sammen med en pæn stak tilbudsvarer. BP #16 var godt nok ikke på udsalg, men eftersom albummet er udgået fra forlaget (endda i 2. oplag), så tænkte jeg, at det var på tide at købe det hjem.  

Jeg skulle til et eller andet kedeligt møde på jobcenteret møgtidligt dagen efter, men fik alligevel tid til at læse eet af de nye indkøb sent om aftenen, nemlig - ikke overraskende - dette album. 

Jeg refererede i mit første indlæg (se her) til anmeldelsen på Serieland, hvor Berti Stravonsky skriver, at manuskriptet er ret tyndt. Well, jaajoo... det er det såmænd, men var de fleste af disse tegneserier henvendt til "store drenge" i 70'erne ikke ret tynde!? I dag, her i voksenlivet, så skal man nok huske på, hvordan det var at læse dem dengang. Eller i alt fald huske på, at der er tale om underholdning. Der er næsten aldrig noget samfundsrelevant indhold - overhovedet. Men når det så er sagt, skal det også tilføjes, at jeg var fint underholdt af BP #16. 

Som jeg også fik nævnt på fjæsen, så bemærkede jeg nogle uheldige steder, hvor oversætteren rodede rundt i både De-form og Du-form - og det endda i de samme talebobler! Jeg nævnte dette i en tegneseriegruppe, hvor den ene af forlagets bagmænd indrømmede fejlene. Men han forsvarede det samtidig og sagde, at det nok ikke kunne blive meget bedre, da de er et lille forlag med kort tid til at producere udgivelserne. Fair nok, og det er meget muligt, men ligesom med alle typer udgivelser og produkter, så ser jeg som forbruger ikke alt det, der er gået forud for udgivelsen af produktet. Jeg køber et produkt, og det produkt er så det, som jeg lægger til grund for min vurdering. 

Men til trods for mindre "skønhedsfejl" vil jeg bestemt anbefale BP #16. Køb det, før det er helt væk fra markedet (Her ligger det hos Faraos). Man må selv google, om det stadig er tilgængeligt andre steder og til en mere fordelagtig pris). 

Oversætteren er forvirret og lader Bernard Prince tiltale
skurken både i du- og De-form. Endda i samme sætning! 

Oversætteren roder igen rundt og bruger både De- og
du-tiltaleform, her i samme taleboble!


Wednesday, 6 December 2023

Bernard Prince nr. 16 ... indkøbt i 11. time!


Der er jo altid en masse ting, man ikke får købt, fordi ... well... men kan ikke købe det hele hele tiden, og hvis man så i tillæg dertil er en fattigrøv. Jeg antager, at læseren forstår problemet. Og netop derfor har jeg ikke tidligere fået indkøbt det "nye" Bernard Prince-album "Sprængfarligt bekendtskab" (se info om udgivelse, forfatter, tegner, originaltitel osv lige her via dette link). 

Det var ellers lidt af et scoop, da albummet udkom sidste år. Sagen er nemlig den, at Bernard Prince nr. 16 udkom på fransk i 1992, men er aldrig tidligere kommet i dansk oversættelse. Og i årenes løb skete der ikke hverken fra eller til, end at originalmaterialet forsvandt i Frankrig, og en udgivelse dermed syntes umulig. Well, hop 30 år frem i tiden, og det lille tomandsforlag E-voke udgiver albummet alligevel. Der er vist nok tale om en udgivelse baseret på et scan af det franske album. Det lyder fælt, men hvis det ikke kan være anderledes. Og nu har jeg altså så endelig fået det bestilt. Og det var også i sidste øjeblik. 

Jeg havde bemærket, at hardcover-udgaven var forsvundet fra det danske forlags online-butik. Og hos Faraos Cigarer skriver man, at der kun er få ex tilbage på lageret. E-voke har godt nok også udgivet en softcover-udgave, som stadig kan fås uden problemer, men desværre mangler det ekstramateriale, som findes i hardcover-udgaven (jeg må indrømme, at jeg har det stramt med den slags nonsense. Inkludér dog det hele i begge udgaver, kålører!!). Nå, men jeg fik altså bestilt lortet... jeg mener den fine hardcover-udgave fra Faraos engang i nat (noget skal man jo bruge natten på, nu hvor byens enlige pornobiograf er lukket). 

Jeg glæder mig til endelig at læse dette næsten legendariske nr. 16. Legendarisk måske mere, fordi det var svært at komme til at læse - fremfor end at det var fantastisk læsning. Berti Stranvonsky er i alt fald ikke synderligt begejstret i sin anmeldelseSerieland! Men hva' fa'en, man skal jo danne sig sin egen mening selv frem for at købe andres, så jeg vil holde et åbent sind. Måske vil denne reporter melde tilbage til studiet, at albummet er det bedste siden brød i skiver - for nu lige at bruge et gammelt Marvel-Morten-citat. 

Og i øvrigt fortalte en af de to E-voke-folk mig på deres facebook-side, at man har trykt hardcover-udgaven i to oplag nu, og det må så være dét. Så vær hurtig, hvis du er interesseret og ikke kan nøjes med udgaven i slaskeformat eller at låne på biblo. 


NB: Vitsen med pornobiografen var blot dét, en vits. Der har godt nok ligget en pornobiograf her i byen for længe siden. Men det var længe før, jeg flyttede hertil; i midten af 70'erne, og længe før video. Man viste film på 8mm. Check mit gamle indlæg om "Den lille bio" her