Showing posts with label Seriemagasinet (blad). Show all posts
Showing posts with label Seriemagasinet (blad). Show all posts

Monday, 4 April 2022

'SJUKKERNE udkommer snart igen på dansk!


Jeg husker udmærket dengang, tegneserien 'Sjukkerne udkom på dansk første gang! Det var i Seriemagasinet, og senere kom serien også både i album- og minialbum-form. 'Sjukkerne er forfattet/tegnet af Frank Margerin, hedder rigtigt Lucien og er fransk! Der kom iø også et album i Albumklubben Trumf  (som jeg var medlem af i årevis) og Frank Margerin fik den ære at få udsendt endnu et album på dansk, uden for 'Sjukkerne-serien, Frank Margerin Præsenterer

Jeg har ikke læst 'Sjukkerne i pænt mange år, men jeg husker, at jeg i sin tid syntes, den var det fedeste siden pornoens frigørelse. Okay, jeg overdriver måske en anelse der, but u no wha ah mean. Men snart blir der mulighed for at checke den ud igen - og ikke blot ved at genlæse de gamle albums - forlaget ZOOM udgiver nemlig serien igen til næste forår. Og hvis ellers folk køber den, er det meningen, at man også genudgiver de gamle ting, der i sin tid kom fra Interpresse. I for one er i alt fald begejstret!  

Serien handler iø om den unge, franske rockabilly-cat Egon, som spiller i et rockband, går med læderjakke, har anderumpe (spørg dine bedsteforældre, hvad det er) og hænger ud med slænget af "sjukkere". Dengang jeg i sin tid læste serien, var jeg vel på alder med Egon og 'Sjukkerne. Kan man i øvrigt stadig underholdes af en serie om en vild ungdomskultur, som man næppe længere kan siges at tilhøre? Tjo, hvorfor ikke? Heller ikke dengang var jeg på niveau med slænget; jeg hørte ikke rockabilly-musik, boede i Paris eller kørte på motorcykel. Og jeg jagter heller ikke vampyrmænd, men kan sagtens underholdes af diverse Christopher Lee-film alligevel. Jeg glæder mig i alt fald til de nye udgivelser. 

Fra ZOOM's facebook-side:

"Efter flere års snak blev vi under Bologna-messen tirsdag i sidste uge enige med flinke Catherine (rettighedshaver) om at nu skal det være. Ikke mere snak. Sjukkerne er tilbage på dansk til næste forår. Nyt materiale vi ikke har set før. Per Vadmand lover at oversætte.

Det bliver albumserie i softcover og de bliver på 56 sider. Hvis det går godt sender vi også nye udgaver ud af de gamle Interpresse udgaver."










Saturday, 5 March 2022

Har du sommerferie? Så er det dig og ... SERIEMAGASINET nr. 246!!!

 


Det er her, det starter! SERIEMAGASINET nummer 246 fra juli 1979.

Det er her, jeg bliver tegneserielæser - tegneseriefan - tegneseriefreak - tegneseriesamler!

Under en indkøbstur til nabobyen i august måned 79 var mine forældre gået ind i en kedelig møbelbutik, hvilket jeg ikke gad. Så jeg vandrede lidt rundt i indkøbsgaden og følte mig draget af en kiosk. Jeg gik ind, og forneden på disken så jeg et tegneserieblad. SERIEMAGASINET (blandt kendere ofte blot kaldet SM) nr. 246. Jeg gik meget målrettet efter det. Hvad det var - en indskydelse, eller måske havde jeg tænkt på at udforske tegneserieblade længe, husker jeg ikke længere, men jeg købte i alt fald bladet.

I bilen hjem kunne jeg godt se, at her var **virkelig** noget. Og >blam!< sagde det, og så var jeg tegneseriefreak! Jeg købte herefter alt, jeg kunne komme i nærheden af. Alt hvad lommepengene rakte til. Det er en anden historie. Men det hele startede med SM nr. 246. Jeg har naturligvis det selvsamme eksemplar endnu. Jeg har stort set alle de blade og album, jeg har købt siden da. Nå ja, på nær mine samlinger af Sølvpil og Fantomet! Dét blev for meget, haha. Måske sku' man få bladet indrammet. Men så kan man jo for fa'en ikke læse det igen!


Billedet her er ikke mit ex, men lånt fra Faraos hjemmeside.

Friday, 3 March 2017

Rund føs'da for 2000 AD


2000 AD i England fejrer 40 års jubilæum i disse dage! Det er ikke helt så længe siden, vi så noget derfra på dansk første gang; Det er derimod 34 år siden, og jeg husker det, som var det ... for 34 år siden.

Her er det selv samme eksemplar af Seriemagasinet, som jeg købte dengang, med Judge Dredd på dansk for første gang og intro af redaktør Carsten Søndergaard.

Hip-hip-hurra og tillykke til 2000 AD!