NÆSTEN som at være tilbage i de glade dage i 1980'erne med DEJLIGE albums fra de GODE FORLAG! (tredie del)

 

Som nævnt i mit indlæg nummer to om nyligt på auktion vundne danske tegneseriealbums fra 80'erne, så fik jeg pakker fra tre forskellige sælgere fra en tegneseriesalgsgruppe på facebook, og her er indholdet af tredie (eller tredje, om end jeg godt kan lide stavemåden med i - OM END den kun har stået i Retskrivningsordbogen i udgaven fra 1918. Men, hey, gammeldags er cool!) pakke. 

Dette tredie køb er i øvrigt slet ikke fra en auktion, men blot indkøbt via et par helt almindelige salgsopslag fra samme sælger. Manden bag var slet ikke en mand, men en damelig dame, som iø ikke var specielt begejstret for at skulle modtage betaling via bankoverførsel (jeg er ham den sidste, som ikke har mobilepay). Men nu havde opslagene stået nogen tid uden interesse fra andre, så hun kunne (vel) godt se fidusen i at æde sin modvilje og lade yours truly få goderne via pengeoverførsel. Men ud over det, så var priserne meeeget gunstige! Ikke mindst de to Moebius-albums, som står hos Pegasus til samlet 400 kr. i samme stand. Jeg gav 40 kr. sammenlagt for begge! 

Desværre er det også nødvendigt at tilføje, at det er yderst irriterende, at forlaget Bogfabrikken i sin tid kun udsendte de to første albums i serien "Det kronede hjerte", medens vi aldrig fik det tredie bind som almindeligt album. Bind 3 er godt nok kommet (meget) senere fra Faraos forlag, men denne udgave findes kun som samlebind i sort-hvid! De to originaludgaver er i farve - hvilket altså betyder, at ud over at man er nødt til at genkøbe bind 1 + 2, så kan man ikke få bind 3 i farve. Man kunne selvfølgelig nøjes med at købe samlebindet, men så går man glip af at se serien i farve. Øv! øv! Og tre gange øv! Nå, "first world problem" I guess.

Bemærk i øvrigt forskellen mellem de to Moebius-albums: Det ene viser en vældig kedelig mand med en cola-flaske - eller hvad fanden det er - og det andet er modsat vældig dragende og viser en dejlig, almindelig dame, der viser brysterne frem. De er ikke kæmpestore og truer med at eksplodere op i ansigtet på beskueren som silikone-porno fra 90'erne, men er naturlige. Moebius kunne jo tegne den slags til UG. Hun har dog også et stort, truende kors hængende, så måske er hun hellig, og der er ikke noget at komme efter. Jeg har endnu ikke læst de to bind og aner ikke, hvad det hele handler om (men på et eller andet plan ender det jo altid med at handle om bare patter. Det lyder som noget, Frank Brahe kunne have skrevet i bladet Mondo Franko i gamle dage).   

Wallace "Wally" Wood-albummet ser jo også enormt fedt ud og, ja, altså ... Wally Wood for fanden! Man savler jo bare ved tanken - ikke over Wally Wood som sådan, men over hans lækre tegninger - og ikke mindst de lamseben han kunne kreerede. Han var som bekendt en af de oprindelige EC-tegnere (de gamle skræk- og sci-fi-tegneserier fra 50'erne, som stort set blev forbudt, du ved). Hans stil er virkelig kræs. Men ud over det, så levede han i den hurtige bane med kvinder (gift tre gange) og stærk sprut (alkoholist) og knaldede ud af denne verden med en kanon for panden som 54-årig. Trist. 

De sidste seks albums kender jeg ikke, men jeg læste op på dem, og de lød til at være spændende nok til at tage en chance med. Den slags skal man som bekendt. På med ekspeditionshjelmen og ind i den ukendte jungle! 

NÆSTEN som at være tilbage i de glade dage i 1980'erne med DEJLIGE albums fra de GODE FORLAG! (anden del)

Nej, de tre Monrad-bøger er ikke fra 80'erne!

Check første del i opslaget lige før dette.

Jeg har læst (og samlet på) tegneserier i mange år, men tilbage i gamle dage (80'erne) havde jeg slet ikke råd til at købe alle de albums, som katalogerne fra specielt Interpresse og Carlsen lokkede med. De var dyre, og der kom samtidig en masse blade ("slaskeblade"), som jeg dødogpinemed skulle følge med i, for at verden ikke skulle gå under.

