CINEMA NOIR CRIME-tegneserie PLUS lummert BLAD fra dengang man ikke behøvede at frygte at kioskkunderne blev fornærmede, krænkede eller stødte

 

Nr. 12 fra første årgang

Så ankom en mindre pakke fra Faraos i går og hurra for det! (15 dage efter jeg bestilte bladene, til trods for at de lover afsending inden for et par dage. Nå, men priserne var gode, så jeg klager ikke ... ret meget).

Jeg købte for nyligt tre samlebind af den amr. serie Fatale fra Fantask, som havde dem på tilbud til 10 kroner (!) stykket. Desværre er serien på fem bind, så jeg var nødt til at ty til Faraos for at få resten, som så heldigvis OGSÅ var på tilbud - om end ikke helt til 10 kr., men 50 kr. stykket, men eftersom nypris oprindeligt var 150-200 kr., så var det alligevel en fin pris. Jeg har læst bind 1, og det er virkelig godt. Noir crime med sort magi.

Nå ja, og så er der de resterende tre blade ... Jeg læste et enkelt nummer af En halv humørtime tilbage i 80'erne og syntes dengang, at det var en sur prut. Jo, jo, bare bryster, men altså, vittighederne var bare FOR platte for Jack J anno 1980'erne. Men nu bemærkede jeg, at Faraos åbenbart havde fået en masse gamle brugte numre på lager, og så tænkte den meget ældre Jack J, at det var en godt chance til at checke, om man stadig er enig med sit meget yngre jeg. Og til de priser går det lige an.

De bestilte blade er godt nok IKKE i noget, der ligner mint condition, men det er osse lige meget. Men selv hvis jeg stadig skulle synes, at bladet er - nå ja - på niveau med en surt prut, så må man beundre, at det havde en læserskare, som holdt ved så længe: En halv humørtime kørte fra 1969 og helt frem til nullerne. Det seneste nummer, jeg kan finde hos Faraos, er fra 2001. Men om der kom senere numre, eller om bladet kørte uafbrudt fra 69 til 01, har jeg ingen anelse om. Blade som dette er ofte svære at finde info om, da de ikke regnes som reelle tegneserieblade. En halv humørtime findes fx slet ikke hos Pegasus.

Som horrorfan er man naturligvis nødt
til at anskaffe sig dette nummer!

Labber TEGNESERIEFANS science fiction-film i sig?

 

Jeg har netop i dag modtaget det helt nye spritfriske nummer af det gamle, garvede danske filmfanzine Inferno. Bladet udgives af Peder Pedersen og har eksisteret siden 1990. Og nu udkommer det igen efter at have holdt en pause på 23 år!

Det første af de "nye" numre kom i 2017 og bestod af 132 sider næsten udelukkende om film, der handler om seriemordere! Og hvad har det så med tegneserier at gøre? Well, ikke så meget. Men det nye nummer, som altså netop er kommet, handler udelukkende om sci-fi-film! Og science fiction og tegneserier hører bestemt sammen. Moebius, Starlord, Stjernekrigen, RanXerox, John Difool, serier fra Les Humanoïdes Associés, osv osv. 

Og over en 2-sidersartikel om filmen ALIEN sludrer den gamle Inferno-skribent Jesper Moerch naturligvis også om tegneserieudgaven af filmen. Dén købte jeg i øvrigt selv kort efter, at den var udkommet for mere end fire årtier siden. Modsat Jesper havde jeg faktisk set filmen, før jeg læste albummet.  

Inferno er velskrevet, dybdeborende og stærkt informativt. Jo, jo, du kunne naturligvis google og finde gratis artikler om science fiction, men gratis info på nettet skrevet af en eller anden kalklapper og hans indavlede broder garanterer ikke personlighed og vidende viden, som dette rigtige, trykte, fysiske, fede fanzine gør. 

Fås (for en hund) i flere butikker, hvoraf den ene er en tegneseriebutik: Fantask! (Jeg skal dog indrømme, at jeg selv bestilte det fra Laserdisken i Ålborg). 

