Inspektør CANARDO nr. 10 og 12 nu hjemme på hylden

Som jeg har nævnt et par steder, opdagede jeg serien En sag for Inspektør Canardo (som nu blot hedder "Canardo") tidligere på året. Danske Carlsen Comics udsendte nr. 1-5 i starten af 80'erne og lukkede den derefter i Danmark, men fortsatte i Tyskland. Og da jeg er blevet så begejstret for den lakoniske, deprimerede, drikfældige og smøgtrængende strisser-and, var det klart, at jeg dødogpineme måtte forsætte den på udenlandsk. Jeg gider ikke købe franske album, da teksten er så vigtig (og jeg ikke forstår fransk), så jeg er nu godt i gang med at anskaffe den på tysk. Prøjserne har heldigvis taget serien til sig og kalder den "kult" (men det gør de vist nok om næsten alting, der bliver populært).

Fra nr. 10 har Schreiber & Leser-forlaget overtaget den. Man følger de franske udgivelser lige i hælene og er nået til nr. 24 (2016). Sideløbende med de alm. album udkommer også Intégrale-udgaver, samleband, som samler tre album i hver. Der er ikke noget ekstramateriale (bortset fra et langt Sokal-interview i nr. 0), men udgivelserne er flotte. Desværre følger man også de franske udgaver med hensyn til format, idet størrelsen er formindsket til næsten bladstørrelse isf. alm. albumstørrelse.

Her er de seneste to, jeg netop har købt (og rålæst); nr. 10 og 12. De er ikke nogen billig sag at bestille fra Tyskland (jeg køber gerne gennem Amazon.de), så jeg finder dem ofte brugt (de to viste er begge kasserede biblioteksudgaver og kostede den fænomenale sum af lige under 1 euro per styk (med porto blev det 50 kr. for begge).

Kvalitetsmæssigt synes jeg, Sokal holder det niveau, man som dansker kender fra de første album. I de sidste mange år har han haft Pascal Regnauld med som hjælp på tegnesiden. I nr. 10 ("Hinter dem Horizont") forliser Conardo på en tankstation langt ude i det amerikanske ingenmandsland. Han er på jagt efter en motorcykelbande, hvis onde leder danske læsere vil nikke genkendende til.
PS: i de danske album optrådte der fra tid til anden mennesker, men det er år og dag siden, Sokal smed dem ud af Canardos verden. Rockerne i historien er selvsagt grimme tudser.

I Nr. 12 ("Unschuldig!") er Canardo endnu engang kommet til USA, denne gang hyret til at hjælpe en fransk barnepige, som sidder i spjældet anklaget for dobbeltmord. Sokal smider på flot vis sin fjerede Philip Marlowe/Columbo-klon rundt i helt forskellige kulisser fra album til album, og alligevel virker det helt naturligt. I albummet mellem de to nyindkøbte, "Sterbenswörrtchen" (en dansk titel kunne have været "Smalltalk på dødssengekanten"), hopper Canardo rundt mellem forskellige fortider for at finde en arv, der består af Nazi-guld! Nr. 12 indeholder falske spor som en bedre giallo-film fra 70'erne, og slutningen beholdes ikke, når Hollywood udsender deres filmatisering.

Jeg ville ønske, et dansk forlag ville tage serien op igen, men indtil dét sker, fortsætter jeg "det lange ridt" frem mod en komplet samling på tysk (komplet fra nr. 6, forstås).

Feriemand angriber Faraos Cigarer

Min sidste dag på arbejdet før sommerferien var onsdagen før sidste onsdag. Og jeg tænkte, det nok var sidste chance for at score nr. 1 af det nye danske tegneserieblad "Fiesta magasinet", før det helt er udsolgt, så jeg tog ind til Faraos Cigarer og kom hjem med Fiesta nr. 1 ... og to tunge poser med alt muligt andet ragelse! Hahaha.

De havde den ene gode ting på tilbud efter den anden, som jeg bare MÅTTE have med hjem. Nogle af dem vældig billige. Der var alt for meget billigt derinde. 

Det sidste album er dog en Inspektør Canardo-intégrale fra Tyskland, som jeg modtog i forleden. Åhh, jeg elsker den deprimerede og fordrukne politiand.