 
Men her på det seneste har jeg fået lyst til rent faktisk at finde de lækre sager, som jeg aldrig fik fat i dengang (jo, jo, jeg er klar over, at den slags kunne og kan lånes på folkebibliotekerne, men jeg er desværre meget dårlig til at få den slags afleveret til tiden, så det opgav jeg for mange år siden efter nogle enormt store regninger! Jeg er dog så småt begyndt igen for nyligt).

 

Nå, men i den sidste måneds tid har jeg købt tre kæmpe samlinger fra tre forskellige sælgere via en salgsgruppe for private ovre på facebook. Og jeg nævnte dette selvfølgelig for min gamle redaktørkollega Henrik Larsen, som gerne ville se sagerne. Jeg postede om den første stak i forrige opslag, og her er indholdet af den næste (som er en hel del større end de to andre bunker). Alle albums i denne stak er købt fra samme sælger. Ikke som et lot (som det hedder nu om stunder), men vundet i auktioner over en hel måned. Nogle ting så bare spændende ud og skulle checkes, mens andre (som Tardi) var sager, jeg har søgt længe (f.eks. er "Farvel, Brindavoine" vældig svær eller/og dyr at opdrive!).

Nå ja, og så hænger der i øvrigt en historie til netop denne stak (og sælger): Albummerne er ulæste og stort set i ny stand - SELV OM de er fra 80'erne! (Der er et par af nyere dato også). Sælgeren ringede en aften, og jeg måtte selvsagt lige udfritte ham om baggrunden: Ex-konen havde arbejdet på Carlsen-forlaget og fået et eksemplar af hvert album med hjem. Men selv om hun arbejdede på et tegneserieforlag, så interesserede tegneserier hende åbenbart ikke en døjt (!). Hun ville i alt fald ikke læse albummerne. Manden var heller ikke interesseret i at læse dem (!!). Og da de blev skilt, blev hele baduljen stående hos ham. Han tænkte, at deres børn kunne få dem, når de blev store nok. Men det viste sig, at børnene sgu ikke ville have dem (!!!). Så tænkte sælgeren, at han ville gemme dem til børnebørnene. Men de ville sgu fa'me heller ikke have dem (!!!!!).
Og så begyndte han at auktionere dem bort. Mit held!

 
Og de fleste blev sat på auktion til små penge. Okay, nogle af dem endte så med at koste kassen (et De 4 esser-lot gik til 800 kr. til anden side. Jeg tror, jeg havde sat 40 kr. eller i den dur, bare for at være med. Sjovt nok havde sælger også to andre numre fra samme serie, som INGEN var interesserede i, og som jeg fik for nogle få træmønter. Og et Robert Crumb-album måtte jeg desværre se gå til en meget stålsat quinde med portemonnaieen i orden).

 
Men altså, vildt at sidde med ca. 45 ulæste/uåbnede albums fra 80'erne. Så er samlerens dilemma naturligvis så, om man bør behandle dem med yderste forsigtighed; læse dem i en vinkel af højst 45 grader, og ihukomme at limen dengang nogle gange var noget lort, som i dag knækker for et godt ord - eller bare flække dem åbne. Hah!

NB: Jeg har tidligere skrevet om Cirkus Jacopo nr. 1 her. Og om De 4 esser nr. 3 her.

NÆSTEN som at være tilbage i de glade dage i 1980'erne med DEJLIGE albums fra de GODE FORLAG! (første del)

Det er meeeget længe siden, jeg har købt så mange tegneserieralbums, som jeg har gjort i den sidste måneds tid. I dag har jeg hentet den sidste pakke: 11 albums i fin stand. Det er disse, man ser i dette opslag.

For et par dage siden slæbte jeg også en 12 kg pakke hjem (uff!). Den sidstnævnte pakke (kasse) var stort set alt sammen udgivelser fra danske forlag i 80'erne ... men de stod, som den dag, de kom fra forlaget. Ulæste. Uåbnede. Dertil findes i sig selv en historie, men den må vente (se næste opslag). At finde brugte, slidte tegneserier fra gamle dage er cool nok. Men når man åbner helt "nye" 40 år gamle albums, så er det næsten som at være tilbage i det gamle århundrede. Lugten af det friske papir og tryksværte mangler, men ellers.

De 11 albums her i opslaget er udelukkende af de to tegnere: Alex Varenne og Matthias Schultheiss. Sidstnævnte husker jeg fra Seriemagasinet, hvor hans "Trucker" først blev trykt. Nu fik (vandt) jeg en stak af hans albums på auktion. Yay! Spiffy!!