NORA PÅ VINGERNE (Walthéry & Co., E-voke, 2025/26)

 

François Walthéry laver meget andet end Natacha og Rubine. Det lille forlag E-voke har her i 2025/26 udgivet hans ca. 10 år gamle miniserie Nora på vingerne, og jeg fik læst første bind i går (lånt på biblo). Endnu en serie om en kæk flyverske med et bøvet mandligt sidekick. Modsat Natacha er serien (jf. albummet) bygget på en sand historie.

Jeg var ikke helt oppe at køre, og jeg syntes slet ikke, at albummet nåede Natachas sædvanlige niveau, men - nuvel - det er nok en unfair sammenligning, i og med jeg kun har læst dette ene album, og kun én gang. Og det til trods bør man som fan af Walthérys andre serier naturligvis også checke Nora på vingerne ud. Og naturligvis tomlen op til E-voke for at udgive miniserien.

Det er iø ikke Walthéry, der står som forfatter, men Ètienne Borgers (som er en glimrende forfatter og stod bl.a. bag flere tidlige Natacha-albums). Bruno Di Sano er med som co-tegner (baggrunde?). Nr. 2 udkom for nyligt.

 

Covers og billeder fra NORA er lånt fra E-vokes hjemmeside. Mere info på deres site lige her. 

RED KELLY nr. 0: "Fangen" (Greg & Hermann, Donovan Comics, 2011)

At være fan af noget kan være en mærkelig ting. Nogle gange er man fan, men udøver ikke sin hobby i lange tider. Hvorfor er det sådan? Jeg aner det ikke. Se nu på den fransk-belgiske cowboy-tegneserie Red Kelly; Jeg holdt af den i pænt mange år tilbage i 80'erne og læste alt det af den, som jeg kunne komme i nærheden af (sammenlagt 10 albums + det løse). Men så forsvandt den ud i mørket. Jeg glemte den. Det var ikke, at jeg ikke længere brød mig om den, men jeg fandt bare andre nye darlings at kaste min kærlighed på. 

For nyligt bestilte jeg en stak nye albums fra Faraos Cigarer, som jeg længe havde haft på den digitale ønskeliste, og deriblandt var tre Red Kelly-albums. Sagen er den, at i de mellemliggende mange år havde et nyt forlag, fejebakke-forlaget Donovan Comics, udsendt en håndfuld albums i serien (et "fejebakke-forlag" er et forlag, der viderefører albumserier, som andre forlag har standset, før de var nået i mål). Albums, som vi aldrig tidligere havde fået i Danmark. Og hurra for det!

Desværre kunne Donovan ikke klare mosten og gik nedenom og hjem. Så vidt jeg er orienteret, opkøbte Faraos Cigarer Donovans resterende oplag af bagkataloget, og (igen) hurra for det! Dét, som Donovan havde udsendt i serien, var henholdsvis de albums, som en ny tegner, Michel Rouge, havde lavet og et album (det her omtalte) med korte historier, tegnet af seriens oprindelige tegner Hermann (som i øvrigt desværre lige er gået bort), og som på dansk tidligere var blevet udsendt i pocketbøger og i bladet Jonah Hex. Sidstnævnte i sort-hvid. Men nu kom de altså i rigtig albumformat og i kulørte farver. 

Den oprindelige Greg/Hermann-serie kom på dansk i album nr. 1-9 fra Gutenberghus for pænt mange år siden. Af mystiske årsager blev serien forskudt i forhold til den franske originaludgave, således at dansk nr. 1 er fransk nr. 2 og så fremdeles. Fransk nr. 1 kom ikke i rigtig albumformat fra Gutenberghus (men først mange år senere fra Carlsen Comics, som underligt nok stoppede serien efter dette ene album). Donovans albums er henholdsvis nr. 0, 10, 11 og 12. På dansk mangler vi desværre at få seriens to sidste albums (dvs. #13 og 14 - altså #14 og 15 på fransk). Men om ikke andet, og heldigvis for os der ikke forstår fransk, er de udsendt på tysk (mindre fedt for dem, der ikke forstår tysk, naturligvis), både i enkeltalbum og samlebind. 

