Min første Dorthea

For et par år siden opdagede jeg Henriette Wesths danske tegneserie Dortheas overlevelser. Jeg har lidt glemt, hvor mange albums der var kommet - dengang for et par somre siden. Nr. 12 er nu på vej (ser jeg på Henriette Wesths hjemmeside), så der har sgu nok været 9-10 stykker ude dengang. Men i alt fald lånte jeg hele baduljen på biblioteket. Da jeg kom hjem, lagde jeg dem i en bunke på gulvet. Og der lå de så, til jeg fik en bøde om for sen aflevering. Jeg tror faktisk, at jeg endda havde nået at genlåne dem et par gange. Og alligevel havde jeg dem så længe, at jeg fik bøde. Og nåede jeg at læse dem? Argh!!! 

Nå, men her et par år senere har jeg igen lånt nogle album i serien, om end kun tre denne gang. Og tro det eller ej, men nu HAR jeg fået læst det første album og skal i gang med det næste. 

Serien er som sagt lavet af Henriette Westh, og man må sige, at der her er tale om en ret bemærkelsesværdig serie. Frøken Westh, eller er det fru Westh? Her på redaktionen er vi ikke bekendt med forfatterindens civilstatus. Men hvorom alting er, så har Westh lavet en særegen serie: Henriette fandt på den allerede som 10-årig. Hun fik den første historie publiceret i nr. 2 af bladet Danske striber (Balder og Brage, 1983) og næste gang i albumform fra forlaget Bogfabrikken (1988). Så gik der lige lidt over tre årtier, førend Henriette Westh i 2020 selv begyndte at udgive serien, hvilket skyldtes, at ingen rigtige forlag ville prøve igen (både Bogfabrikken og Balder og Brahe havde for længst drejet nøglen om). 

Jeg lånte forleden Dortheas overlevelser nr. 1: "Dødslisten", Danske striber nr. 2, som af Henriette Westh indeholder historien "Fuga i e-mol" (og forsiden), og oneshot-albummet "Hamlet 5. Akt, Scene 2" fra biblioteket. Jeg burde naturligvis have været begyndt at læse fra den første udgivelse fra 1983, men jeg må indrømme, at Henriette Wesths amatør-streg i de tidlige historier ser lidt for, well, amatøragtig ud, til at jeg gad læse disse laaange historier i går aftes, så det blev det rigtige album nr. 1 fra 2020 i stedet. Fru Westh har i årenes løb rent faktisk lært at tegne meget bedre end dengang (farvelægningen hjælper også). Jeg skal dog nok læse de to andre også (ama'r!).
EDIT: Husk at læse noten nederst i dette indlæg.

Men hvordan var det så, det første af den rigtige albumserie, som du ikke ku' ta' dig sammen til at læse for to år siden, hører jeg den imaginære læser spørge. Well, svarer den imaginære skribent, lad mig prøve at sige det så koncist som muligt: Der var fart over feltet! Fart og spænding faktisk. Og slagsmål. Og farlige situationer. Og endda en biljagt (med andre ord: Jeg kunne have nøjedes med "fart over feltet"). Ikke for megen dialog. Og man må sige, at Henriette Wesths fortællestil er meget mandig/drenge-agtig (også selv om Henriette udspecificerer i en podcast med Tom Kampman, at det med køn ikke interesserer hende en dyt. Og hurra for dét. Den evige palaver om kønsidentitet i disse tider er til at brække sig over). Dorthea ville passe fint ind i Seriemagasinet. I et par interviews fortæller hun helt uden blusel, at hun ikke gider det med alt for megen dialog - endsige dybsindige plots. De to omtalte interviews er henholdsvis fra Fantasks vidcast og "Verden ifølge Seriemagasinet"-podcasten (den med Tom Kampman). Begge udgaver er glimrende (check dem ud nedenfor). 

Men det var det album, vi kom fra. Kort fortalt - ultra kort - så er Dorthea agent for Interpol. Da albummet starter, kobler hun af, eller det vil sige, så meget man nu kan, når man netop er blevet stukket i krydderen af en dræberhveps. Så ringer hovedkvarteret fra Interpol i Frankrig: Kom straks herned, der er nogen som vil knalde dig ned! Dorethea erfarer, at skumle misdædere er ude på at ombringe både hende og et dusin andre agenter. Og så er gode dyr rådne. Hvordan skal det ikke ende? Og vil Dorthea overleve til side 48? Well, der er godt nok 10-11 album mere i serien, men de kunne jo i teorien foregå i gamle dage før album nr. 1.  