Alex Varennes serie "Ardeur" derimod husker jeg slet ikke fra 80'erne, men for et par år siden faldt jeg over album nr. 1, og det smagte bestemt af mere. I 12-kg-kassen, som jeg nævnte før, fik jeg de tre første album i serien. Weirdness og fremtids-post-atomkrigs-craziness fra det fantastiske franske forlag Les Humanoïdes Associés! Jeg spurgte sælgeren, som han havde mere interessant i nærmeste fremtid (så man kan lave en bunke isf. at betale fragt flere gange), og han viste mig et par af Ardeur-serien. Jeg spurgte ind til dem, og han tilbød mig hele serien for en vældig favorabel pris uden at skulle kæmpe om dem i en auktion. Sådan! Så er der sgu noget ved at handle!

Ud over nu at eje den komplette Ardeur-serie (selv om bagsiden på album nr. 6, som det ses på fotoet, lover flere albums, så kom der kun 6 - også i Frankrig), så fik jeg også et par af Varennes andre serier. Det lader til, at han ud over Ardeur-serien slog sig på erotiske tegneserier. Måske solgte det bedre. Jeg havde hellere set mere underligt stads i stil med det, man kunne læse i Total Metal (Métal Hurlant på dansk). Men sådan er der jo så meget. Mere i næste opslag.

Fra svensk Egmont til mig = en hel måneds transit. Malmø MÅ ligge i Asien!

 

Jeg abonnerer på AGENT X9 (som stadig udkommer hinsidan), så jeg var ret spændt på, om det nu ville virke med udbringningen, eftersom den svenske afdeling af PostNord nu skulle overdrage bladet til dao i Danmark (eftersom dansk PostNord ikke længere vil bringe breve ud, eftersom de ikke længere får en klækkelig bonus af den danske stat), som så skulle aflevere det til modtageren (moi).

Og det fungerede! Jeg kan med glæde i stemmen berette, at nr. 2/2026 er nået frem!!

At det så tog en hel m-å-n-e-d at nå frem, behøver vi ikke snakke om.

PS: Billedet er lånt fra en butikshjemmeside. Mit eksemplar var betydeligt mere bukket og bøjet efter de fire uger i transit! 

De 4 esser nr. 3: "Den hellige ko"

af Georges Chaulet & Francois Craenhals

Dansk oversættelse: Gudrun Rasch
Fransk udgave: 1964 / Carlsen: 1974

På albummets ryg og kolofonside er titlen "De 4 esser og den hellige ko"

I den sidste uges tid har der været en sælger i en af tegneserie-salgsgrupperne på fjæsen, som havde et lot af serien "De 4 esser" på auktion (jeg har glemt hvor mange, 6-8 albums, noget i den stil). Og så havde han en anden auktion med to albums fra samme serie. Hvorfor han solgte dem i to auktioner i stedet for hele baduljen samlet, aner jeg selvsagt ikke. Der var straks nogen, som bød på det store lot, så jeg holdt mig helt væk, men det andet med to albums forblev uberørt, så jeg smed et bud på 20 kr. og tænkte, at det sgu nok ville blive overbudt. Og så i går aftes, hvor auktionen skulle slutte, faldt jeg sørme over et album fra serien i min samling. Ulæst og fuldstændig glemt! Det har sikkert været et af dem, jeg har raget til mig i en genbrug til 5 kroner stykket og lagt i en stak, da jeg kom hjem, for derefter at glemme igen. Ja, min samling er sikkert alt for stor.

Nå, jeg jeg vandt iø de to albums i aftes. Og ja, man kan jo sige sig selv, at uheldigvis er et af de to albums naturligvis det samme, som det jeg allerede har (usch!), men om ikke andet så er sælgerens album i ulæst ("som ny") stand, og mit eget er som nævnt slidt fra genbrugsen, så det er okay. Og til dén pris har jeg ikke tænkt mig at rette en knyttet næve mod himlene og udspy min vrede. Det store lot gik i øvrigt til 800 kr. efter en lang budrunde (krig).

Så vidt jeg husker, spurgte en fra forlaget Zoom på facebook sidste år, om der var interesse for, at man udgav serien - og de fleste svar var vist, at man syntes, den var en anelse *for* børnevenlig, om end der var mindst en enkelt, som skrev, at han ville købe det hele, hvis de udgav det!

Jeg ser på ComicWiki, at der kom 13 albums på dansk, mens den fortsatte til album nr. 43 i Frankrig (af stort set samme forfatter/tegner, se ovenfor) + flere intégrale-udgaver (alle de franske udgaver kan ses på Bedetheque com. Link på ComicWiki-siden). Og jo, jo, albummet *var* mere børnevenligt, end selv de franske serier, man er vant til, men historien var fint fortalt og tegnet, og der var spænding og fart over feltet. Jeg var underholdt!

