![]() |
| Adele nr. 1 (Carlsen) |
![]() |
| Adele nr. 1 (Faraos) |
![]() |
| Adele nr. 1 (Carlsen) |
![]() |
| Adele nr. 1 (Faraos) |
Behøver jeg omtale selve serien? Kort sagt handler den om tre hippier i storbyen i slutningen af 60'erne. I alt fald da serien starter, men faktisk følger den sin samtid, om end de tre flippere aldrig bliver synligt ældre. Selv i et afsnit, som foregår langt ude i fremtiden (dvs. 2003 eller deromkring), er de ikke blevet ældre, end de var i 1969, selv om Amerika tydeligvis er ændret til den science fiction-verden, som vi ... ikke helt kender den, selv om vi nu er 20 år længere fremme end den nævnte historie. Sådan er det med science fiction. SF-forfattere bør lade være med at sætte årstal på fremtidshistorier! De tre brødre tager en masse stoffer og klarer sig igennem dagen og vejen på bedste (hippie-) beskub. Man behøver hverken være hippie eller tage diverse kemikalier for at læse serien. Jeg mener, at have læst Gilbert Shelton udtale, at Fat Freddy ville være død i virkeligheden. Yeah, I believe that.
Det var længe, længe siden, jeg havde læst serien, så at læse det hele af een omgang er ret fedt. Men også udmattende; Der er meeeget at læse, når man er vant til dansk albums på omkring 50-60 sider. Den (for mig) nye omnibus er på over 600 sider. "Nye" for selvom den stadig er på lager hos imusic, så er det henved 15 år siden, at bogen udkom. Udgivelsen er britisk, og jeg skal love for, at man får noget for pengene: Ud over de 600 siders materiale (og en artikel forfattet af Shelton selv), så er omnibus-bogen noget af det - hvis ikke dét - mest hårdføre jeg nogensinde har købt. Og det til trods for at der er tale om en softcover-udgave. Siderne er virkelig limet godt ind. Den slags har det ellers med enten at falde ud, eller ryggen knækker ved ingenting. Intet problem her. Trykket er også fint, og papiret vældig godt. Intet fotokopipapir eller lignende møgkvalitet her. Og prisen (ikke tilbud!) er sølle 250 kr. (direktelink til butikken her), som er langt billigere end gængse samlebind fra de danske forlag (300-400 kr. for 150-200 sider, om end gerne med HC-bind). Det meste af serien blev oprindeligt trykt i sort-hvid, men en del kom også i farve. Her i bogen har man gengivet de oprindelige sort-hvid/farve-versioner, hvilket selvsagt er fedt.
Eneste minus er, at siderne er lidt mindre end det oprindelige magasinformat (og tilsvarende danske albumformat). Tegningerne bliver en anelse små, og ekstraserien "Fat Freddy's Cat" nederst på siderne, som i forvejen var ret lille, er nedfotograferet, so den næsten er ulæselig! Men hovedserien går an at læse, selvom man bør have læsebrillerne placeret der, hvor den slags skal være!
Gilbert Shelton er i dag 83 år gammel og er for længst flyttet til Frankrig, hvor også Robert Crumb bor. Om de besøger hinanden, har jeg virkelig ingen anelse om.

| Oversætteren er forvirret og lader Bernard Prince tiltale skurken både i du- og De-form. Endda i samme sætning! |
| Oversætteren roder igen rundt og bruger både De- og du-tiltaleform, her i samme taleboble! |
Det var ellers lidt af et scoop, da albummet udkom sidste år. Sagen er nemlig den, at Bernard Prince nr. 16 udkom på fransk i 1992, men er aldrig tidligere kommet i dansk oversættelse. Og i årenes løb skete der ikke hverken fra eller til, end at originalmaterialet forsvandt i Frankrig, og en udgivelse dermed syntes umulig. Well, hop 30 år frem i tiden, og det lille tomandsforlag E-voke udgiver albummet alligevel. Der er vist nok tale om en udgivelse baseret på et scan af det franske album. Det lyder fælt, men hvis det ikke kan være anderledes. Og nu har jeg altså så endelig fået det bestilt. Og det var også i sidste øjeblik.
Jeg havde bemærket, at hardcover-udgaven var forsvundet fra det danske forlags online-butik. Og hos Faraos Cigarer skriver man, at der kun er få ex tilbage på lageret. E-voke har godt nok også udgivet en softcover-udgave, som stadig kan fås uden problemer, men desværre mangler det ekstramateriale, som findes i hardcover-udgaven (jeg må indrømme, at jeg har det stramt med den slags nonsense. Inkludér dog det hele i begge udgaver, kålører!!). Nå, men jeg fik altså bestilt lortet... jeg mener den fine hardcover-udgave fra Faraos engang i nat (noget skal man jo bruge natten på, nu hvor byens enlige pornobiograf er lukket).