Da jeg satte mig med albummet, var jeg bange for, at Henriette Westh havde lavet noget action for 12-årige piger. Men jeg må indrømme, at jeg blev pænt overrasket. Nuvel, der bliver godt nok ikke sagt hverken skide, fanden eller satans een eneste gang, der er ikke antydning af sex (om end vi får Dortheas patter at se i en enkelt billedrude), og den eneste scene med blod, der sprøjter, er vist en gang næseblod, da Dorthea skvatter over sine egne ben. Men som sagt, der er underholdende action, pænt megen humor (uden at vi er ovre i hverken Dansk MAD, Basserne eller noget alt for fjollebolle-agtigt), og der er en armlængdes distance til selvhøjtidelige udenlandske pendanter. Blot det faktum, at Dorthea ender lidet heltindeagtigt med at få ... fnat (som Henriette Westh iø led af i 6 måneder, og det var rent faktisk dét, som fik hende til at tage fat i serien igen i et forsøg på at abstrahere fra pinslerne. Så det er i virkeligheden slige usle kræ, vi kan takke for albummet). 

Det er ikke Modesty Blaise det her, men hvis jeg kalder Dortheas overlevelser for en Natacha-lite-pendant, så fornærmer jeg nok ikke nogen. Og tomlen op til Henriette Westh for at lave det hele selv: Stå for serien, udgivelsen, forlaget, distributionen, osv. Hun lyder jo næsten som en fanzineredaktør! 

----------------------------

EDIT - dagen efter: 

Jeg har nu læst Henriette Wesths først publicerede historie fra 83. Og jeg må indrømme, at jeg måske var lige lovlig hurtig i går med hensyn til "amatøragtig". Historien fra "Danske striber" er faktisk vist nok tegnet lige så godt som det nye materiale (!), men forskellen er blot, at den er langt mere detaljerig og gnidret - hvilket for mig forekom mere amatøragtigt. Den lige så gnidrede håndtekstning førhen gjorde det heller ikke bedre. Selv fodnoter var i gnidret håndtekstning.  
Farverne og gråtoner i det nye album gør virkelig en forskel. De nye tegninger er mere simple med begrænsede detaljer i baggrunde osv. Måske er det i dag mere "Tintin-agtigt" end førhen. Måske er Henriette Westh i virkeligheden ikke blevet bedre end i 1983, men hun har lært at gøre tegningerne mere simple, hun har smækket farve på, og det hele ser mere "poleret" ud, fordi det er tegnet (og trykt) digitalt.     

Henriette Wesths hjemmeside

Tintin i gammel dansk oversættelse - men HVILKEN gammel dansk oversættelse!?

Tintin og fru Jakobsen

Jeg synes, det er interessant at læse om de forskellige gamle danske udgaver af Tintin. Det er godt nok mange år siden, jeg rigtigt har læst serien, men det er sjovt at høre andre eksperter berette om den.

Når det så er sagt, så skal det tilføjes, at jeg rent faktisk for nyligt købte hele baduljen i eet hug (se forgående indlæg). Og med "hele baduljen" mener jeg den gamle udgivelsesrække på 23 bind med Jørgen Sonnergaards oversættelse.

Jeg har i årenes løb hørt flere historier om Sonnergaards oversættelser, og om hvordan disse måske er mere uldne i kanten end mainstream-medierne giver ham credit for, når de hylder Jørgen for hans oversættelser og ikke mindst hans "opfindelser" hvad angår Kaptajn Haddocks eder og forbandelser.

Jeg har netop læst "Kong Ottokars scepter" og sad netop og undrede mig over, at teksten netop var mindre sproglig korrekt, end hvad han får ros for. Men så slår jeg op i ComicWiki og opdager sgu, at det slet ikke er Jørgen Sonnergaard, som har oversat min udgave af albummet! Det er derimod en "Fru Jakobsen" (som man jf. ComicWiki i dag ikke aner hvem var).

Se f.eks. på billedet ovenfor, hvor hun på højresiden har glemt, hvordan hun stavede "sigillographi" (med ph), som på næste side er med f. Sådan er der flere uregelmæssigheder gennem albummet.

En anden ting, der kan undre, er de tekstfyldte sider i albummet (Tintin læser et blad om landet, han skal til) og et sted også nogle breve. Disse tekster er skrevne med gammeldags dobbelt-a i stedet for å. Resten af albummet er med å. Man får det indtryk, at disse tekstfyldte sider derfor muligvis er oversat af en anden person - men hvem? ComicWiki skriver, at Jørgen Sonnergaard hapsede fra tidligere oversættelser. Mon fru Jakobsen gjorde det samme, eller bad hun simpelthen en anden om at oversætte tekstsiderne? Et mysterium af Hergé'ske proportioner, som vi sikkert aldrig får opklaret.

