Wednesday, 27 March 2024

Albumklubben Trumf nr. 1: "Æblevin til stjernerne" (Fournier, Interpresse, 1982)

 


Jeg har netop genlæst Albumklubben Trumf nr. 1 for anden gang inden for et par uger. Albummet er lig med nr. 24 i Splint & Co.s egen serie. Den originale fransk/belgiske udgave udkom i 1975, og på daværende tidspunkt var det Fournier, som havde overtaget serien fra mesteren Franquin. Ikke at jeg er nogen Splint & Co.-ekspert, men det står i albummets noter på bagsiden (høhø). Check scan længere ned.

Plottet er simplet: Flyvende tallerkener har fundet vej til grev Champignacs residens, og det skaber en masse ballade. Ikke mindst fordi onde østeuropæiske agenter ønsker at tiltuske sig en af disse tallerkener og helst også kidnappe en rummand. Albummet er glimrende, men selvom det er længe siden, jeg har læst Franquins originalserie, så husker jeg godt, hvor gode de albums er, og dette nummer når bare ikke op på siden af dem. Men mindre kan også gøre det. Man savner dog Spirillen.






(Scans i 300 dpi)

Tuesday, 5 March 2024

Carlsen Comics Nyheder nr. 1 - 1998


Jeg har tidligere lagt flere af Carlsens gamle albumkataloger ud her på bloggen. Her er et af "nyere" dato: Nyhedskatlog nr. 1 fra 1998. Modsat de store A4-udgaver i 80'erne skiftede man til et folder-agtigt format i slut-90'erne med et A3-ark foldet i tre dele (med deraf seks sider). De var vist nemmere at have liggende hos boghandlerne. De enkelte sider er lidt bøvlede at scanne, så her er de to ark i deres helhed + forside.




(scannet i 300 dpi)

Saturday, 2 March 2024

Cirkus Jacopo nr. 1: "Spøgelset på Gullinggård" (Carlsen, 1985)

 

Det er sjældent, at jeg finder tegneserier i den lokale Røde Kors, og når jeg gør, er det gerne Anders And. Men for nyligt lå der et par rigtige albums, blandt andet dette som jeg aldrig før har set:
CIRKUS JACOPO nr. 1: "Spøgelset på Gullinggård". Udsendt af Carlsen i 1985 (fransk oprindelse). Solid oversættelse af Inge Då (hun var gift med den gode Asterix-oversætter, Per Då).

Stregen er lidt Tintin-agtig omend langt mere simpel og niveauer under. Serien viste sig at være **for børn**, men historien om en cirkusfamilie, der bosætter sig på en gammel gård, som tilsyneladende er hjemsøgt, var fin nok for hvad den var. Ingen bandeord, ingen slesk tale, ingen modbydeligheder, grov vold eller letpåklædte damer. Men hyggelig nok.

However, hvorfor skal/skulle mange af disse fransk/belgiske serier per se have irriterende dyr med!? Hvis disse dyrevenner så i det mindst var sjove som Spirillen, men her er der tale om en gås (ja, en gås!), som skal gøre det ud for den firbenede ven - og den er hverken sjov eller interessant, den er bare irriterende. Og da en knotten landmand truer med at servere gåsen til aften, så tænker man bare YES, PLEASE!

Jeg antager, at det faktum, at ComicWiki-folkene end ikke har gidet smække et billede af coveret på hjemmesiden, siger lidt om, hvor lidt interesse der var for serien. Der kom dog et album nr. 2 (som der rent faktisk er billede af på ComicWiki). 




(scannet i 300 dpi)