| Nej, de tre Monrad-bøger er ikke fra 80'erne! |
Check første del i opslaget lige før dette.
Jeg har læst (og samlet på) tegneserier i mange år, men tilbage i gamle dage (80'erne) havde jeg slet ikke råd til at købe alle de albums, som katalogerne fra specielt Interpresse og Carlsen lokkede med. De var dyre, og der kom samtidig en masse blade ("slaskeblade"), som jeg dødogpinemed skulle følge med i, for at verden ikke skulle gå under.Men her på det seneste har jeg fået lyst til rent faktisk at finde de lækre sager, som jeg aldrig fik fat i dengang (jo, jo, jeg er klar over, at den slags kunne og kan lånes på folkebibliotekerne, men jeg er desværre meget dårlig til at få den slags afleveret til tiden, så det opgav jeg for mange år siden efter nogle enormt store regninger! Jeg er dog så småt begyndt igen for nyligt).
Nå ja, og så hænger der i øvrigt en historie til netop denne stak (og sælger): Albummerne er ulæste og stort set i ny stand - SELV OM de er fra 80'erne! (Der er et par af nyere dato også). Sælgeren ringede en aften, og jeg måtte selvsagt lige udfritte ham om baggrunden: Ex-konen havde arbejdet på Carlsen-forlaget og fået et eksemplar af hvert album med hjem. Men selv om hun arbejdede på et tegneserieforlag, så interesserede tegneserier hende åbenbart ikke en døjt (!). Hun ville i alt fald ikke læse albummerne. Manden var heller ikke interesseret i at læse dem (!!). Og da de blev skilt, blev hele baduljen stående hos ham. Han tænkte, at deres børn kunne få dem, når de blev store nok. Men det viste sig, at børnene sgu ikke ville have dem (!!!) Så tænkte sælgeren, at han ville gemme dem til børnebørnene. Men de ville sgu heller ikke have dem (!!!!!)
Og så begyndte han at auktionere dem bort. Mit held!
Og de fleste blev sat på auktion til små penge. Okay, nogle af dem endte så med at koste kassen (et De 4 esser-lot gik til 800 kr. til anden siden. Jeg tror, jeg havde sat 40 kr. eller i den dur, bare for at være med. Sjovt nok havde sælger også to andre numre fra samme serie, som INGEN var interesserede i, og som jeg fik for nogle få træmønter. Og et Robert Crumb-album måtte jeg desværre se gå til en meget stålsat quinde med pengepungen i orden).
Men altså, vildt at sidde med ca. 45 ulæste/uåbnede albums fra 80'erne. Så er samlerens dilemma naturligvis så, om man bør behandle dem med yderste forsigtighed; læse dem i en vinkel af højst 45 grader, og ihukomme at limen dengang nogle gange var noget lort, som i dag knækker for et godt ord - eller bare flække dem åbne. Hah!
NB: Jeg har tidligere skrevet om Cirkus Jacopo nr. 1 her. Og om De 4 esser nr. 3 her.

No comments:
Post a Comment