Privat indbundne tegneserier er a thing of the past...

 

...men her i huset lever de! 

Forleden slog jeg til, da en ældre fyr solgte ud af sin tegneseriesamling i en salgsgruppe på facebook. Han havde sgu den fuldstændig komplette samling af originale Tintin-albums i blot TRE indbundne bøger!

Den gamle gubbe skulle blot have 200 dask for stakken. Der er 23 albums i den originale danske udgivelsesrække (Jørgen Sonnergaards gamle oversættelse), så det er under 10 kr. stykket. Der skal sikkert være dem, der mener, at de ikke er i bedre stand - bøgerne HAR patina - men hvis jeg skulle ud og købe dem fra ny, eller i brugt stand fra antikvariater, så ville jeg komme af med mange flere - alt for mange - penge. Jeg er nået dertil, hvor jeg bare gerne vil eje dem. Og de gamle udgaver er vist ikke helt nemme at få fingre i mere. 

Sælgeren havde også hele den gamle krimi/sci-fi-serie (i slaskebladform) Detektiv-serien, som der kom 14 numre af. Pegasus skal have lige så meget for eet nummer, som jeg måtte slippe for hele serien, 50 kr. Najs! 

Privatindbundne bøger er selvfølgelig rynket på næsen af af rigtige samlere. ROTFL

SerieZine nr. 1

Det er sjældent, at man får mulighed for at købe nye danske tegneserieblade i disse år. Så da jeg opdagede, at en mand selv - uden at være Egmont, Cobolt, Zoom eller andre etablerede forlag - havde udsendt et tegneserieblad, og endda var oppe på tre numre, så var det en no-brainer at sende en bestilling! 

Bladet hedder SerieZine, og redaktøren, tegneren, fortælleren, farvelæggeren og distributøren hedder Kim Ursin (dét efternavn lyder jo selv som noget fra en tegneserie!). Og der er her tale om en ren undergrundsudgivelse. Yay! Spiffy!! Nu kommer jeg jo fra filmfanzine-undergrunden, og ovre hos os er undergrundsblade for det meste jo noget med gustne trashfilm, gys, skræk, blod, patter, sure mænd, sure prutter, og den slags. Men det samme gør sig (åbenbart) ikke gældende hos tegneseriefolket. 

SerieZine er en total undergrundsudgivelse, men på ingen måde gusten i nogen som helst henseende. Da jeg opdagede bladet på Kim Ursins hjemmeside (som handler om datamater og den slags - Kim udgir også et magasin om computer-stads ifølge hjemmesiden), så tænkte jeg, at det så liiige lovlig børneagtigt ud. For fanden da, man køber jo heller ikke Pellefant eller Bamse her i voksenlivet (haha, men fint nok, hvis den ærede læser gør det alligevel). Jeg har det jo med at give tingene en chance alligevel, og det vil jeg give mig selv et klap på skulderen for, og en øl næste gang jeg er i lufthavnen. SeriZine nr. 1 viste sig nemlig at være vældig cool (at Kim så åbenbart jf. lederen rent faktisk ER inspireret af Bamse-bladet, er så en anden sag). Sjovt, underholdende, finurligt og fint tegnet. 

Kim er en habil tegner, om end vi er ovre i amatør-land her (undskyld Kim). Hovedserien handler om Lau Larve og hans venner (en muldvarp og et spøgelse). Og den minder mig næsten om nogle af de bedre amatørserier, som læserne kunne sende ind til Seriemagasinet i gamle dage. Men han er dog klart i den bedre ende. 

SerieZine er et zine, men som i et bedre fanzine får vi en leder på side 2, hvor Kim forklarer lidt om, hvad bladet er og går ud på. Herligt! Jeg har ikke læst nr. 2 og 3 endnu, men jeg kan se, at også disse blade indeholder en leder og hilsen fra redaktøren. Noget som man som gammel fanzineredaktør kun kan påskønne med et tomlen op. 

Nr. 1 og 2 er begge i størrelse B5, hvorimod nr. 3 er i A4. Umiddelbart er jeg ikke specielt hooked på A4-formatet, når det gælder et tegneserieblad. Og i et svar til mig på fjæsen medgiver Kim da også, at det var en fejl (noget med at han samtrykte med en ven, og derfor skulle alle bladene være i samme format). Næste nummer kommer ifølge Kim til oktober. 