IKKE LÆNGERE HVIDE HANDSKER PÅ, NÅR DER LÆSES TEGNESERIER - MEN DET HOLDT HÅRDT!!!

Jeg er ved at lære, at det ikke gør noget, at man knækker forsiden på et album i den der rille nær ryggen, der sjovt nok er lavet til, at man knækker den. Men det er satanedme svært! Efter at have holdt min samling i mint condition i 35 år er jeg endelig ved at forsøge at lære at være liiidt mindre hysterisk, når det gælder at være 300% nidkær i min behandling af tegneseriealbum. I 35 år har jeg kun (og med "kun" mener jeg
absolut K-U-N!!!) åbnet mine album i en grad på 45. Mine album indkøbt fra ny i 80'erne står stadig, som var de købt i går!

Men tidligere på året begyndte jeg at læse en stak kasserede biblioteksalbum, som jeg købte på et kæmpe bogsalg på Slagelse bibliotek sidste sommer, og det var ærlig talt en kæmpe befrielse ikke at skulle passe på!

Netop fordi jeg i så mange år har taget så godt vare på mine tegneserier, besluttede jeg ret tidligt, at min bøger (altså dem uden billeder i), de skulle fanderme læses og smadres og tæskes igennem. Og det bliver de sgu også. Jeg knækker ryggen, og tvinger siderne rundt om ryggen, jeg laver æselører, og passer ikke på ikke at spilde kaffe, og så fremdeles. Så langt kommer jeg dog ikke til at komme med tegneserier, men jeg øver mig i at læse dem mere afslappet.

Måske har det noget at gøre med at blive ældre. Når man er ung, har man denne idé om, at man kommer til at eje sin samling i al evighed. På et eller andet tidspunkt går det op for en, at denne evighed måske ikke er helt så evig alligevel - og hvad så med den perfekte mint condition-samling?

Jeg vil gerne passe på min tegneseriesamling, men jeg vil også gerne kunne nyde at læse den. Og jeg vil gerne kunne nå dertil, hvor jeg ikke får svedige håndflader og nervøse trækninger ved øjnene, når min kæreste spørger, om hun må læse et album.

BREAKING NEWS: en tegneseriesamler der IKKE vrænger på næsen af kasserede bibliotekseksemplarer! Vi følger denne utrolige historie som den udvikler sig time for time. Bliv på denne kanal.

Altid Rasmus Modsat
I en tid, hvor danske tegneseriefans fråder om munden over mega-flotte, ultra-dyre intégrale-udgivelser med adskillige album i hver bog, er jeg for nyligt gået i den stik modsatte retning. Som den røvfattige starut, jeg snart har været i mange år, er jeg begyndt at elske smadrede kasserede bibliotekseksemplarer af gamle albums.

Og hvor tegneserie-websiderne flyder over med anmeldelser af de, well, flotte, nye dyre udgivelser (med tryk på DYRE, så dyre at der næppe er nogen børn, teenagere, studerende eller arbejdsløse, der har råd til dem - vi taler tre, fire og fem hundrede kroner per album), så har jeg på det seneste kastet mig over at anmelde de gamle smadrede albums. 

Tro mig, kære læser, der er guld at hente, når man graver sig ned i det dynd, som stablerne af kasserede udlånsudgaver er.
Jeg har netop læst de to først numre i Lars Jakobsens serie om Mortensen; en dansker, der rejser i tid (men ikke rum) og forsøger at holde styr på tingene. 

Det første album er i øvrigt svært at støve op i originaludgaven, så jeg værdsætter bestemt min slidte biblioteksudgave (ligesom jeg værdsætter det faktum, at jeg gav 5 kroner for den). Hvornår anmeldelserne ser dagens lys, må tiden vise.

En sag for inspektør Canardo nr. 13

Så fik jeg læst En sag for inspektør Canardo nr. 13, "Le buveur en col blanc"/"Ein Reicher Schlucker" i tysk oversættelse, og Sokal fortsætter i fin stil.

Canardo tager sammen med en vinsmager, hvis broder, også vinsmager, netop er afdød, måske myrdet, til det franske vindistrikt, og under dække af at være belgiske tegneserietegnere (!) skal de forsøge at finde frem til en eventuel morder.