Og nedenfor lige en sekvens, som ikke er gængs for serien, men kun hænder i dette ene album: gæsteoptræden af selveste Tintin og Terry! Og ifølge danske ComicWiki er det endda Hergé, som har tegnet. Kan nogen mon verificere dette?

Jeg sad og kiggede lidt på de sidste franske albums, der kom. Det lader til, at man har opdateret handlingen, så den passer til samtiden (oprindeligt er serien baseret på en bogserie fra 50'erne). Der er i alt fald en computer med i et af de sidste album!

Det er iø sikkert meget godt, at man stoppede serien. De sidste to numre er tegnet af andre tegnere: Den første tegnede i den gamle stil, og det ser fint ud. Men den anden har tegnet i en mere moderne stil, og det ser (for mig i alt fald) anonymt ud. Alting har sin besøgstid.

Om det ville blive en sællert, hvis Zoom (eller andre) udgav hele baduljen? Who knows.

PS: Et andet link til Tintin er iø, at flere albums i serien er oversat af Jørgen Sonnergaard.

Her er "Doc" inde at købe en stak tidsskrifter, bl.a. "Tintin".
Det går fint ikke at ændre det i oversættelsen, men hvad
den gængse danske læser sikkert ikke ved, er, at det er
BLADET Tintin, som han køber - ikke albumserien af samme
navn. "Tintin"-bladet (som er et serieblad med forskellige
serier) har kørt i rigtig mange år i Frankrig/Belgien og
udkommer mig bekendt stadigvæk. 

Øv, her gik det galt i trykket! Hva' fa'en bliver der sagt!?

Jeg antager, at der nok skal være en eller anden, der ville føle sig krænket
på indernes vegne, hvis albummet blev genoptrykt

 

Ny KOMPLET udgave af MODESTY BLAISE - denne gang fra NORGE

 

Det er ikke længe siden, der kom nye komplette bogudgaver af Modesty Blaise-serien både fra Danmark og Tyskland, og nu kommer nordmændene også med en udgave. Første bind er ikke kommet, men kan forudbestilles via den norske hjemmeside. Udgiveren er en fyr fra Egmont, som selv planlægger at udgive Modesty Blaise-serien. Tråden i den norske fb-gruppe Serienett om udgivelsen kan følges her.   

Om den bliver bedre end den nye danske udgave fra Faraos Cigarer aner jeg selvsagt ikke, da den norske ikke er kommet endnu. Men sammenlignet med den tyske kommer de begge sikkert til kort. Blot det, at den tyske er i hardcover og er i større format giver den førerpladsen (hmm, der er næsten en tysker-vits der. Det var ikke tiltænkt! Haha). 

Et par prøvesider lånt fra hjemmesiden:

Min første Dorthea

Første album i Dortheas egen serie (2020, Forlaget Westh)

For et par år siden opdagede jeg Henriette Wesths danske tegneserie Dortheas overlevelser. Jeg har lidt glemt, hvor mange albums der var kommet - dengang for et par somre siden. Nr. 12 er nu på vej (ser jeg på Henriette Wesths hjemmeside), så der har sgu nok været 9-10 stykker ude dengang. Men i alt fald lånte jeg hele baduljen på biblioteket. Da jeg kom hjem, lagde jeg dem i en bunke på gulvet. Og der lå de så, til jeg fik en bøde om for sen aflevering. Jeg tror faktisk, at jeg endda havde nået at genlåne dem et par gange. Og alligevel havde jeg dem så længe, at jeg fik bøde. Og nåede jeg at læse dem? Argh!!! 

Nå, men her et par år senere har jeg igen lånt nogle album i serien, om end kun tre denne gang. Og tro det eller ej, men nu HAR jeg fået læst det første album og skal i gang med det næste. 

Serien er som sagt lavet af Henriette Westh, og man må sige, at der her er tale om en ret bemærkelsesværdig serie. Frøken Westh, eller er det fru Westh? Her på redaktionen er vi ikke bekendt med forfatterindens civilstatus. Men hvorom alting er, så har Westh lavet en særegen serie: Henriette fandt på den allerede som 10-årig. Hun fik den første historie publiceret i nr. 2 af bladet Danske striber (Balder og Brage, 1983) og næste gang i albumform fra forlaget Bogfabrikken (1988). Så gik der lige lidt over tre årtier, førend Henriette Westh i 2020 selv begyndte at udgive serien, hvilket skyldtes, at ingen rigtige forlag ville prøve igen (både Bogfabrikken og Balder og Brahe havde for længst drejet nøglen om). 