Jeg har faktisk ikke rigtig nogen kritik at ytre om bladet (som endda er billigt!). Det skulle da lige være, at noget af teksten er alt for lille. Ikke dialogen i taleboblerne, men noget infotekst hist og her. En enkelt sætning sidst i historien "Livet går sin stille gang" (tydeligvis en selvbiografisk historie om Kim!) er så lille (med mit gamle redaktørøje gætter jeg på, at vi er nede i fontstørrelse 4) og trykt på grøn baggrund, at det er fuldstændig umuligt at læse. Men forhåbentligt er det bedre i de senere blade. 

Info om bladet og bestilling kan findes på SerieZines hjemmeside her. 

PS: Og tak til Kim for at lade mig benytte decembertilbuddet, selv om vi var langt inde i januar!

Superman-guf i det lokale tyske superma(n)rked

 

Jeg fik det nye Nørd Nyt (#38) ind ad døren forleden. På side 3 finder man del 327 (!) af artikelserien "Tegneserie-guf".

Jeg faldt selv lige over guf fra DC i Lidl forleden. Lidt overraskende er det endda med dansk tekst. De havde guf med Superman, Batman, Jokeren og ... en 4. pose, som jeg har glemt. En gruppe vist nok (Lovens Vogtere?).

Indholdet af Superman-posen var halvdårlige skumgummifiduser, og i Batman-posen fik man halvdårligt vingummi med sukker. Jeg måtte bløde 44 kr. for de to poser, så de andre lod jeg være. Men om ikke andet kan man i alt fald glæde sig over, at firmaet bag slikket ikke kaldte vor helt for "Supermand". Så meget har diverse firmaer og aviser dog efterhånden lært. I gamle dage var det jo næsten mere reglen end undtagelsen, at disse halvhjerner tilføjede et ekstra (forkert) d.

Slikket anbefales absolut kun at købe, hvis man er nørdet DC-samler. 


PS. Og så bemærker man i øvrigt, at der nu er Side 9-pige i Nørd Nyt ("Side Nørd-Pige")!!!
Hvilke andre tidsskrifter om tegneserier har lige haft dén slags!?

Og i hvor mange andre tidsskrifter om tegneserier har der lige været tale om, at en af redaktørerne lagde krop til!?!?

YOWZA si'r jeg bare!!!

PS.PS. Ja, jeg indrømmer gerne, at overskriften er den værste leg med ord i mands minde. 

Hvorfor får man ikke tegneserieblade i banken mere!? Øv altså!

 

Hvor går man hen for at hente sine tegneserieblade? Kiosken? Tegneseriebutikken? Brugsen? Forkert! Man går naturligvis i banken!!

Her er noget ret obskurt, vil jeg nok mene: Tegneserieblade udgivet af en bank! Jeg faldt over et indlæg på ComicWiki forleden om bladet "Mike", som blev udgivet af Sparekassen SDS.

Tilfældet var, at i går faldt jeg over to lignende blade i Røde Kors: "Svirp" og "Knax"!!! Begge blade udgivet af Service Sparekassen! (som jeg ikke umiddelbart kan finde noget om, så jeg antager, at de er lukket eller fusioneret med en anden bank/sparekasse).

Hverken "Svirp" eller "Knax" er opført på ComicWiki, men jeg fandt dem på Faraos (om end uden billeder af omslag). Hvor mange der udkom vides ikke. Mit "Svirp" er nr. 3/1986, og "Knax" er uden nummer fra 1990. Jeg googlede lidt, og "Knax" udkom også i Norge fra Sparebankklubben og med hele 70 numre (1986-2004)!!!

Bladene ser lidt Anders And-agtige ud i udførelse; kridhvidt papir i god kvalitet, maskintekstning, ingen kreditering, og tegningerne AA-agtige, men med mennesker isf. ænder. 20 sider pr. nr.

I ComicWikis indlæg om "Mike" nævnes, at bladet var gratis til børn, men de skulle have en "Jeans-konto". Jeg gætter på, det samme gjaldt bladene fra Service Sparekassen. "Mike" udkom i hele 8 år (83-90) med 6 numre hvert år. Forsider kan ses hos Faraos Cigarer.