Jeg glæder mig til endelig at læse dette næsten legendariske nr. 16. Legendarisk måske mere, fordi det var svært at komme til at læse - fremfor end at det var fantastisk læsning. Berti Stranvonsky er i alt fald ikke synderligt begejstret i sin anmeldelse på Serieland! Men hva' fa'en, man skal jo danne sig sin egen mening selv frem for at købe andres, så jeg vil holde et åbent sind. Måske vil denne reporter melde tilbage til studiet, at albummet er det bedste siden brød i skiver - for nu lige at bruge et gammelt Marvel-Morten-citat.
Og i øvrigt fortalte en af de to E-voke-folk mig på deres facebook-side, at man har trykt hardcover-udgaven i to oplag nu, og det må så være dét. Så vær hurtig, hvis du er interesseret og ikke kan nøjes med udgaven i slaskeformat eller at låne på biblo.
NB: Vitsen med pornobiografen var blot dét, en vits. Der har godt nok ligget en pornobiograf her i byen for længe siden. Men det var længe før, jeg flyttede hertil; i midten af 70'erne, og længe før video. Man viste film på 8mm. Check mit gamle indlæg om "Den lille bio" her.
(Først bragt på min engelsksprogede blog)
100 pages about (mainly) north American underground comics. Get the new issue here.
I posted about issue No. 1 and 2 here.
Nå, men jeg modtog det nye nummer i går, og det ser jo herligt ud. Med det pågældende nummer fejrer holdet bag bladet, dvs. Århus Tegneserieloge, 35 års jubilæum! Femogtredive år, hold da ferie! Selve Nørd Nyt er til gengæld "kun" kommet i 27 år i år.
For at lave et rigtigt jubilæumsnummer er bladet denne gang i stor A4-størrelse (nå ja, det er i alt fald det, som et af redaktionsmedlemmerne vil have os til at tro i et indlæg på facebook. Der var vist nok tale om en fejl fra "trykkeriet"s side. Og næste nummer kommer igen i A5 - forlyder det). Medredaktør Leila Jerming Graf har skrevet en lang todelt gennemgang af logens og bladets historie. Næste del kommer ikke overraskende i nr. 37. Og der er selvsagt andre herlige artikler (ud over min egen!!). Det er faktisk vældig cool alt sammen. Og der er flotte farvefotos. Farvefotos! Den slags havde vi sgu ikke i gamle dage. "Sorte klatter til at gøre det ud for billeder" (fra en Uncut.dk-anmeldelse af STAY SICK!). Der er 40 sider, og vender man bladet om, er der en falsk forside på bagsiden. Bladet indeholder også den sædvanlige "piffert" (som ikke skal afsløres her).
Det store format og det billige papir giver bladet et lige lovlig slasket format, ikke mindst da der heller ikke er et stift omslag. Men det går an. Og til sølle 25 kroner kan og bør man vel dårligt klage.
Tegneserieinteresserede kan bestille bladet via Århus Tegneserieloges facebook-side eller købe det fra Fantask. Muligvis også fra andre butikker, men det må du selv finde ud af - det er jo ikke DR's seerservice det her.
Forlaget ZOOM har netop udgivet Carlos Giménez' spanske albumserie Vores kvarter (originaltitel: Barrio) i komplet form for første gang på dansk! Jeg læste det gamle danske album tilbage i 80'erne (og købte det for nogle få år siden), og jeg elsker den serie. Jeg fandt ud af, at det kun er en brøkdel af serien (og de beslægtede serier, Børnehjemme og De Professionelle), som er udgivet på dansk, så jeg forsøgte at opdrive den for år tilbage både på det tyske og engelsksprogede marked, men uden held. Så vidt jeg husker, havde ingen af disse lande udgivet mere, end hvad der oprindeligt kom på dansk (dvs. en fjerdedel af den spanske originaludgave).
ZOOM har udgivet hele serien i eet tykt samlebind! Jeg håber bestemt, at den sælger godt nok, så vi også kan få både Børnehjemmet og De professionelle (som nævnt er de nært beslægtede med Vores kvarter; de går henholdsvis forud og kommer efter den periode, som Vores kvarter dækker). ZOOM har meldt ud, at de gerne vil udgive resten, hvis ellers Vores kvarter sælger godt nok. Jeg skrev også om nyheden her.
Og der er endnu en mundvandsfremkaldende nyhed på vej: Forlaget COBOLT (dvs. den gamle redaktør fra Interpresse, Carsten Søndergaards forlag) har snakket i adskillige år om, at de gerne ville udgive den kodylt fede franske serie Luftens ørne (originaltitel: Tanguy et Laverdure. Jeg har tidligere skrevet om den, lige her), som er skrevet af Blueberry-forfatteren Jean-Michel Charlier og hovedserien er tegnet af henholdsvis Albert Uderzo og Jijé. Der har dog også være andre tegnere inde over, bl.a. Jean Giraud. Jeg er ikke klar over, om Cobolt vil udgive serien efter Charliers albums, men det håber jeg i alt fald. Man vil jo gerne have det hele! De nye album kommer heldigvis som intégrale (samlebind), så vi ikke skal vente 23 år, før det hele er udkommet. Første bind kommer til oktober.