Allerførste Dorthea-udgivelse, og eneste i bladform (1983, Balder og Brage)

Jeg lånte forleden Dortheas overlevelser nr. 1: "Dødslisten", Danske striber nr. 2, som af Henriette Westh indeholder historien "Fuga i e-mol" (og forsiden), og oneshot-albummet "Hamlet 5. Akt, Scene 2" fra biblioteket. Jeg burde naturligvis have været begyndt at læse fra den første udgivelse fra 1983, men jeg må indrømme, at Henriette Wesths amatør-streg i de tidlige historier ser lidt for, well, amatøragtig ud, til at jeg gad læse disse laaange historier i går aftes, så det blev det rigtige album nr. 1 fra 2020 i stedet. Fru Westh har i årenes løb rent faktisk lært at tegne meget bedre end dengang (farvelægningen hjælper også). Jeg skal dog nok læse de to andre også (ama'r!).
EDIT: Husk at læse noten nederst i dette indlæg.

Men hvordan var det så, det første af den rigtige albumserie, som du ikke ku' ta' dig sammen til at læse for to år siden, hører jeg den imaginære læser spørge. Well, svarer den imaginære skribent, lad mig prøve at sige det så koncist som muligt: Der var fart over feltet! Fart og spænding faktisk. Og slagsmål. Og farlige situationer. Og endda en biljagt (med andre ord: Jeg kunne have nøjedes med "fart over feltet"). Ikke for megen dialog. Og man må sige, at Henriette Wesths fortællestil er meget mandig/drenge-agtig (også selv om Henriette udspecificerer i en podcast med Tom Kampman, at det med køn ikke interesserer hende en dyt. Og hurra for dét. Den evige palaver om kønsidentitet i disse tider er til at brække sig over). Dorthea ville passe fint ind i Seriemagasinet. I et par interviews fortæller hun helt uden blusel, at hun ikke gider det med alt for megen dialog - endsige dybsindige plots. De to omtalte interviews er henholdsvis fra Fantasks vidcast og "Verden ifølge Seriemagasinet"-podcasten (den med Tom Kampman). Begge udgaver er glimrende (check dem ud nedenfor). 

Men det var det album, vi kom fra. Kort fortalt - ultra kort - så er Dorthea agent for Interpol. Da albummet starter, kobler hun af, eller det vil sige, så meget man nu kan, når man netop er blevet stukket i krydderen af en dræberhveps. Så ringer hovedkvarteret fra Interpol i Frankrig: Kom straks herned, der er nogen som vil knalde dig ned! Dorethea erfarer, at skumle misdædere er ude på at ombringe både hende og et dusin andre agenter. Og så er gode dyr rådne. Hvordan skal det ikke ende? Og vil Dorthea overleve til side 48? Well, der er godt nok 10-11 album mere i serien, men de kunne jo i teorien foregå i gamle dage før album nr. 1.  

Da jeg satte mig med albummet, var jeg bange for, at Henriette Westh havde lavet noget action for 12-årige piger. Men jeg må indrømme, at jeg blev pænt overrasket. Nuvel, der bliver godt nok ikke sagt hverken skide, fanden eller satans een eneste gang, der er ikke antydning af sex (om end vi får Dortheas patter at se i en enkelt billedrude), og den eneste scene med blod, der sprøjter, er vist en gang næseblod, da Dorthea skvatter over sine egne ben. Men som sagt, der er underholdende action, pænt megen humor (uden at vi er ovre i hverken Dansk MAD, Basserne eller noget alt for fjollebolle-agtigt), og der er en armlængdes distance til selvhøjtidelige udenlandske pendanter. Blot det faktum, at Dorthea ender lidet heltindeagtigt med at få ... fnat (som Henriette Westh iø led af i 6 måneder, og det var rent faktisk dét, som fik hende til at tage fat i serien igen i et forsøg på at abstrahere fra pinslerne. Så det er i virkeligheden slige usle kræ, vi kan takke for albummet). 

Det er ikke Modesty Blaise det her, men hvis jeg kalder Dortheas overlevelser for en Natacha-lite-pendant, så fornærmer jeg nok ikke nogen. Og tomlen op til Henriette Westh for at lave det hele selv: Stå for serien, udgivelsen, forlaget, distributionen, osv. Hun lyder jo næsten som en fanzineredaktør! 