Da Unibank overtog sparekassen, var det slut med bladet. Og poderne blev i stedet spist af med en sparegris, som ikke engang var en gris, men en ... sæl. Sparesælen Luffe. Jeg ville sgu hellere ha' haft et blad! LOL

NB: Til trods for deres obskuritet (og det faktum, at de er så sjældne, at hverken Faraos eller Pegasus har eet eneste eksemplar på lager) er de åbenbart ikke specielt eftertragtede: Hvis Faraos havde haft dem på lager, ville de have kostet 40 kr. i mint condition. De norske kan fås til 20 nkr.

PS: Jeg har lidt problemer med baggrundsfarven her på denne blog. Jeg kan simpelthen ikke greje, hvorfor den nogle gange bliver hvid. Jeg kan godt rettet det til, men det betyder, at jeg skal ind og slette i koden, og lige nu gider jeg ikke. Jeg er sikker på, du kan læse skidtet! EDIT (21.12.25): Utroligt nok har jeg netop - 4½ mdr senere - taget mig sammen og fået rettet lortet! Jamen jamen hej hvor det går! ROTFL

Album-kick!

Når man har samlet på tegneserier i mange år, så sker det nogle gange, at der rent faktisk også går år og dag mellem man genbesøger dele af samlingen. En af de første albumserier, jeg begyndte at købe, var Francois Walthérys franske serie om den kække stewardesse Natacha. 

Serien begyndte i 1970, men jeg opdagede den først i (tror jeg nok) 1979 på en tur til Næstved, da jeg skulle til et check-up med bøjlen hos en tandlæge. Forleden hev jeg et gammelt album frem og genlæste; Natacha: "Den 13. apostel" fra 1978. Albummet er glimrende, og man kunne bruge adskillige kolonner på at forklare hvorfor. Det må blive en anden gang. Men efter endt læsning kastede jeg mig over et af de seneste albums i serien om Rubine. Denne serie er også lavet af Walthéry (omend han får hjælp), men jeg har nu aldrig syntes, at den var nær så godt som Natacha. Langt fra. Men det slog mig, at det var rigtig længe siden, jeg har læst de gamle album i serien. For mig er Rubine stadig en "ny" serie, men rent faktisk begyndte den helt tilbage i 1993. 

De tre første albums udkom på dansk i 2001 fra Egmont. Jeg købte dem dengang, men har aldrig genlæst dem. Serien solgte tilsyneladende ikke specielt godt dengang - forlaget lukkede den i alt fald efter tre numre (bagsiden af nr. 3 lovede ellers et nr. 4). En del år senere tog forlaget Zoom den op og udgiver den heldigvis stadigvæk. Selv om Rubine langt fra er så god, spændende og eventyrlig som Natacha, så er den udmærket alligevel. I alt fald nok til, at jeg har købt næsten det hele (dvs. 15 albums). Og da jeg som sagt havde genlæst "Den 13. apostel", kastede jeg mig over Rubine og slugte det seneste, jeg har købt (dvs. nr. 14), og de tre første albums in eet hug. Og fortsatte med nr. 4. Jeg må indrømme, at jeg er lidt mildere stemt over for serien her ved genlæsning. Nej, den er stadigvæk ved den sødeste grød ikke så god som de gamle Natacha-albums, men mindre kan også gøre det. Jeg var i alt fald underholdt med de fem albums, jeg har fået gennemtygget mig de sidste par dage. 

På billedet ovenfor ses også Blake og Mortimer-albummet "Marie Antoinettes halssmykke". Sagen er den, at serien er mega-svær at opdrive for menneskepenge. Brugte albums i serien er MEGET dyre fra bl.a. Faraos Cigarer. Men nu er forlaget Cobolt begyndt at genudgive den oprindelige serie af den oprindelige forfatter/tegner, Edgar P. Jacobs (han døde for længe siden, og serien fortsættes med nye forfattere og tegnere). For nogle år siden var jeg så heldig at score en række af de originale albums til næsten ingen penge under et bogudsalg på det lokale bibliotek. Desværre ikke dem alle, men nu tænkte jeg i alt fald, at jeg lige vil læse/genlæse de albums, som jeg har, for at bedømme, om man bør investere i Cobolts nye version (som HELLER ikke er billig! 500 kr. for første samlebind. Det indeholder de tre første albums). 