Er broderen blevet forgiftet af dårlig vin? Hævngerrige vinbønder? Selvmord ved vindrinkning? Canardo må gennem mangen en vinflaske med gammel vin og ser som altid verden som særdeles deprimerende. Et sted siger han til den overlevende vinsmager-broder; "Du drikker for at huske vinen, jeg drikker den for at glemme" (og efter at have brækket sig i buskene kommenterer vores helt, "Gammel vin smager som gamle sokker").

Jeg håber sgu, at et forlag genoptager serien på dansk en dag.

AMERICAN SPLENDOR - feeed film ... men læs for satan også bladet!

En af de film, jeg altid kan se og velsagtens ser 1-2 gange om året, er AMERICAN SPLENDOR om true life-tegneserieforfatteren Harvey Pekar. Harvey gik desværre bort for et par år siden, men inden da havde han siden 1970'erne udgivet tegneseriebladet "American Splendor", hvor hovedpersonen var ... ham selv.

Bladet var simpelthen een lang tegnet selvbiografi. Harvey Pekar var meget modstander af, at amk tegneserier bare skulle være om superhelte eller/og for børn, så inspireret af sin ven, undergrundstegneren Robert Crumb, satte han sig for at lave tegneserier, der handlede om noget andet og mere.

Modsat Crumb kunne Pekar ikke tegne ("Jeg kan ikke engang tegne en lige streg", som han siger i filmen), så i bladet fik han andre til at tegne sine historier (manuskripterne tegnede han med tændstiksmænd, hvilket, i et land langt borte, fik en anden mand til at lave den kortlevede tændstiksmand-serie "Angry Stick-man", men det er så en helt anden og ganske forglemmelig historie).

En del af Harveys materiale er udgivet i samlebind, og jeg har nogle af dem. I filmen siger hans kommende kæreste til ham, at de forskellige tegnere tegner ham helt forskelligt; Nogle gange ligner han en ung Brando, og når Robert Crumb tegner ham, har han bølgende lugte-streger efter sig. Og sandt nok, men det gør ikke noget. Det er historierne, der bærer serien (undtagen når det er Crumb, der tegner, så kan historierne for den sags skyld være ligegyldige - eftersom Crumb er så fantastisk).

Man skal dog læse "American Splendor" i bidder. Enten det eller være forberedt på, at det kan blive trivielt. At læse om en ganske almindelig mand og hans oplevelser på sit arbejde, i bilen, i supermarkedet, i samtale med sin kone, eller på vej til at aflive sin kat hos dyrlægen KAN nemt blive trivielt. Men alligevel så fænger det. Synes jeg. Her et par smagsprøver. Og filmen er rigtig god og vandt et eller andet ved Cannes filmfestivalen.

Rund føs'da for 2000 AD

2000 AD i England fejrer 40 års jubilæum i disse dage! Det er ikke helt så længe siden, vi så noget derfra på dansk første gang; Det er derimod 34 år siden, og jeg husker det, som var det ... for 34 år siden.

Her er det selv samme eksemplar af Seriemagasinet, som jeg købte dengang, med Judge Dredd på dansk for første gang og intro af redaktør Carsten Søndergaard.

Hip-hip-hurra og tillykke til 2000 AD!

"Inspektør Canardo" nr. 1 - anmeldelse, Rune T. Kidde ("Komix" nr. 0, 1983)

Så fik jeg læst de første seks album i serien om Inspektør Canardo. Jeg huskede på, at Interpresses kortlivede blad om tegneserier, "Komix", som havde Rune T. Kidde i redaktørstolen [og som denne blog er opkaldt efter], udkom cirka samtidig med, at Canardo udkom i Danmark og derfor muligvis havde anmeldt serien. Og det havde de, i alt fald det første album, og det var Rune Kidde selv, der førte anmelderpennen.