----------------------------

EDIT - dagen efter: 

Jeg har nu læst Henriette Wesths først publicerede historie fra 83. Og jeg må indrømme, at jeg måske var lige lovlig hurtig i går med hensyn til "amatøragtig". Historien fra "Danske striber" er faktisk vist nok tegnet lige så godt som det nye materiale (!), men forskellen er blot, at den er langt mere detaljerig og gnidret - hvilket for mig forekom mere amatøragtigt. Den lige så gnidrede håndtekstning førhen gjorde det heller ikke bedre. Selv fodnoter var i gnidret håndtekstning.  
Farverne og gråtoner i det nye album gør virkelig en forskel. De nye tegninger er mere simple med begrænsede detaljer i baggrunde osv. Måske er det i dag mere "Tintin-agtigt" end førhen. Måske er Henriette Westh i virkeligheden ikke blevet bedre end i 1983, men hun har lært at gøre tegningerne mere simple, hun har smækket farve på, og det hele ser mere "poleret" ud, fordi det er tegnet (og trykt) digitalt.     

Henriette Wesths hjemmeside

Anden Dorthea-udgivelse, oneshot-album (1988, Bogfabrikken)

Tintin i gammel dansk oversættelse - men HVILKEN gammel dansk oversættelse!?

Tintin og fru Jakobsen

Jeg synes, det er interessant at læse om de forskellige gamle danske udgaver af Tintin. Det er godt nok mange år siden, jeg rigtigt har læst serien, men det er sjovt at høre andre eksperter berette om den.

Når det så er sagt, så skal det tilføjes, at jeg rent faktisk for nyligt købte hele baduljen i eet hug (se forgående indlæg). Og med "hele baduljen" mener jeg den gamle udgivelsesrække på 23 bind med Jørgen Sonnergaards oversættelse.

Jeg har i årenes løb hørt flere historier om Sonnergaards oversættelser, og om hvordan disse måske er mere uldne i kanten end mainstream-medierne giver ham credit for, når de hylder Jørgen for hans oversættelser og ikke mindst hans "opfindelser" hvad angår Kaptajn Haddocks eder og forbandelser.

Jeg har netop læst "Kong Ottokars scepter" og sad netop og undrede mig over, at teksten netop var mindre sproglig korrekt, end hvad han får ros for. Men så slår jeg op i ComicWiki og opdager sgu, at det slet ikke er Jørgen Sonnergaard, som har oversat min udgave af albummet! Det er derimod en "Fru Jakobsen" (som man jf. ComicWiki i dag ikke aner hvem var).

Se f.eks. på billedet ovenfor, hvor hun på højresiden har glemt, hvordan hun stavede "sigillographi" (med ph), som på næste side er med f. Sådan er der flere uregelmæssigheder gennem albummet.

En anden ting, der kan undre, er de tekstfyldte sider i albummet (Tintin læser et blad om landet, han skal til) og et sted også nogle breve. Disse tekster er skrevne med gammeldags dobbelt-a i stedet for å. Resten af albummet er med å. Man får det indtryk, at disse tekstfyldte sider derfor muligvis er oversat af en anden person - men hvem?

ComicWiki skriver, at Jørgen Sonnergaard hapsede fra tidligere oversættelser. Mon fru Jakobsen gjorde det samme, eller bad hun simpelthen en anden om at oversætte tekstsiderne? Et mysterium af Hergé'ske proportioner, som vi sikkert aldrig får opklaret.

EDIT:

Se dog kommentaren her nedenfor, hvor jeg citerer en Tintin-ekspert. Han gætter på, at det nok ER fru Jakobsen selv, som oversætter, men gør det med dobbelt-a for at få det til at lugte mere historisk. Og han forklarer, hvorfor det er usandsynligt, at hun har lånt andetsteds fra. Jeg bøjer mig og takker for informationen.

------------------------------------------

Ny kommentar: Jeg bragte først ovenstående blogindlægs tekst som et indlæg i en tegneseriegruppe på facebook. En Tintin-kyndig svarede nedenstående, som jeg her bringer i sin helhed. Jeg undlader dog at nævne forfatterens navn, da jeg citerer fra en lukket gruppe, og den slags bør man være varsom med. Andre kyndige Tintin- og tegneseriekender genkender dog nok skribenten:

Her nedenfor kan lægger jeg siden fra Kong Kylie i bedre opløsning end screengrab'et ovenfor:

Fra bladet Kong Kylie (1954)

Her et af numrene af Kong Kylie, som "Kong Ottokars Scepter" kørte i (1954). Lånt fra Dansk ComicWiki.

Privat indbundne tegneserier er a thing of the past...

 

...men her i huset lever de! 

Forleden slog jeg til, da en ældre fyr solgte ud af sin tegneseriesamling i en salgsgruppe på facebook. Han havde sgu den fuldstændig komplette samling af originale Tintin-albums i blot TRE indbundne bøger!