En avisanmelder skrev for resten forleden, at serien i dag er meget støvet. På grund af en betalingsmur kunne jeg ikke læse ret meget af anmeldelsen, men dette blotte udsagn gør mig ærlig talt lettere irriteret. "Støvet". Nå ja, og hvad så! Er tegneserielitteraturen fra vor nutidige "stærkt interessante" samtid måske virkelig bare fantastisk og meget bedre? Er de seneste 27 nyfortolkninger af diverse Marvel- og DC-superhelte helt up to date og a-okay modsat dette gamle stads fra 40'erne. >suk<

Hvis det er godt, så er det godt. Støv, bedaget jargon og patina er ligegyldigt, hvis du spør' om min mening. Nå, jeg er 17 sider inde, og nu får vi se, hvad jeg ellers i øvrigt synes om serien. Det ville jo være det bedste, hvis jeg syntes, det var noget bras. Så ville jeg spare 500 stærke alene på samlebind nr. 1! 

Nye fede ting til samlingen!

Forside af Peter Snejbjerg

For 8 år siden udkom bogen "En sag for Luckner" fra det lille forlag Forlaget SerieKlubben. Alle historierne om Luckner - både dengang og nu - er forfattet af den garvede tegneseriepersonlighed Per Sanderhage. Oprindeligt skrevet til alle tiders bedste skræktegneserieblad GRU, som udkom med 30 numre (og det løse) fra Interpresse i starten af 70'erne, og i det nye årtusinde taget op igen af fanzinet Nørd Nyt. "Luckner" hører til den slags fortælling som helt (næsten) er UDEN tegninger! I 2017 blev alle de gamle noveller + en stak nye udsendt i nævnte bog, og det var jo 100 procent herligt. Jeg syntes også, det var herligt, og at jeg naturligvis sku' ha' fat i den - når bare lige jeg fik fat i nogen grunker.

For cirka tre år siden gik det op for mig, at det nok var på tide at anskaffe skidtet, før det blev udsolgt, blot for at opdage, at bogen allerede **var*** FULDSTÆNDIG udsolgt - alle vegne fra! Over det hele!! Så var gode dyr rådne (for nu lige at blive i GRUs terminologi), men nu har jeg endelige -ENDELIG! - fået fat i et eksemplar. Det stammer fra redaktørens klædeskab og står som helt og aldeles spritnyt! Tak til en af forlagets redaktører, Kristian Nordestgaard, for at være mega flink og sende denne fabelagtige udgivelse hele vejen fra de varme lande (der bor han nemlig).

Lidt mere i postkassen af tegneserieart! Lutter små danske udgivelser indkøbt hos Fantask:

Nyt blad fra Fiesta-forlaget, men om der rent faktisk er tale om et nyt nummer af Fiesta Magasinet er jeg lidt i tvivl om. Der er nummer på (1/2025), men der står blot "Fiesta". Nå, men jeg holder i alt fald meget af disse blade fra forlaget i alt fald. Oplagene er små, men interessen er åbenbart heller ikke overvældende. Folk vil vist heller bare have de samme franske og belgiske serier igen og igen (ikke at der er noget galt med de gamle serier, forstås).

Magasin for tegneserier er Danmarks nye tidsskrift om formatet. Og hurra for det. Jeg tror, man forsøger at "sælge" det ved at gøre bladet mere "seriøst" over for den voksne læser, som vel at mærke ikke er tegneserienørd. For eksempel er alle forsiderne prydet af voksne, alvorlige mennesker i stedet for Tintin, Superman eller ... nå ja ... Anders And. Den jakkesætklædte herre på det nye nr. 4 er ambassadør til Danmark. Well, ingen alarm fra min side, hvis det kan sælge nogle eksemplarer og sørge for bladets overlevelse. Nummer 3 har artikel/interview med GoogaMooga (meget aktiv personlighed på den danske samlerscene, ikke mindst på Serielands forum) som gik bort, før bladet udkom. Fint blad, om end jeg ville ønske, at der blev læst bedre korrektur. Man skulle tro, vi ikke have sammenskrivning i Danmark.

Bogen "Inpterpresse - Historien om et forlag" er guf for gamle mennesker, som købte tegneserier dengang forlaget Interpresse var gud. IP er stadig gud i min bog, og man bør ha' bogen på hylden. Prisen er til at overkomme: 20 kroner. Er man helt til rotterne fås en gratis (officiel) pdf også.

Det sidste blad er endnu billigere: Fantask 40 år (fra 2011) er gratis! Jeg troede, at der så nok var tale om et usselt, slattent hæfte, men nej, her er tale om en flot trykt bog på (svjh) 54 sider, stift bind, flot tryk og fedt indhold (fås stadig medens dette skrives).