De korte historier i nr. 0 fornægter sig ikke, når det gælder forfatter- og tegner-ophavet: de er nemlig glimrende, om end noget begrænsede i at kunne gå i dybden grundet de enkelte historiers kortere sidetal, naturligvis. Men jeg er i alt fald glad for endelig at kunne læse dem i stort albumformat, glimrende tryk og i gode farver. Papiret er godt nok kridhvidt, hvilket mange tegneseriefans ser som en uting - de vil helst have mat papir. Men personligt er jeg ret græskkatolsk. Det her ser flot ud, som det er. Den danske oversættelse lader til at være fin, men underligt nok er oversætteren ikke nævnt. Jeg antager, at det er en forglemmelse, da både Donovans album nr. 11 og 12 nævner denne (jeg kunne desværre ikke få fat på #10, da dette nummer lader til at være udsolgt alle vegne. Sådan går det, når man venter for længe. Øv! Forhåbentligt dukker det op i brugt stand på et tidspunkt). 

Efter hver historie får vi et stort helsides malet billede. Jeg gætter på, at disse er lavet til den samlede franske albumudgave. Det ville have været cool, hvis man hos Donovan havde nævnt dato for både disse nye malede billeder og også selve historierne. Det er faktisk irriterende, at man fra redaktionens side ikke har gjort opmærksom på dette. 

Endnu et irritationsmoment er, at man med djævelens vold og magt skulle plaske forlagets internetadresse på forsiden med pænt store, hvide bogstaver. Internetadressen for satan! "www.donovan-comics.dk"!!! Det skæmmer den ellers flotte forside. Faktisk har man gjort det på samtlige tre Red Kelly-albums, jeg har købt. Hvis man så, som det ellers er normalt for forlag, blot havde skrevet forlagets navn på forsiden, så okay. Men internetadressen for satan i helvede!! Og ikke alene skal vi have den på forsiden, næh vi skal sgu osse have den på bagsiden og på ryggen. Og kraftstejleme også på side 3 og 4! Det eneste sted, hvor forlagets navn blot står som netop dét, altså som navn uden at være en webadresse, er i kolofonen! Hva' gi'r du!! Det er faktisk så fandens irriterende, at hvis redaktionen fra Donovan var her nu, så ville jeg træde dem i ansigtet for denne idioti!

(NB: Det ville naturligvis indebære, at Donovan selv var med på at lægge sig på gulvet, så jeg kunne træde på dem). 

Men ud over det, så er Red Kelly nr. 0 et glimrende album! Og naturligvis skal fejebakke-forlaget Donovan have en stor tak for at udgive disse albums, som hverken Gutenberghus eller (senere) forlaget Zoom har villet røre med en ildtang. Køb det endelig, før det går helt OOP! Det er endda på tilbud til 70 kroner hos Faraos lige for tiden (og har været det meget længe - evighedstilbud?).
Go here. 

Side 3 med (endnu en gang) forlagets internetadresse

Klassiker og favorit fra den FRANSK-BELGISKE SKOLE får nu endelig ordentlig udgivelse i kronologisk orden og god kvalitet fra COBOLT efter mangeårigt ønske fra gamle læsere: LUFTENS ØRNE

 

Det gode forlag Cobolt (dét med den gamle Interpresse-redaktør Carsten Søndergaard) begyndte for nogle få år siden (men fordi jeg altid er flere år bagud med at købe "nye" udgivelser, er det blevet til "nu" i overskriften!) at udgive en af de store klassiske albumserier fra den fransk-belgiske skole: Luftens ørne i kronologisk orden. Der er kommet to samlebind indtil videre (det kører lidt langsomt - sikkert fordi børn ikke køber den slags, og udgivelserne skal trækkes hjem via de halvgamle mænd, der stadig gør).

Det er virkelig kræs, Carsten og Cobolt gør virkelig noget ud af det. Desværre er den slags selvsagt ikke billigt, and I for one har ikke råd til at købe alt det, jeg gerne ville, men her forleden scorede jeg første bind i brugt - men ulæst - stand fra en fyr på fb og til næsten en tredjedel af prisen. Herligt! Der er virkelig meget ekstramateriale i bind 1. 