Den gamle gubbe skulle blot have 200 dask for stakken. Der er 23 albums i den originale danske udgivelsesrække (Jørgen Sonnergaards gamle oversættelse), så det er under 10 kr. stykket. Der skal sikkert være dem, der mener, at de ikke er i bedre stand - bøgerne HAR patina - men hvis jeg skulle ud og købe dem fra ny, eller i brugt stand fra antikvariater, så ville jeg komme af med mange flere - alt for mange - penge. Jeg er nået dertil, hvor jeg bare gerne vil eje dem. Og de gamle udgaver er vist ikke helt nemme at få fingre i mere. 

Sælgeren havde også hele den gamle krimi/sci-fi-serie (i slaskebladform) Detektiv-serien, som der kom 14 numre af. Pegasus skal have lige så meget for eet nummer, som jeg måtte slippe for hele serien, 50 kr. Najs! 

Privatindbundne bøger er selvfølgelig rynket på næsen af af rigtige samlere. ROTFL

SerieZine nr. 1

Det er sjældent, at man får mulighed for at købe nye danske tegneserieblade i disse år. Så da jeg opdagede, at en mand selv - uden at være Egmont, Cobolt, Zoom eller andre etablerede forlag - havde udsendt et tegneserieblad, og endda var oppe på tre numre, så var det en no-brainer at sende en bestilling! 

Bladet hedder SerieZine, og redaktøren, tegneren, fortælleren, farvelæggeren og distributøren hedder Kim Ursin (dét efternavn lyder jo selv som noget fra en tegneserie!). Og der er her tale om en ren undergrundsudgivelse. Yay! Spiffy!! Nu kommer jeg jo fra filmfanzine-undergrunden, og ovre hos os er undergrundsblade for det meste jo noget med gustne trashfilm, gys, skræk, blod, patter, sure mænd, sure prutter, og den slags. Men det samme gør sig (åbenbart) ikke gældende hos tegneseriefolket. 

SerieZine er en total undergrundsudgivelse, men på ingen måde gusten i nogen som helst henseende. Da jeg opdagede bladet på Kim Ursins hjemmeside (som handler om datamater og den slags - Kim udgir også et magasin om computer-stads ifølge hjemmesiden), så tænkte jeg, at det så liiige lovlig børneagtigt ud. For fanden da, man køber jo heller ikke Pellefant eller Bamse her i voksenlivet (haha, men fint nok, hvis den ærede læser gør det alligevel). Jeg har det jo med at give tingene en chance alligevel, og det vil jeg give mig selv et klap på skulderen for, og en øl næste gang jeg er i lufthavnen. SeriZine nr. 1 viste sig nemlig at være vældig cool (at Kim så åbenbart jf. lederen rent faktisk ER inspireret af Bamse-bladet, er så en anden sag). Sjovt, underholdende, finurligt og fint tegnet. 

Kim er en habil tegner, om end vi er ovre i amatør-land her (undskyld Kim). Hovedserien handler om Lau Larve og hans venner (en muldvarp og et spøgelse). Og den minder mig næsten om nogle af de bedre amatørserier, som læserne kunne sende ind til Seriemagasinet i gamle dage. Men han er dog klart i den bedre ende. 

SerieZine er et zine, men som i et bedre fanzine får vi en leder på side 2, hvor Kim forklarer lidt om, hvad bladet er og går ud på. Herligt! Jeg har ikke læst nr. 2 og 3 endnu, men jeg kan se, at også disse blade indeholder en leder og hilsen fra redaktøren. Noget som man som gammel fanzineredaktør kun kan påskønne med et tomlen op. 

Nr. 1 og 2 er begge i størrelse B5, hvorimod nr. 3 er i A4. Umiddelbart er jeg ikke specielt hooked på A4-formatet, når det gælder et tegneserieblad. Og i et svar til mig på fjæsen medgiver Kim da også, at det var en fejl (noget med at han samtrykte med en ven, og derfor skulle alle bladene være i samme format). Næste nummer kommer ifølge Kim til oktober. 

Jeg har faktisk ikke rigtig nogen kritik at ytre om bladet (som endda er billigt!). Det skulle da lige være, at noget af teksten er alt for lille. Ikke dialogen i taleboblerne, men noget infotekst hist og her. En enkelt sætning sidst i historien "Livet går sin stille gang" (tydeligvis en selvbiografisk historie om Kim!) er så lille (med mit gamle redaktørøje gætter jeg på, at vi er nede i fontstørrelse 4) og trykt på grøn baggrund, at det er fuldstændig umuligt at læse. Men forhåbentligt er det bedre i de senere blade. 

Info om bladet og bestilling kan findes på SerieZines hjemmeside her. 