Spritny biografi om Robert CRUMB: "A Cartoonist's Life" - af Dan Nadel

Forleden udkom en ny biografi om Robert CRUMB, A Cartoonist's Life. Underligt nok har jeg læst et sted, at det skulle være den første af sin slags. Det er naturligvis ikke sandt. Faktisk slet ikke! Der findes mig bekendt allerede to biografier; den første en (efter sigende) coffee table-bog, og den forrige, en tyk håndbog. Jeg har den sidste i samlingen. En glimrende bog i øvrigt. Men nu er det altså så kommet endnu en. 

Denne er af Dan Nadel, hvor forfatteren rent faktisk både talte med Robert Crumb og rejste til Frankrig (hvor Crumb som bekendt bor) og fik lov at gennemgå Robers arkiver. Læseren vil måske indvende, at den slags velsagtens er selvsagt, men det synes jeg nu ikke, at det er i dag. Ikke mindst i tv-regi. Hvis jeg havde en femøre for alle de dokumentarer om tv-folk, som jeg har set på bl.a. ARTE TV, uden at man overhovedet har talt med den eller de personer, som det hele handler om, så ville jeg sgu have en ordentlig stabel femører! 

Jeg har ikke hverken købt eller bestilt bogen endnu, men den ryger bestemt på ønskelisten. 

Crumb er på turne i USA for tiden pga. bogen, og her nedenfor ses en længere helt ny samtale mellem Robert Crumb, Dan Nadel og intervieweren Naomi Fry (ca. en times varighed).   

 

Og vil man høre mere om bogen fra Dan Nadels perspektiv, er her et tre uger gammelt interview med ham uden Crumb:

Endnu en ret ny podcast-episode med Dan Nadel:

I Danmark fås bogen bl.a. via imusic. 

"Indeks over danske tegneserierelaterede grupper og sider på facebook" rider igen!

Absolut kun af interesse for de meste tegneserieinteresserede nørder:

Tegneserienørder har det med at lave INDEKSER, men selv om jeg i mange år har læst tegneserier, har jeg aldrig lavet eet eneste indeks. For meget arbejde! Og plus det faktum af andre allerede havde lavet alle de fede indekser om blade, albums, serier, personer etc., som man kunne forestille sig at lave!

Men så slog det mig - altså for 6-7 år siden - at et indeks (eller index, om man vil) over de mange danske grupper og sider dedikeret til mediet på facebook kunne være brugbart. Og så smækkede jeg sådan et indeks sammen i løbet af 10 minutter ... eller ... nej ... det har kørt meeeget langsomt og meeeget længe (siden 2018), og ofte sker der kun opdateringer, når andre kommer med et tip om en gruppe/side, som jeg har overset.

I starten lagde jeg indekset ind i en hel håndfuld facebook-grupper, men opdagede hurtigt, at den slags er mega-bøvlet, da jeg skulle opdatere dem alle, HVER gang jeg skulle tilføje bare en enkelt ny gruppe. Og jo, jeg kunne have lagt indekset op på min egen væg og derefter have delt den til de andre grupper, men det ville give det problem, at man i diverse grupper ikke ville kunne se, når der blev opdateret - med mindre jeg "bumpede" de individuelle indekser - og så var vi jo lige vidt.

Jeg endte derfor med kun at opdatere en enkelt version i en enkelt tegneseriegruppe. Men den slags er heller ikke uden bøvl, når man ikke selv er admin. Og indekset endte da også med at blive smidt på porten af gruppens admin efter et par år (tosset historie, som jeg skal spare læseren for). Jeg var jo selvsagt lettere forundret over dette. Forundret og ret ærgerlig, eftersom den nævnte admin havde slettet indekset uden at give mig et forvarsel.

Mit liv er ofte rodet i alle henseender, og det burde ikke være nogen overraskelse for dem, som kender mig, at jeg naturligvis ikke havde lavet en opdateret backup-udgave. Heldigvis kunne slette-admin grave indekset frem og give mig en kopi - og hurra for det (og tak, trods alt). Men det var mere rent tilfældigt held, at det kunne lade sig gøre. Og de mange kommentarer fra medlemmerne var slettet for altid. Men that's all in the past now. Jeg fik en kopi, og nu et års tid senere lever indekset igen - og nu altså som egen facebook-side, hvor jeg selv er min egen admin! Yay! Spiffy!!

Når alt det ovenstående så er sagt, skal det også nævnes, at Indeks over danske tegneserie-facebook-grupper og -sider aldrig har været specielt populært. Interessen har været til at tage og føle på, for nu at sige det. Men nu er indekset altså igen tilgængeligt for de få, som kunne tænkes at få brug for det. Jeg tvivler på, at der vil være den store trafik på siden, og jeg har da også slået chatboksen fra, fordi jeg ikke gider spam og nonsens. Hvis man vil kommentere, er man velkomme til at bruge indeksets kommentarfelt.

