Hugo Pratt: "Djævelens nat"

Tegninger: Hugo Pratt
Tekst: Tom Tully & Gordon Sowman
Forord: Chloe Maveal
Oversætter: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: E-voke (2025)
Sort-hvid, hardcover-album i ca. bladstørrelse, ca. 150 sider
Oprindeligt trykt i bladet "Battle Picture Library"

HUGO PRATT er kendt af enhver seriøs tegneserielæser for sin CORTO MALTESE-serie. A-L-L-E kender den. For fortrinsvis nyligt har man så fundet ud af, at Pratt i de tidlige dage tegnede for engelske krigs-samlebånds-blade. Og det lille tomands-forlag E-voke har nu udgivet noget af dette materiale i et flot hardcover-bind (der er planlagt mere) med så lækkert papir, som ingen, der i sin tid stod med lusede lommehæfter på usselt papir ville have troet muligt. Der er også en fin artikel om Pratt og denne tidlige æra.

 
Og mig, ja hvad med mig? Modsat andre seriøse læsere har jeg aldrig så meget som åbnet et Corto Maltese-album, og dette er således min introduktion til Hugo Pratt, hæhæ. Han er iø ikke forfatter af episoderne, men tegningerne er fede! 

 
Oversat af den ene af E-vokes bagmænd (m/k), som lader til at oversætte stort set alt, hvad forlaget udgiver, både fra fransk, hollandsk og engelsk. Måske også de spanske ting, men dem har jeg ikke set endnu. Og hatten af for det. Jeg synes dog, at det er problematisk, at hun selv læser korrektur på sine egne ting. Hun vælter ofte rundt i De- og Du-former, som en god korrekturlæser ville fange. Men ellers rigtig fine udgivelser.

Det skal også tilføjes, at heldigvis har man holdt fast i at bruge en sans serif-font, som grangiveligvis ligner den, man har brugt i de gamle blade. Denne type historier indbyder ikke til håndskrift eller anden type spøjse bogstaver. 

 

 
NB: Lånt på biblo.

At genlæse SUPERMAN-blade efter fire årtier

- det er nææsten så længe siden, at jeg burde skrive aartier med dobbelt-a!

Jeg læste godt nok lidt spredte tegnserieblade som dreng (Tarzan, Korak, cowboy-blade), men det var først som teenager, at jeg **opdagede** tegneserien som sådan. Det var i 1979, og jeg begyndte straks at samle.

Dengang var det fedt at være med som bladlæser, da der kom alt muligt. Jeg købte fast Seriemagasinet, Jonah Hex, Kung-fu Magasinet, Edderkoppen, Fantomet, osv osv. Og jeg købte naturligvis også Superman.

Mit første Superman-blad var Superman med Batman nr. 4, det med Superman, der bliver brændt på en totempæl på forsiden! Jeg læste alle bladene med stor iver og glæde, men omkring skiftet til 90'erne var jeg ærlig talt blevet træt af Superman-serien. Den syntes lidt for kikset i forhold til Marvel-bladene. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har læst et Superman-blade siden starten af 90'erne.

En kolofon!

Jeg ejer godt nok alle bladene, men de sidder bortgemt i bladkasser og hemmelige arkiver (lol). Men så her i går modtog jeg en gave fra Obskuriøsts redaktør, Henrik Larsen, i form af stor kasse fuld at Superman'er. Henrik er i gang med at gendanne sin egen samling af blade ved at købe lots og i genbrugsbikse. Og lots betyder mange dubletter. Og det blev mit held. Jeg ved ikke, hvor mange der var i kassen, men den var sateme tung. Tusind tak, Henrik.

Nå, men jeg tog fat i dag med at genlæse og begyndte naturligvis med dét blad, som jeg allerførst købte dengang i 79: Superman med Batman #4! Forsiden er feed. Historien med Superman, der skal redde amerikanske indianere fra en grådig hvid mand er ... okay.