PS: Og tak til Kim for at lade mig benytte decembertilbuddet, selv om vi var langt inde i januar!

Superman-guf i det lokale tyske superma(n)rked

 

Jeg fik det nye Nørd Nyt (#38) ind ad døren forleden. På side 3 finder man del 327 (!) af artikelserien "Tegneserie-guf".

Jeg faldt selv lige over guf fra DC i Lidl forleden. Lidt overraskende er det endda med dansk tekst. De havde guf med Superman, Batman, Jokeren og ... en 4. pose, som jeg har glemt. En gruppe vist nok (Lovens Vogtere?).

Indholdet af Superman-posen var halvdårlige skumgummifiduser, og i Batman-posen fik man halvdårligt vingummi med sukker. Jeg måtte bløde 44 kr. for de to poser, så de andre lod jeg være. Men om ikke andet kan man i alt fald glæde sig over, at firmaet bag slikket ikke kaldte vor helt for "Supermand". Så meget har diverse firmaer og aviser dog efterhånden lært. I gamle dage var det jo næsten mere reglen end undtagelsen, at disse halvhjerner tilføjede et ekstra (forkert) d.

Slikket anbefales absolut kun at købe, hvis man er nørdet DC-samler. 


PS. Og så bemærker man i øvrigt, at der nu er Side 9-pige i Nørd Nyt ("Side Nørd-Pige")!!!
Hvilke andre tidsskrifter om tegneserier har lige haft dén slags!?

Og i hvor mange andre tidsskrifter om tegneserier har der lige været tale om, at en af redaktørerne lagde krop til!?!?

YOWZA si'r jeg bare!!!

PS.PS. Ja, jeg indrømmer gerne, at overskriften er den værste leg med ord i mands minde. 

Hvorfor får man ikke tegneserieblade i banken mere!? Øv altså!

 

Hvor går man hen for at hente sine tegneserieblade? Kiosken? Tegneseriebutikken? Brugsen? Forkert! Man går naturligvis i banken!!

Her er noget ret obskurt, vil jeg nok mene: Tegneserieblade udgivet af en bank! Jeg faldt over et indlæg på ComicWiki forleden om bladet "Mike", som blev udgivet af Sparekassen SDS.

Tilfældet var, at i går faldt jeg over to lignende blade i Røde Kors: "Svirp" og "Knax"!!! Begge blade udgivet af Service Sparekassen! (som jeg ikke umiddelbart kan finde noget om, så jeg antager, at de er lukket eller fusioneret med en anden bank/sparekasse).

Hverken "Svirp" eller "Knax" er opført på ComicWiki, men jeg fandt dem på Faraos (om end uden billeder af omslag). Hvor mange der udkom vides ikke. Mit "Svirp" er nr. 3/1986, og "Knax" er uden nummer fra 1990. Jeg googlede lidt, og "Knax" udkom også i Norge fra Sparebankklubben og med hele 70 numre (1986-2004)!!!

Bladene ser lidt Anders And-agtige ud i udførelse; kridhvidt papir i god kvalitet, maskintekstning, ingen kreditering, og tegningerne AA-agtige, men med mennesker isf. ænder. 20 sider pr. nr.

I ComicWikis indlæg om "Mike" nævnes, at bladet var gratis til børn, men de skulle have en "Jeans-konto". Jeg gætter på, det samme gjaldt bladene fra Service Sparekassen. "Mike" udkom i hele 8 år (83-90) med 6 numre hvert år. Forsider kan ses hos Faraos Cigarer.

Da Unibank overtog sparekassen, var det slut med bladet. Og poderne blev i stedet spist af med en sparegris, som ikke engang var en gris, men en ... sæl. Sparesælen Luffe. Jeg ville sgu hellere ha' haft et blad! LOL

NB: Til trods for deres obskuritet (og det faktum, at de er så sjældne, at hverken Faraos eller Pegasus har eet eneste eksemplar på lager) er de åbenbart ikke specielt eftertragtede: Hvis Faraos havde haft dem på lager, ville de have kostet 40 kr. i mint condition. De norske kan fås til 20 nkr.

PS: Jeg har lidt problemer med baggrundsfarven her på denne blog. Jeg kan simpelthen ikke greje, hvorfor den nogle gange bliver hvid. Jeg kan godt rettet det til, men det betyder, at jeg skal ind og slette i koden, og lige nu gider jeg ikke. Jeg er sikker på, du kan læse skidtet! EDIT (21.12.25): Utroligt nok har jeg netop - 4½ mdr senere - taget mig sammen og fået rettet lortet! Jamen jamen hej hvor det går! ROTFL