PS: Ja, det er noget sjusk, at jeg har forkortet "facebook" til "fb" i indeksets navn! Men det var den eneste måde, jeg kunne få lov til at referere til facebook på i titlen. Platformen godkender nemlig IKKE, at man bruger deres navn! Jeg var faktisk overrasket over, at forkortelsen gik igennem.

Direktelink til indekset

Confidential File: Horror Comic Books (1955)

 

Intro til afsnittet om de "farlige" skræktegneserier

"Denne tegneserie viser en brud, som hugger hovedet af sin brudgom med en økse. Tegneserien er så gusten, at man end ikke kan tale om den på tv. Jeg mener, at der bør være en lov imod den slags. I aften vil jeg fortælle hvorfor."

Well, ovenstående (lettere frie) citat er ikke mine ord (naturligvis), men fra et tv-program fra 50'erne om skræktegneserier. Den ærede tegneserieinteresserede læser har sikkert set dette klip før, da det også indleder dokumentarfilmen COMIC BOOK CONFIDENTIAL (1988). Men har du også set originalprogrammet?

Det stammer fra en "dokumentar-serie" fra amk tv i midten af 1950'erne, og heldigvis er flere afsnit (bl.a. det omtalte) bevaret på 16mm og ligger frit tilgængeligt ud på YouTube (embedded nedenfor). Men tag en dyb indånding, før du ser det, kære læser. Det er hård kost.

Info om serien på IMDb

Og info på Wiki

Hele afsnittet om skræktegneserier: 

Interpresse's Kæmpe Albumkatalog 1980

Endnu et katalog-scan og denne gang gælder det Interpresses "Kæmpe Albumkatalog" fra 1980.

Kataloget er specielt af mindst een årsag: Asterix er på forsiden!!!

Dette var specielt, fordi det som bekendt var Gutenberghus, som sad på Asterix-serien. Men i 1980 havde Interpresse ved et fif tiltusket sig* [se note forneden] rettighederne til album nr. 25 ("Den store grav"). Men allerede ved nr. 26 fik Gutenberghus (som senere skiftede navn til Serieforlaget og senere igen Egmont) serien tilbage. Og senere hen da det hele blev samlet under eet tag, blev nr. 25 genudsendt af det gamle Gutenberghus.

Ifølge dansk ComicWiki skyldtes dette at: "Efter at den oprindelige forfatter René Goscinny døde, fortsatte Uderzo alene. Han startede også et nyt forlag, og i første omgang gik rettighederne til den danske udgave til Interpresse."

Det første album i kataloget er da også Asterix nr. 25.

Og så lige et par ord om den personlige vinkel: Det her scannede eksemplar er mit eget, som jeg har haft, lige siden det udkom i 1980. Og når der er tegnet i det og favelagt på forsiden, skyldes det uvægerligt, at jeg i 1980 blot havde været tegneseriesamler i et halvt år (jeg kan rent faktisk præcisere mit liv som samler til at begynde i august måned 1979: Nemlig da jeg købte mit første nummer af Seriemagasinet!). Jeg havde på daværnende tidspunkt godt nok forstået, at man som samler ikke måtte tegne, bøje, rygrulle, sætte negle i, rive i, klippe i, eller på anden måde ødelægge sine blade eller albums. Men jeg antager, at det endnu ikke havde slået mig, at det samme selvsagt også gjaldt tegneserierelateret stads såsom kataloger. Al den slags burde gemmes! Jeg har eet IP-katalog mere, som også lider under (endnu flere) kruseduller osv., men ellers er mine kataloger, reklamer, medlemsblade osv. gemt i nærmest ny stand.

*Note: Tidligere redaktør på Interpresse (og nuværende redaktør på forlaget Cobolt) Carsten Søndergaard kommenterede på mit opslag om albumkataloget i gruppen "Tegneserieentusiasterne" på facebook; Han nævnte, at IP ikke have lavet et fif og tiltusket sig rettighederne og kom med en forklaring + en masse anden interessant info vedrørende udgivelsen (og tak for det). Læs selv det hele her (man skal være medlem for at læse med).

Og check også Michael G. Nielsens (også redaktør på IP og Egmont førhen og nu på forlaget Zoom) kommentarer om albummet.

(Scans: 300 dpi)