Jeg har haft Tardi og Manchettes "Griffu"-album stående på hylden i adskillige år uden at læse det, men så for nyligt købte jeg nogle album-lots på fjæsen (se tidligere opslag), og et var fra en sælger, som bortauktionerede helt nye, ulæste albums fra 80'erne. Jeg vandt en Tardi-auktion, og det var jo vældig dejligt. Det betød dog, at ud over adskillige albums, jeg manglede, så ejer jeg nu TO ex af "Griffu" - og så er det vel efterhånden på tide at få læst skidtet.
Plottet er næsten uvigtigt. Ren kliché. Settingen er den samme, som vi har set 100-vis af gange i kriminalfilm fra USA: En privatdetektiv sidder på kontoret, og en dulle kommer ind med en historie, som tydeligvis er en plade. Men hun har pæne ben, så privatsnuden ta'r jobbet og kommer snart til at fortryde det så inderligt. Tæsk hele vejen rundt, dyppelse af sjoveren, kugler i kranier, løgn, latin og endnu flere lamseben med slesk tale og grimme karle med uhensigtsbare planer for vor hovedperson. You know the drill.
Men det her er ikke amerikansk. Det er fransk. Og det er ikke bare fransk - det er Jacques Tardi og Jean-Patrick Manchette. Mere sarkastisk, mere europæisk, mere 80'er-upolitisk korrekt, mere mørkt og dårlig slutning, end yankeerne kunne forestille sig det fortolket med deres Hollywood-dåselatter og happy-ending-fløde. Og Ole Steen Hansens oversættelse er lige i skabet (eller skridtet). Klart anbefalelsesværdigt - om end almindelige tegneseriefans, der hellere læser Asterix, nok vil klynke over, at det er aaalt for grimt. Ofte ser Tardis personer ud, som om de er blevet sparket i hovedet af en hest. Personligt elsker jeg Tardis "grimhed" i stregen.
Desværre aldrig genudsendt på dansk, så det er albummet fra 1982, man er nødt til at forsøge at opdrive - hvis man skal have det på dansk. Jeg gætter på, at det findes i nyere udgaver på engelsk.
PS: Og et spark i hovedet til mig selv for at vente så længe med at læse "Griffu"!!!
Posts
No comments:
Post a Comment