Tegneseriebutikken "Komikken"

Jeg googlede en tegneserie forleden og faldt over denne online-tegneseriebutik i København, Komikken, som jeg aldrig har hørt om før. De havde masser af brugte danske albums, som jeg har ledt efter i årevis, og deres priser var til at betale for den jævne mand. De sælger stort set kun brugte, danske ting. Og tilmed fik jeg 30% i rabat (fordi det var jul). Jeg modtog min pakke i dag og kan kun anbefale denne for mig nye oase. De har også en rigtig fysisk butik, men der er kun åbent meget få timer om ugen (de to ejere har andre jobs ved siden af). Hvis nogen af dem læser med her, så stor kudos for god og hurtig service. Jeg fik bl.a. nogle albums, som jeg har ønske mig lige siden, de udkom i 80'erne (men som lommepengene ikke rakte til dengang). Jeg bor ikke i Kbh og ved ikke, hvor kendt butikken er blandt københavnske samlere, men de fortjener i alt fald at blive "opdaget". Jeg linker også til et gammel interview med folkene bag butikken.

Komikken på facebook. Komikkens hjemmeside. Berti Stravonskys interview med folkene bag Komikken fra 2009.

LEVETID FOR BACKING-BOARDS?

(først posted i gruppen "Tegneseriefans" på Facebook)

Først en lang, triviel og kedeligt langtrukken indledning. Jeg bor langt fandens i vold fra Kjøbenhavn (så langt borte at stednavne hedder noget med -købing), men var en smut derinde i går, og smuttede naturligvis forbi Fantask. Jeg har alt for mange blade liggende, som burde stå i kasser, men som ikke gør det, og jeg tænkte, jeg lisså godt kunne snuppe et par kasser eller rettere fem-seks stykker med hjem. Så jeg bad den flinke mand (jeg er ikke på fornavn med disse danske tegneserie-kändisser, men I kender ham sikkert alle sammen) om fem kasser, og ville egentligt også have købt fem poser à hundrede bladposer og backing-boards, men en uforklarlig sidsteøjebliksindskydelse fik mig til at sige 300 isf. 500, og hurra for dét. Jeg havde komplet svedt ud, hvor satans tunge disse backing-board-poser er. Tre pakker fyldte min rygsæk ud og vejede ad helvede til. Nå, men efter også at have gaflet et Rubin-album (jeg ville også have haft det nye Nørd Nyt, men de ligger åbenbart et eller andet sted i Pestdan... PestNords kælder) gik turen hjemad mod udkantsdanmark igen.

Og nu kommer mit spørgsmål så: Hvor længe kan backing-boards holde - hvornår bør man udskifte dem? Og er der forskel i kvalitet på disse boards?
Når jeg spørger, er det, fordi jeg for nyligt åbnede en kasse med danske Marvel-blade, som jeg stort set ikke har haft kigget i, siden jeg lukkede kassen for 8-10 år siden. Jeg opdagede til min rædsel, at de var begyndt at bøje bagover! Alle bladposerne har et backing-board. Og bladene står så tæt samlet, som det kan lade sig gøre - der kan IKKE være flere i kassen. Med andre ord, disse backing-boards giver altså alligevel efter for tyngdekraften efter nogle år. Jeg troede, den hellige grav var velbevaret, når først man havde pakket sine mint-blade i kasser, poser og med backing-boards. But obviously not! Er der andre her, der har oplevelser af samme slags? Er det velkendt, at man skal skifte sine back-boards ud - og hvis ja, hvor længe bør der gå mellem skift?
PS: hvilken type klisterbånd bruger I til bladposerne (eller lader i helt være med at lukke med klisterbånd?).

Mere Inspektør Canardo

Jeg skrev om tegneserien Inspektør Canardo for nyligt, da jeg netop havde opdaget serien. På dansk er der desværre kun kommet de først 5 album, hvorimod der findes over 20 numre i Frankrig. Heldigvis er hele serien også udsendt på tysk, og nu har jeg netop bestilt det sjette album, dvs. det første som ikke er kommet på dansk. Yay! Nå ja, jeg kunne selvfølgelig have bestilt de franske album, hvis ellers jeg havde fulgt min mors råd om at lære fransk, så jeg kunne læse alle disse album på originalsproget ... men det gjorde jeg så ikke. Så nu skal de altså læses på fjernsyns-tysk.
Bestilt via Amazon Tyskland.