Nedenfor ses lidt af indholdet, mest af ekstramaterialet:

"GRIFFU" - af Tardi & Manchette (Carlsen Comics, s/h, 60 sider, 1982). Endnu en anmeldelse i rækken "Skrevet med venstre hånd på højst 7 minutter"

 

Jeg har haft Tardi og Manchettes "Griffu"-album stående på hylden i adskillige år uden at læse det, men så for nyligt købte jeg nogle album-lots på fjæsen (se tidligere opslag), og et var fra en sælger, som bortauktionerede helt nye, ulæste albums fra 80'erne. Jeg vandt en Tardi-auktion, og det var jo vældig dejligt. Det betød dog, at ud over adskillige albums, jeg manglede, så ejer jeg nu TO ex af "Griffu" - og så er det vel efterhånden på tide at få læst skidtet. 

Plottet er næsten uvigtigt. Ren kliché. Settingen er den samme, som vi har set 100-vis af gange i kriminalfilm fra USA: En privatdetektiv sidder på kontoret, og en dulle kommer ind med en historie, som tydeligvis er en plade. Men hun har pæne ben, så privatsnuden ta'r jobbet og kommer snart til at fortryde det så inderligt. Tæsk hele vejen rundt, dyppelse af sjoveren, kugler i kranier, løgn, latin og endnu flere lamseben med slesk tale og grimme karle med uhensigtsbare planer for vor hovedperson. You know the drill. 

Men det her er ikke amerikansk. Det er fransk. Og det er ikke bare fransk - det er Jacques Tardi og Jean-Patrick Manchette. Mere sarkastisk, mere europæisk, mere 80'er-upolitisk korrekt, mere mørkt og dårlig slutning, end yankeerne kunne forestille sig det fortolket med deres Hollywood-dåselatter og happy-ending-fløde. Og Ole Steen Hansens oversættelse er lige i skabet (eller skridtet). Klart anbefalelsesværdigt - om end almindelige tegneseriefans, der hellere læser Asterix, nok vil klynke over, at det er aaalt for grimt. Ofte ser Tardis personer ud, som om de er blevet sparket i hovedet af en hest. Personligt elsker jeg Tardis "grimhed" i stregen. 

Desværre aldrig genudsendt på dansk, så det er albummet fra 1982, man er nødt til at forsøge at opdrive - hvis man skal have det på dansk. Jeg gætter på, at det findes i nyere udgaver på engelsk. 

PS: Og et spark i hovedet til mig selv for at vente så længe med at læse "Griffu"!!!

"Tårer for Magoon" (Matthias Schultheiss, Interpresse, 1982)

Jeg husker vesttyske Matthias Schultheiss' serie om "Trucker" fra Seriemagasinet i starten af 80'erne. Og jeg husker også godt albummet, som udkom cirka samtidig, men jeg var ikke specielt begejstret for serien dengang, og derfor gad jeg ærlig talt ikke investere i det. Men samtidig troede jeg rent faktisk også, at albummet indeholdt det samme som det, der blev bragt i SM, og det var derfor overflødigt også at købe albummet. Well, som man kunne se, hvis ellers man har fulgt med her på bloggen, så købte jeg forleden Trucker-albummet som del af et af de store lots fra flere sælgere på facebook. Og nu har jeg endelig fået det læst og ... ups, indholdet er IKKE det samme som det i SM! Næsten 45 års misforståelse bliver endelig korrigeret (ja, pinligt, haha). Check selv samgsprøver fra historierne i Seriemagasinet her. 

En af tingene, som jeg ikke brød mig om dengang, var simpelthen, at Matthias Schultheiss var en middelmådig amatørtegner. Nå ja, det var i alt fald min holdning dengang. Så det var spændende at vende tilbage til "Trucker" og se, om jeg ville have samme opfattelse. Nu hvor jeg netop er færdig med albummet ... jah joh, jeg tror, jeg er lidt mere glad for hans tegninger her fire årtier senere ... meeen jeg synes stadig hans ansigter ser ud som noget, der kunne have været bragt i Danske tegneserier (dansk amatørblad, der også kom i starten af 80'erne). Når det så er sagt, så skal det tilføjes, at jeg i dag lægger mere vægt på selve historien, end i 1982. Historien var spændende, og der var fuld fart på. 