Bladets anden historie med Grønne Lygte af Denny O'Neill var straks bedre, synes jeg. En mand i 1800-tallet dræber en anden mand i en duel, men overlever blot for at blive suget til en anden verden i en anden dimension for at hjælpe med at redde en fremmed civilisation, som er ved at dræbe sig selv med krige. Men er det lykkedes ham? (Og sikke et held, at han ikke er landet langt ude i fremtiden i det 21. århundrede).

Noget af det jeg næsten husker bedst fra Superman-bladene er Super-Ove og brevkassen! Selv om jeg brændte ud på bladet i sin tid, så er det spændende at skulle til at genlæse serien her i voksenlivet.

Stakken af Superman-blade fra
Henrik Larsen sirligt pakket i poser

CINEMA NOIR CRIME-tegneserie PLUS lummert BLAD fra dengang man ikke behøvede at frygte at kioskkunderne blev fornærmede, krænkede eller stødte

 

Nr. 12 fra første årgang

Så ankom en mindre pakke fra Faraos i går og hurra for det! (15 dage efter jeg bestilte bladene, til trods for at de lover afsending inden for et par dage. Nå, men priserne var gode, så jeg klager ikke ... ret meget).

Jeg købte for nyligt tre samlebind af den amr. serie Fatale fra Fantask, som havde dem på tilbud til 10 kroner (!) stykket. Desværre er serien på fem bind, så jeg var nødt til at ty til Faraos for at få resten, som så heldigvis OGSÅ var på tilbud - om end ikke helt til 10 kr., men 50 kr. stykket, men eftersom nypris oprindeligt var 150-200 kr., så var det alligevel en fin pris. Jeg har læst bind 1, og det er virkelig godt. Noir crime med sort magi.

Nå ja, og så er der de resterende tre blade ... Jeg læste et enkelt nummer af En halv humørtime tilbage i 80'erne og syntes dengang, at det var en sur prut. Jo, jo, bare bryster, men altså, vittighederne var bare FOR platte for Jack J anno 1980'erne. Men nu bemærkede jeg, at Faraos åbenbart havde fået en masse gamle brugte numre på lager, og så tænkte den meget ældre Jack J, at det var en godt chance til at checke, om man stadig er enig med sit meget yngre jeg. Og til de priser går det lige an.

De bestilte blade er godt nok IKKE i noget, der ligner mint condition, men det er osse lige meget. Men selv hvis jeg stadig skulle synes, at bladet er - nå ja - på niveau med en surt prut, så må man beundre, at det havde en læserskare, som holdt ved så længe: En halv humørtime kørte fra 1969 og helt frem til nullerne. Det seneste nummer, jeg kan finde hos Faraos, er fra 2001. Men om der kom senere numre, eller om bladet kørte uafbrudt fra 69 til 01, har jeg ingen anelse om. Blade som dette er ofte svære at finde info om, da de ikke regnes som reelle tegneserieblade. En halv humørtime findes fx slet ikke hos Pegasus.

Som horrorfan er man naturligvis nødt
til at anskaffe sig dette nummer!

Labber TEGNESERIEFANS science fiction-film i sig?

 

Jeg har netop i dag modtaget det helt nye spritfriske nummer af det gamle, garvede danske filmfanzine Inferno. Bladet udgives af Peder Pedersen og har eksisteret siden 1990. Og nu udkommer det igen efter at have holdt en pause på 23 år!

Det første af de "nye" numre kom i 2017 og bestod af 132 sider næsten udelukkende om film, der handler om seriemordere! Og hvad har det så med tegneserier at gøre? Well, ikke så meget. Men det nye nummer, som altså netop er kommet, handler udelukkende om sci-fi-film! Og science fiction og tegneserier hører bestemt sammen. Moebius, Starlord, Stjernekrigen, RanXerox, John Difool, serier fra Les Humanoïdes Associés, osv osv. 