![]() |
| Mark Breton på forsiden af det første "Fart og tempo" fra 1966 |
Og endelig forlyder det, at en gammel kending fra bladene Fart og tempo, Seriemagasinet, Zack, og adskillige andre blade og albumserier snart igen udkommer på dansk, nemlig Mark Breton aka Michel Vaillant! Det er det for mig ukendte forlag Mellemgaard, som vil udgive serien. Efter hvad jeg læser i facebooktegneseriegruppen Tegneserieentusiasterne, så er Mellemgaards ry hvad angår korrekturlæsning ikke det bedste. Jeg må dog indrømme, at modsat de to førstnævnte serier, så er Mark Breton på ingen måde en af mine favoritter. Men jeg husker den fra gamle dage og læste den naturligvis, når den dukkede op i de blade, jeg købte i 80'erne og 90'erne (Fart og tempo var før min tid, men jeg læste serien i bl.a. Seriemagasinet og Serie Solo).
Jeg tænker, at jeg nok hellere må begynde at spille i lotto igen, så jeg kan få råd til alt det her!
I dag fik jeg så første nummer af Agent X9 igen! Om end denne gang på en let særegen dansk dialekt. Takket være et tip i en tegneseriegruppe på facebook blev jeg opmærksom på, at bladet stadig udkommer i Sverige (eller Sverrig, som man skrev førhen), og at man nemt (og i øvrigt ret billigt) kan oprette abonnement i Danmark.
Jeg mangler selvsagt tyve års svenske numre, siden det danske lukkede, men jeg antager, at det danske og det svenske blad alligevel ikke bragte samme materiale før 2002, så det er en samling, jeg aldrig ville få komplet med mindre jeg brugte stor møje og mange penge. Den gamle fanatiske norske ex-rental-videosamler Dag-Johnny Sandbjerg (også kendt blandt danske samlere), som også er hardcore tegneseriesamler, fortalte mig, at han har en komplet samling af den norske udgave, og at han er i fuld gang med at skrabe alle de svenske sammen også. Der er indtil videre kommet 564 svenske numre.
Det svenske blad udkom allerede første gang i 1969, og har altså således udkommet meget længere end det danske - og det kører som sagt stadigvæk. Ud over de svenske og norske blade kom der også udgaver på, finsk, tysk og hollandsk, men disse er alle for længst lukkede. Det svenske blad er originaludgaven, så man kan sige originalbladet har overlevet alle de andre.
Som noget cool bringer det svenske blad rent faktisk info om, hvilke dagstriber af serierne, man trykker. Dét har det danske blad vist aldrig gjort. Nå, men dejligt endelig igen at abonnere på et tegneserie-"slaskeblad" - jeg har savnet at få sådan et i postkassen! Sidste gang der udkom et dansk tegneserieblad var Edderkoppen, som lukkede i 2010 (når vi ser bort fra humørbladet Basserne og, nå ja, Anders And, et par blade for de mindste, og "smalle" blade som Fiesta-magasinet og Lars Kramhøfts Working Poor på små forlag).
Ganske som det danske blad for 20 år siden er det svenske på 100 sider. Som noget lettere obskurt er bladet både i sort-hvid som det danske - OG i farver! (der findes INGEN danske farve-udgaver af bladet). Den franske serie "Lady S" er i farver (i Danmark udkommer den i album fra ZOOM).
Jeg må indrømme, at jeg ikke længere har styr på, hvor meget materiale, der findes med hovedserien, Modesty Blaise, men der er da sikkert ikke nogen nye striber, og det hele er sikkert genoptryk. Men da jeg (vist nok) ikke har en komplet samling af de danske blade, og da der måske er kommet nye historier siden dansk nr. 208 i 2002, så er det da muligt, at jeg vil få nyt (eller "nyt") materiale at se. Jeg husker i alt fald ikke at have læst dette nummers Modesty Blaise-historie, "Vildsvinet".
De andre serier i det netop modtagne nummer er som nævnt Lady S, Johnny Hazard og Agent X9 (den oprindelige serie). Lady S er fordelt på to numre. Herligt at få et "dansk" tegneserieblad i postkassen igen. Bladet udkommer hver måned. Om jeg også vil abonnere på det svenske Fantomet-blad, Fantomen, som også stadig udkommer - som det sidste af de skandinaviske udgaver - må jeg lige tænke over. Jeg er vist ikke den største Fantomet-fan, men bi-serierne trækker lidt. Nu får vi se.