Endnu et katalog-scan og denne gang gælder det Interpresses "Kæmpe Albumkatalog" fra 1980.
Kataloget er specielt af mindst een årsag: Asterix er på forsiden!!!
Dette var specielt, fordi det som bekendt var Gutenberghus, som sad på Asterix-serien. Men i 1980 havde Interpresse ved et fif tiltusket sig* [se note forneden] rettighederne til album nr. 25 ("Den store grav"). Men allerede ved nr. 26 fik Gutenberghus (som senere skiftede navn til Serieforlaget og senere igen Egmont) serien tilbage. Og senere hen da det hele blev samlet under eet tag, blev nr. 25 genudsendt af det gamle Gutenberghus.
Ifølge dansk ComicWiki skyldtes dette at: "Efter at den oprindelige forfatter René Goscinny døde, fortsatte Uderzo alene. Han startede også et nyt forlag, og i første omgang gik rettighederne til den danske udgave til Interpresse."
Det første album i kataloget er da også Asterix nr. 25.
Og så lige et par ord om den personlige vinkel: Det her scannede eksemplar er mit eget, som jeg har haft, lige siden det udkom i 1980. Og når der er tegnet i det og favelagt på forsiden, skyldes det uvægerligt, at jeg i 1980 blot havde været tegneseriesamler i et halvt år (jeg kan rent faktisk præcisere mit liv som samler til at begynde i august måned 1979: Nemlig da jeg købte mit første nummer af Seriemagasinet!). Jeg havde på daværnende tidspunkt godt nok forstået, at man som samler ikke måtte tegne, bøje, rygrulle, sætte negle i, rive i, klippe i, eller på anden måde ødelægge sine blade eller albums. Men jeg antager, at det endnu ikke havde slået mig, at det samme selvsagt også gjaldt tegneserierelateret stads såsom kataloger. Al den slags burde gemmes! Jeg har eet IP-katalog mere, som også lider under (endnu flere) kruseduller osv., men ellers er mine kataloger, reklamer, medlemsblade osv. gemt i nærmest ny stand.
*Note:
Tidligere redaktør på Interpresse (og nuværende redaktør på forlaget Cobolt) Carsten Søndergaard kommenterede på mit opslag om albumkataloget i gruppen "Tegneserieentusiasterne" på facebook; Han nævnte, at IP ikke have lavet et fif og tiltusket sig rettighederne og kom med en forklaring + en masse anden interessant info vedrørende udgivelsen (og tak for det). Læs selv det hele her (man skal være medlem for at læse med).
Og check også Michael G. Nielsens (også redaktør på IP og Egmont førhen og nu på forlaget Zoom) kommentarer om albummet.
No comments:
Post a Comment