Og over en 2-sidersartikel om filmen ALIEN sludrer den gamle Inferno-skribent Jesper Moerch naturligvis også om tegneserieudgaven af filmen. Dén købte jeg i øvrigt selv kort efter, at den var udkommet for mere end fire årtier siden. Modsat Jesper havde jeg faktisk set filmen, før jeg læste albummet.  

Inferno er velskrevet, dybdeborende og stærkt informativt. Jo, jo, du kunne naturligvis google og finde gratis artikler om science fiction, men gratis info på nettet skrevet af en eller anden kalklapper og hans indavlede broder garanterer ikke personlighed og vidende viden, som dette rigtige, trykte, fysiske, fede fanzine gør. 

Fås (for en hund) i flere butikker, hvoraf den ene er en tegneseriebutik: Fantask! (Jeg skal dog indrømme, at jeg selv bestilte det fra Laserdisken i Ålborg). 

NORA PÅ VINGERNE (Walthéry & Co., E-voke, 2025/26)

 

François Walthéry laver meget andet end Natacha og Rubine. Det lille forlag E-voke har her i 2025/26 udgivet hans ca. 10 år gamle miniserie Nora på vingerne, og jeg fik læst første bind i går (lånt på biblo). Endnu en serie om en kæk flyverske med et bøvet mandligt sidekick. Modsat Natacha er serien (jf. albummet) bygget på en sand historie.

Jeg var ikke helt oppe at køre, og jeg syntes slet ikke, at albummet nåede Natachas sædvanlige niveau, men - nuvel - det er nok en unfair sammenligning, i og med jeg kun har læst dette ene album, og kun én gang. Og det til trods bør man som fan af Walthérys andre serier naturligvis også checke Nora på vingerne ud. Og naturligvis tomlen op til E-voke for at udgive miniserien.

Det er iø ikke Walthéry, der står som forfatter, men Ètienne Borgers (som er en glimrende forfatter og stod bl.a. bag flere tidlige Natacha-albums). Bruno Di Sano er med som co-tegner (baggrunde?). Nr. 2 udkom for nyligt.

 

Covers og billeder fra NORA er lånt fra E-vokes hjemmeside. Mere info på deres site lige her. 

RED KELLY nr. 0: "Fangen" (Greg & Hermann, Donovan Comics, 2011)

At være fan af noget kan være en mærkelig ting. Nogle gange er man fan, men udøver ikke sin hobby i lange tider. Hvorfor er det sådan? Jeg aner det ikke. Se nu på den fransk-belgiske cowboy-tegneserie Red Kelly; Jeg holdt af den i pænt mange år tilbage i 80'erne og læste alt det af den, som jeg kunne komme i nærheden af (sammenlagt 10 albums + det løse). Men så forsvandt den ud i mørket. Jeg glemte den. Det var ikke, at jeg ikke længere brød mig om den, men jeg fandt bare andre nye darlings at kaste min kærlighed på. 

For nyligt bestilte jeg en stak nye albums fra Faraos Cigarer, som jeg længe havde haft på den digitale ønskeliste, og deriblandt var tre Red Kelly-albums. Sagen er den, at i de mellemliggende mange år havde et nyt forlag, fejebakke-forlaget Donovan Comics, udsendt en håndfuld albums i serien (et "fejebakke-forlag" er et forlag, der viderefører albumserier, som andre forlag har standset, før de var nået i mål). Albums, som vi aldrig tidligere havde fået i Danmark. Og hurra for det!

Desværre kunne Donovan ikke klare mosten og gik nedenom og hjem. Så vidt jeg er orienteret, opkøbte Faraos Cigarer Donovans resterende oplag af bagkataloget, og (igen) hurra for det! Dét, som Donovan havde udsendt i serien, var henholdsvis de albums, som en ny tegner, Michel Rouge, havde lavet og et album (det her omtalte) med korte historier, tegnet af seriens oprindelige tegner Hermann (som i øvrigt desværre lige er gået bort), og som på dansk tidligere var blevet udsendt i pocketbøger og i bladet Jonah Hex. Sidstnævnte i sort-hvid. Men nu kom de altså i rigtig albumformat og i kulørte farver. 

