Sunday 16 December 2018

Ingen rejser vel i flere timer for at købe bøger på papir i det FUTURISTISKE 21. ÅRHUNDREDE, hva'beha'r!


L-R: Jack J & Henrik Larsen

Hvis man rejser langt mod vest ... så langt at næste stop er Århus, så finder man den glemte by Kalundborg. Og i Kalundborg ligger et antikvariat. Og i antikvariatet arbejder min gamle ven Henrik Larsen. Redaktør og arkæolog udi sær, glemt og obskur popkultur. Jeg rejste den lange vej til denne vindomsuste og gustne stad i går formiddags. Henrik havde nemlig fortalt, at en større samling af danske sf-bøger var kommet ind. Bøger fra bl.a. Stig Vendelkærs Forlags legendariske "SV Science Fiction"-udgivelsesrække, og Hasselbalchs Science Fiction ditto. Store titler fra det store sf-årti, 1970'erne (altså udgivelserne). 

Det var svært at vælge blandt herlighederne. Og når man så osse lige ska' ha' en stak andre bøger og tegneseriealbummer med, så ta'r det sin tid. Men skide hyggeligt endelig at se antikvariatet, hvor Henrik slår sine folder. Der blev budt på kaffe, og jeg fik lov at jage sjældenheder på lageret, som ellers er no-go-zone for almindeligt dødelige. Trist, at de fleste antikvariater og byttebikse nu er en saga blot.

Saturday 15 December 2018

Serge Clerc, De forenede Humanoider, og skævt Métal Hurlant-stads, vi aldrig fik på dansk



Som nævnt for nyligt købte jeg i 1984 bladet "Total Metal", dvs. den danske udgave af "Métal Hurlant" fra det franske forlag Les Humanoides Associés. Nu er jeg efter mere end 30 år ved at genlæse dem, men jeg tager dem i små bidder, for der er kun 12 numre (omend det sammenlagt er næsten 1000 sider).

Nogle af de "Métal Hurlant"-tegnere, jeg dengang rigtig godt kunne lide, var Ted Benoit, Yves Chaland og Serge Clerc. For mig stod de om nogen som "rigtige" franske new wave-tegnere med deres spøjse, sprøde, flabede, sære og moderne tegninger. 

Nu hvor jeg genlæser dem, synes jeg *stadigvæk*, at de er mega-moderne og new wave. 30+ år efter de blev lavet. 

Desværre er det ikke overvældende, hvad der kom på dansk, så den ihærdige læser må ty til udlandet.

For et par dage siden modtog jeg Serge Clercs serie Phil Perfect i tysk oversættelse. 60 sider udgivet cirka samtidig med "Total Metal". Fundet i god stand billigt på Amazon.