Et cool plus er albummets indledning. Først får vi en
indledning og først derefter kommer titelsekvensen.
Den slags sker hele tiden i film og tv-serier, men
ikke så tit i tegneserieralbums.

Luke (uden efternavn) er en langturslastbilchauffør, trucker, truck-driver, fra Amerika, som vi kender dem fra film som CONVOY. Rå og beskidt, wifebeater-trøje, cowboyhat, ligkistesøm i kæften, klar til at kværne et dusin varme dåseøl, når problemerne trænger sig på, og meget langt til et brusebad. Jeg priser mig lykkelig, at albummet ikke havde et indlagt odorama-card som i en bedre John Waters-film!

Luke er opvokset i rendestenen, men på et eller andet tidspunkt hev en mand ved navn Magoon ham op, og de endte med at blive bedste venner og truck-drivers. Da albummet begynder, er Luke på vej ud af en af de lange støvede og i amr. popkultur åh så romantiske landeveje. Han får en melding (via bilradioen - dette er selvsagt fra en tid, hvor håndholdte telefoner kun fandtes i science fiction-film) om, at Magoon vil mødes med ham. Selvsagt ved et af disse truckstops. 

Historien er den, at Magoon har fundet et stykke kørvel, som han vil starte et nyt liv sammen med. Færdig med at rasle rundt i en rusten lastvogn - nu skal der bos i et farmhouse og opfostres afkom. Til at finansiere det hele har Magoon stjålet en lastbil fuld af damepelse. Ja, de var i høj kurs dengang. I dag kan man vel dårligt forære dem væk. Luke synes jo, det lyder noget mærkeligt, men han kører med, da Magoon gemmer lastbilen i en bjerghule. Så aftaler de at mødes om et par dage. Men naturligvis går det ikke sådan; Magoon sidder på selvsamme barstool i truckstop'en, da nyheden om, at panserne er ved at bjærge Magoon bil fra en grøft. Han er åbenbart blevet onduleret af nogen. Luke ser rødt - og resten af albummet handler om, at han vil tage hævn over drabsmanden. En drabsmand, som er i ledtog med en lokal mafia. Og så er der også Magoon udkomne brud. En steg, som tidligere var go-go-danser. Man aner, hvor det bærer henad. Og så går det, som det går. Jeg skal ikke afsløre mere her. 

"Tårer for Magoon" er sikkert ikke en tegneserie for piger. Eller drenge, der gerne vil have bare den mindste smule dybde. Eller historier, der hænger sammen. Men de 48 sider bladrer næsten sig selv. Historien er ren knaldroman, og det har jeg ikke noget imod. Men man skal være klar til at tage det, for hvad det er. 

Nogle steder i albummet sidder man og undrer sig over, om der mangler en hel eller halv side, fordi ... >puf< ... så er noget bare sket. Men jeg antager, at det er forfatterens "stil". Som da en gemen misdæder stikker af i en bil. Luke vil køre efter ham i trucken, men er nødt til at hægte traileren af først. Den slags gør man ikke lige i løbet af et splitsekund. Og flugtbilen kører i fuld fart væk derfra og må antages at være mindst en mil fra Lukes lastbil, da Luke endelig kommer i omdrejninger. Og i en taleboble siger Luke (i tegneserier taler personerne som bekendt altid højlydt til sig selv), at han er nødt til at tvinge flugtbilen ud i ørkenen for at kunne nå op til ham. Hvordan fanden han vil tvinge flugtbilen ud i ørkenen, FØR han indhenter den ... må du nok spørge om. Og hvordan kan han bare indhente den, når den er så langt foran? Sende en ordre via tankeoverføring? Men summa summarum på de næste billeder har Luke fået flugtbilen ud i ørkenen. Sådan! Og sådan er der adskillige alternative plotudviklings-sekvenser (eller skal vi måske bare kalde det plothuller) i albummet. Som sagt, man skal ikke tænke for meget over det, men bare nyde, at der er fart på. Dialogen er også sine steder totalt "tegneserieagtig" (modsat andre som bruger sådan et udtryk, så kan jeg jo rent faktisk godt LIDE tegneserier, men du ved, hvad jeg mener). 