Den oprindelige Greg/Hermann-serie kom på dansk i album nr. 1-9 fra Gutenberghus for pænt mange år siden. Af mystiske årsager blev serien forskudt i forhold til den franske originaludgave, således at dansk nr. 1 er fransk nr. 2 og så fremdeles. Fransk nr. 1 kom ikke i rigtig albumformat fra Gutenberghus (men først mange år senere fra Carlsen Comics, som underligt nok stoppede serien efter dette ene album). Donovans albums er henholdsvis nr. 0, 10, 11 og 12. På dansk mangler vi desværre at få seriens to sidste albums (dvs. #13 og 14 - altså #14 og 15 på fransk). Men om ikke andet, og heldigvis for os der ikke forstår fransk, er de udsendt på tysk (mindre fedt for dem, der ikke forstår tysk, naturligvis), både i enkeltalbum og samlebind. 

De korte historier i nr. 0 fornægter sig ikke, når det gælder forfatter- og tegner-ophavet: de er nemlig glimrende, om end noget begrænsede i at kunne gå i dybden grundet de enkelte historiers kortere sidetal, naturligvis. Men jeg er i alt fald glad for endelig at kunne læse dem i stort albumformat, glimrende tryk og i gode farver. Papiret er godt nok kridhvidt, hvilket mange tegneseriefans ser som en uting - de vil helst have mat papir. Men personligt er jeg ret græskkatolsk. Det her ser flot ud, som det er. Den danske oversættelse lader til at være fin, men underligt nok er oversætteren ikke nævnt. Jeg antager, at det er en forglemmelse, da både Donovans album nr. 11 og 12 nævner denne (jeg kunne desværre ikke få fat på #10, da dette nummer lader til at være udsolgt alle vegne. Sådan går det, når man venter for længe. Øv! Forhåbentligt dukker det op i brugt stand på et tidspunkt). 

Efter hver historie får vi et stort helsides malet billede. Jeg gætter på, at disse er lavet til den samlede franske albumudgave. Det ville have været cool, hvis man hos Donovan havde nævnt dato for både disse nye malede billeder og også selve historierne. Det er faktisk irriterende, at man fra redaktionens side ikke har gjort opmærksom på dette. 

Endnu et irritationsmoment er, at man med djævelens vold og magt skulle plaske forlagets internetadresse på forsiden med pænt store, hvide bogstaver. Internetadressen for satan! "www.donovan-comics.dk"!!! Det skæmmer den ellers flotte forside. Faktisk har man gjort det på samtlige tre Red Kelly-albums, jeg har købt. Hvis man så, som det ellers er normalt for forlag, blot havde skrevet forlagets navn på forsiden, så okay. Men internetadressen for satan i helvede!! Og ikke alene skal vi have den på forsiden, næh vi skal sgu osse have den på bagsiden og på ryggen. Og kraftstejleme også på side 3 og 4! Det eneste sted, hvor forlagets navn blot står som netop dét, altså som navn uden at være en webadresse, er i kolofonen! Hva' gi'r du!! Det er faktisk så fandens irriterende, at hvis redaktionen fra Donovan var her nu, så ville jeg træde dem i ansigtet for denne idioti!

(NB: Det ville naturligvis indebære, at Donovan selv var med på at lægge sig på gulvet, så jeg kunne træde på dem). 

Men ud over det, så er Red Kelly nr. 0 et glimrende album! Og naturligvis skal fejebakke-forlaget Donovan have en stor tak for at udgive disse albums, som hverken Gutenberghus eller (senere) forlaget Zoom har villet røre med en ildtang. Køb det endelig, før det går helt OOP! Det er endda på tilbud til 70 kroner hos Faraos lige for tiden (og har været det meget længe - evighedstilbud?).
Go here. 

