Jeg har netop i dag modtaget det helt nye spritfriske nummer af det gamle, garvede danske filmfanzine Inferno. Bladet udgives af Peder Pedersen og har eksisteret siden 1990. Og nu udkommer det igen efter at have holdt en pause på 23 år!
Det første af de "nye" numre kom i 2017 og bestod af 132 sider næsten udelukkende om film, der handler om seriemordere! Og hvad har det så med tegneserier at gøre? Well, ikke så meget. Men det nye nummer, som altså netop er kommet, handler udelukkende om sci-fi-film! Og science fiction og tegneserier hører bestemt sammen. Moebius, Starlord, Stjernekrigen, RanXerox, John Difool, serier fra Les Humanoïdes Associés, osv osv.
Og over en 2-sidersartikel om filmen ALIEN sludrer den gamle Inferno-skribent Jesper Moerch naturligvis også om tegneserieudgaven af filmen. Dén købte jeg i øvrigt selv kort efter, at den var udkommet for mere end fire årtier siden. Modsat Jesper havde jeg faktisk set filmen, før jeg læste albummet.
Inferno er velskrevet, dybdeborende og stærkt informativt. Jo, jo, du kunne naturligvis google og finde gratis artikler om science fiction, men gratis info på nettet skrevet af en eller anden kalklapper og hans indavlede broder garanterer ikke personlighed og vidende viden, som dette rigtige, trykte, fysiske, fede fanzine gør.
Fås (for en hund) i flere butikker, hvoraf den ene er en tegneseriebutik: Fantask! (Jeg skal dog indrømme, at jeg selv bestilte det fra Laserdisken i Ålborg).

No comments:
Post a Comment