Jeg vil lige gøre opmærksom på Søren Jacobsens blog "Rygende revolvere", som er tilegnet western-popkultur, hvad enten der er tale om cowboyfilm, cowboypocketbøger eller (og mest interessant for denne blog) cowboytegneserier!
Søren stod tidligere bag Danmarks bedste blog om horrorfilm, "Skræk og rædsel", men nu er det "Rygende revolvere", som det gælder 100 %. Nuvel, det betyder så ikke, at man bliver begravet i posteringer fra bloggen - faktisk slet ikke.
Der sker ikke så meget, men så på den anden side, de fleste blogs er døde, og de fleste blog-læsere gider ikke checke de gamle blogs mere. Trist! (siger den gamle blog-redaktør). Oh well, interesserede kan i alt fald checke "Rygende revolvere" lige her.
Jeg er begyndt at se videocasten "Tosset med tegneserier". Videocasten (altså en podcast med levende billeder) startede i 2020, og nyeste episode er nr. 41. Og jeg må sige, den er glimrende. De to værter, Dennis Jacob Rosenfeld og Mads Bluhm, forstår virkelig at gøre programmet levende, underholdende og sjovt. Ingen tørre bibliotekarpræsentationer af tegneserierne her. De har også lavet nogle podcast-afsnit (check facebooksiden). Alle afsnit af videocasten ligger på deres YouTube-kanal.
Der kommer et nyt afsnit en til to gange om måneden. De har selvsagt også en facebookside, som gud og hvermand har i dag. Go here.
Jeg er begyndt at bemærke en underlig og sær attitude mod at sprede videoklip af egne tv-optrædener!
For nyligt (sidste år), da Christian Bogh var i TV2's "Go'morgen Danmark"-program med sin dengang nye bog Fra gud til filmskurk om haj-film (fed bog, køb den!), ville han ikke lægge interviewet op på hverken YouTube eller facebook. Jeg spurgte om det og fik det svar, at det måtte man ikke (hr. Bogh var dog så flink at sende mig en optagelse af herlighederne, men jeg måtte love, at den ikke kom videre. Fedt for mig - trist for resten af dem uden TV2). Forleden var også et par af folkene bag det nye tegneserieforlag Umpff i samme TV2-program, og de ville sgu heller ikke lægge delen med dem selv op.
Jeg spurgte også dem, og fik den vage respons, at de ikke kunne (teknisk set). Skal vi virkelig tro, at et professionelt forlag ikke kan hitte ud af at lægge en video op på YouTube!? Nej, jeg tror også, at det fra Umpff's side gør sig gældende, at man er så fejlagtigt pligttro, at man ikke lægger det op, fordi "det må man jo ikke". Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår attituden. I har været i tv, for fanden! Det sker ikke hver dag. Vær dog mere stolte af det, og DEL det med os andre. Jo, jo, der blev linket, men snart er de links døde.
Det er blevet nævnt et par gange, at man jo kan se det på TV2-play-noget, men altså, der er jo efterhånden pænt mange danskere, som IKKE abonnerer på flow-tv, fordi de hellere vil bruge pengene på streaming-tjenester (eller ligefrem spare pengene). Og hvorfor ikke promote sig selv på enhver måde (jeg undrer mig også over, at Christian Bogh ikke nævner eller linker til de mange anmeldelser af bogen på bogens website - når man ser bort fra et enkelt link til Troldspejlet. Jeg er også bekendt med mindst een podcast, han var med i om den. Hvorfor lade al denne pressedækning forsvinde ud i glemslen? Promote yourself, mate!).
Personligt synes jeg, TV2 er en skodkanal, og jeg gider ikke bruge penge på den. MEN en sjælden gang sker det dog alligevel, at noget - f.eks. et interview - dukker op, og hvor det ville være fedt, hvis ofret (interviewofret) ville dele det med omverdenen. Og nej, skal vi være pernittengrynede så må man sikkert ikke klippe de fem minutter ud af en udsendelse og dele på de sociale medier - copyright og al det gylle.
Men jeg tvivler på, at folk, som har lavet noget spændende, og som har være så venlige at hjælpe tv-kanalen med at udfylde sendefladen (og det er jo det, det drejer sig om for en kanal som TV2. Man skal endelig ikke stikke sig blår i øjnene og tro, at det drejer sig om et fromt ønske fra tv-kanalens side om at fremme kendskabet til de indbudtes produkt eller/og hjælpe med salg), vil få et sagsanlæg smidt i hovedet på grund af, at et sådant interview ryger på tuben. Dén tror jeg simpelthen ikke på. Og hvis det virkelig er dét, man frygter, så ER det jo muligt at uploade ting anonymt.
Ovenstående kunne lære noget af Jakob Bascoban, som for omkring 10 år siden kontaktede mig og spurgte, om ikke jeg kunne hjælpe med at få lagt hans tv-optrædener op på YouTube. Her var en helt anden attitude. Han ville GERNE promoveres og sprede sine tv-klip (jeg imbedder den ene video her. Bascobans to andre videoer - også om "dårlige" film - ligger lige ved siden af på YouTube-kanalen - uploadet i 2011).
Nå, men om ikke andet kan man se Umpff's egen omtale med stilbilleder fra den glade morgen på deres facebook-side her (fotoet her i indlægget er hentet fra samme indlæg).
Det er her, det starter! SERIEMAGASINET nummer 246 fra juli 1979.
Det er her, jeg bliver tegneserielæser - tegneseriefan - tegneseriefreak - tegneseriesamler!
Under en indkøbstur til nabobyen i august måned 79 var mine forældre gået ind i en kedelig møbelbutik, hvilket jeg ikke gad. Så jeg vandrede lidt rundt i indkøbsgaden og følte mig draget af en kiosk. Jeg gik ind, og forneden på disken så jeg et tegneserieblad. SERIEMAGASINET (blandt kendere ofte blot kaldet SM) nr. 246. Jeg gik meget målrettet efter det. Hvad det var - en indskydelse, eller måske havde jeg tænkt på at udforske tegneserieblade længe, husker jeg ikke længere, men jeg købte i alt fald bladet.
I bilen hjem kunne jeg godt se, at her var **virkelig** noget. Og >blam!< sagde det, og så var jeg tegneseriefreak! Jeg købte herefter alt, jeg kunne komme i nærheden af. Alt hvad lommepengene rakte til. Det er en anden historie. Men det hele startede med SM nr. 246. Jeg har naturligvis det selvsamme eksemplar endnu. Jeg har stort set alle de blade og album, jeg har købt siden da. Nå ja, på nær mine samlinger af Sølvpil og Fantomet! Dét blev for meget, haha. Måske sku' man få bladet indrammet. Men så kan man jo for fa'en ikke læse det igen!
Billedet her er ikke mit ex, men lånt fra Faraos hjemmeside.
I starten af 1980'erne abonnerede jeg på tegneserietidsskriftet "Komix". Redaktøren var Rune T. Kidde, og denne blogs titel er en reference og hyldest til Runes gamle blad (som gik ind alt for hurtigt).
Man bør ikke søge god nyhedsdækning på denne blog - så bliver man i alt fald jævnt skuffet. "Komix" er på ingen måde dækkende for, hvad der sker på det danske marked eller er up to date.
Der fortælles lidt (meget lidt) om een mands interesse for tegneserier. Jeg tillader mig at tage en kritisk tilgang til noget af stoffet. Forvent intet rygklapperi. Velkommen til "Komix".