Side 3 med (endnu en gang) forlagets internetadresse

Klassiker og favorit fra den FRANSK-BELGISKE SKOLE får nu endelig ordentlig udgivelse i kronologisk orden og god kvalitet fra COBOLT efter mangeårigt ønske fra gamle læsere: LUFTENS ØRNE

 

Det gode forlag Cobolt (dét med den gamle Interpresse-redaktør Carsten Søndergaard) begyndte for nogle få år siden (men fordi jeg altid er flere år bagud med at købe "nye" udgivelser, er det blevet til "nu" i overskriften!) at udgive en af de store klassiske albumserier fra den fransk-belgiske skole: Luftens ørne i kronologisk orden. Der er kommet to samlebind indtil videre (det kører lidt langsomt - sikkert fordi børn ikke køber den slags, og udgivelserne skal trækkes hjem via de halvgamle mænd, der stadig gør).

Det er virkelig kræs, Carsten og Cobolt gør virkelig noget ud af det. Desværre er den slags selvsagt ikke billigt, and I for one har ikke råd til at købe alt det, jeg gerne ville, men her forleden scorede jeg første bind i brugt - men ulæst - stand fra en fyr på fb og til næsten en tredjedel af prisen. Herligt! Der er virkelig meget ekstramateriale i bind 1. 

Nedenfor ses lidt af indholdet, mest af ekstramaterialet:

"GRIFFU" - af Tardi & Manchette (Carlsen Comics, s/h, 60 sider, 1982). Endnu en anmeldelse i rækken "Skrevet med venstre hånd på højst 7 minutter"

 

Jeg har haft Tardi og Manchettes "Griffu"-album stående på hylden i adskillige år uden at læse det, men så for nyligt købte jeg nogle album-lots på fjæsen (se tidligere opslag), og et var fra en sælger, som bortauktionerede helt nye, ulæste albums fra 80'erne. Jeg vandt en Tardi-auktion, og det var jo vældig dejligt. Det betød dog, at ud over adskillige albums, jeg manglede, så ejer jeg nu TO ex af "Griffu" - og så er det vel efterhånden på tide at få læst skidtet. 

Plottet er næsten uvigtigt. Ren kliché. Settingen er den samme, som vi har set 100-vis af gange i kriminalfilm fra USA: En privatdetektiv sidder på kontoret, og en dulle kommer ind med en historie, som tydeligvis er en plade. Men hun har pæne ben, så privatsnuden ta'r jobbet og kommer snart til at fortryde det så inderligt. Tæsk hele vejen rundt, dyppelse af sjoveren, kugler i kranier, løgn, latin og endnu flere lamseben med slesk tale og grimme karle med uhensigtsbare planer for vor hovedperson. You know the drill. 

Men det her er ikke amerikansk. Det er fransk. Og det er ikke bare fransk - det er Jacques Tardi og Jean-Patrick Manchette. Mere sarkastisk, mere europæisk, mere 80'er-upolitisk korrekt, mere mørkt og dårlig slutning, end yankeerne kunne forestille sig det fortolket med deres Hollywood-dåselatter og happy-ending-fløde. Og Ole Steen Hansens oversættelse er lige i skabet (eller skridtet). Klart anbefalelsesværdigt - om end almindelige tegneseriefans, der hellere læser Asterix, nok vil klynke over, at det er aaalt for grimt. Ofte ser Tardis personer ud, som om de er blevet sparket i hovedet af en hest. Personligt elsker jeg Tardis "grimhed" i stregen. 

Desværre aldrig genudsendt på dansk, så det er albummet fra 1982, man er nødt til at forsøge at opdrive - hvis man skal have det på dansk. Jeg gætter på, at det findes i nyere udgaver på engelsk. 

PS: Og et spark i hovedet til mig selv for at vente så længe med at læse "Griffu"!!!