"Tårer for Magoon" er som en underholdende B-film lavet af Roger Corman. Det er ikke stor kunst, vi har at gøre med her. Men det er også fint nok. Jeg var underholdt og vil bestemt også gerne genlæse Trucker-historierne i SM, hvis jeg på et tidspunkt går i gang med at genlæse de gamle blade (som jeg rent faktisk ikke har haft fremme, siden de udkom i 80'erne!).  

Der kom kun et enkelt album på dansk, og jeg har ikke undersøgt, hvor populær eller udbredt serien blev i Vesttyskland eller andetsteds. Kom der monstro udgaver på engelsk? Det danske album er oversat fra tysk. Hvis der iø er noget, som ville have hjulpet, så er det farvelægning. Albummet er i sort-hvid, og farver ville have shinet de lidt ubehjælpsomme tegninger lidt op. Se bare, hvor fed forsiden af SM ser ud (der er brugt et billede fra albummet, selvom det vist nok er en anden historie i bladet). 

Trucker-serien på forsiden af Seriemagasinet nr. 295. 
Billede lånt fra Faraos

Schultheiss var bare bedre til at tegne
lastbiler end ansigter, hvis du spør' mig!

Bagside

Kolofon

"Hvorfor læser vi tegneserier?" (Samvirke nr. 13/april 1973)

I facebook-gruppen "Tegneserieentusiaster" postede Michael G. Nielsen for et par dage siden en enkelt side om tegneserier fra en artikel i Brugs-bladet Samvirke fra 1973 (nr. 13/1. august). Jeg fandt den faktisk selv for et par år siden og postede et link i en af tegneseriegrupperne på facebook. Men så forsvandt mit download igen, og jeg glemte den helt. Men takket være Michaels postering genfandt jeg hele bladet, og jeg poster her det hele.

Link til hele bladet i bunden af indlægget (de gode folk på Brugsens blad har scannet og uploadet HELE arkivet fra 1928 og frem ganske gratis. Dét kunne andre danske aviser og magasiner lære noget af!).

Link til hele bladet. Det kan downloades i pdf. 

Grund til kage på bordet! AGENT X9 nr. 3 er ankommet!!!

 

Okay, okay, det er altså ikke, fordi jeg skal skrive om det, hver gang der udkommet et nyt nummer af det månedlige blad (svensk) Agent X9, men i denne måned er det altså ret godt. Når læserne engang imellem beæres med en artikel om en serie, en forfatter eller en tegner, så er det normalt grund til jubel. Men denne gang får vi sgu hele fire sider med artikler! Der er faktisk så meget materiale, at siden med redaktørens leder og kolofonen er flyttet ud på side 2, som ellers er afsat til reklamer. Fedest! 

Endvidere får vi en historie med en af mine egne gamle favoritter, serien Johnny Hazard, et debutafsnit af serien Drakon (som tidligere har været udgive i Sverige i 80'erne, men som jeg ikke kender) og selve serien Agent X9 i streg af seriens oprindelige tegner, Alex Raymond, og muuuligvis med manus af selveste Dashiell Hammett - om end bladets redaktør, Andreas Eriksson, nævner, at dette muligvis er en and. 

Foroven ses forsiden og nedenfor bagside, en næste nummer-side, alle sider med hver histories start, og alle artikelsiderne (desværre er et par af dem ikke nemme at læse, og lige nu gider jeg ikke tage nye fotos, sorry). Man sidder jo endnu en gang og ærgrer sig over, at der ikke længere udkommer tegneserieblade i Danmark (bortset fra Basserne, Anders And og noget for de mindste). 

 

Jeg skulle måske for en gangs skyld gøre opmærksom på, hvor henne man bestiller et abonnement på Agent X9. Lige her på websitet til Egmonts svenske afdeling. Der er forskellige typer abonnement ("prenumeration" på svensk). Husk, at der kommer porto til Danmark oven i prisen, men at det er i svenske kroner, som bliver en del mindre i dansk mønt. Man kan desværre ikke købe gamle numre fra forlaget.