CRAWL (Alex Aja, USA, 2019)

Ups! Jeg kom til at poste dette filmindlæg på min tegneserieblog ved en fejl! Men nu hvor indlægget er her, lader jeg det bare stå. Ovre på min filmblog har jeg ofte (med vilje) bragt indlæg om tegneserier, og på den måde kan de to verdener crosse over endnu en gang som i en bedre Marvel- eller DC-superhelteserie.

Over de sidste par dage har jeg modtaget "Crawl" hele to gange! Det er selvsagt ikke den samme film, men blot samme titel. Den første er den nyeste og velsagtens mest velkendte af de to; Alexandre Ajas amerikanske Sam Raimi-producerede CRAWL fra sidste år. En film om orkan, et indelukket kældermiljø, og dræberkrokodiller. Film nummer to er den australske gyserfilm CRAWL fra 2011 (dir: Paul China og Benjamin China).

Jeg kendte ikke sidstnævnte, men opdagede den, da jeg søgte efter den første på Amazon UK. Og traileren så god ud. Den opmærksomme læser vil bemærke den danske aldersmærkat på det første CRAWL-omslag. Jeg endte nemlig med kun at købe den australske film, selvom det var den anden, jeg kom efter. Senere fandt jeg den heldigvis på Gucca – sammen med en hel kasse andre herligheder. Yay!

Jeg så Ajas film her i aften og var glimrende underholdt! Af en ny dræberdyr-film at være synes jeg, den er ganske og aldeles glimrende! Den er ikke sjov, den er ikke tåbelig, den er ikke lavet med et glimt i øjet på størrelse med en fodbold. Med andre ord, man forveksler den ikke med en SHARKNADO-film.

Som sagt jeg synes, den er god, og i det fine ekstramateriale får man bestemt indtrykket af, at Aja er gået op i produktionen med fynd og klem, men nogen SWITCHBLADE ROMANCE eller THE HILLS HAVE EYES (remake) er den ikke – to film, som jeg har set igen og igen gennem årene. Men mindre kan også gøre det. Jeg håber dog, at Alex Aja snart laver en rigtig horrorfilm igen. Og hvis han er nødt til at tage hjem til Frankrig for at få lov til det, så vil jeg anbefale ham at gøre det. Vi ved godt, at han kan. Problemet er velsagtens, at livet under Californiens sol og Hollywoods penge gør livet i United Bluff så meget mere attraktivt for en ung filmskaber. Jeg ville ønske, at flere unge europæiske filmskabere ville tage hjem til Europa og lave opfindsomme og anderledes film på små budgetter og leve af tørt rugbrød og frikadeller fra Fakta. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ville få bedre og større filmkunst ud af det.