"Inspektør Canardo" nr. 1 - anmeldelse, Rune T. Kidde ("Komix" nr. 0, 1983)

Så fik jeg læst de første seks album i serien om Inspektør Canardo. Jeg huskede på, at Interpresses kortlivede blad om tegneserier, "Komix", som havde Rune T. Kidde i redaktørstolen [og som denne blog er opkaldt efter], udkom cirka samtidig med, at Canardo udkom i Danmark og derfor muligvis havde anmeldt serien. Og det havde de, i alt fald det første album, og det var Rune Kidde selv, der førte anmelderpennen.

Tegneseriebutikken "Komikken"

Jeg googlede en tegneserie forleden og faldt over denne online-tegneseriebutik i København, Komikken, som jeg aldrig har hørt om før. De havde masser af brugte danske albums, som jeg har ledt efter i årevis, og deres priser var til at betale for den jævne mand. De sælger stort set kun brugte, danske ting. Og tilmed fik jeg 30% i rabat (fordi det var jul). Jeg modtog min pakke i dag og kan kun anbefale denne for mig nye oase. De har også en rigtig fysisk butik, men der er kun åbent meget få timer om ugen (de to ejere har andre jobs ved siden af). Hvis nogen af dem læser med her, så stor kudos for god og hurtig service. Jeg fik bl.a. nogle albums, som jeg har ønske mig lige siden, de udkom i 80'erne (men som lommepengene ikke rakte til dengang). Jeg bor ikke i Kbh og ved ikke, hvor kendt butikken er blandt københavnske samlere, men de fortjener i alt fald at blive "opdaget". Jeg linker også til et gammel interview med folkene bag butikken.

Komikken på facebook. Komikkens hjemmeside. Berti Stravonskys interview med folkene bag Komikken fra 2009.

LEVETID FOR BACKING-BOARDS?

(først posted i gruppen "Tegneseriefans" på Facebook)

Først en lang, triviel og kedeligt langtrukken indledning. Jeg bor langt fandens i vold fra Kjøbenhavn (så langt borte at stednavne hedder noget med -købing), men var en smut derinde i går, og smuttede naturligvis forbi Fantask. Jeg har alt for mange blade liggende, som burde stå i kasser, men som ikke gør det, og jeg tænkte, jeg lisså godt kunne snuppe et par kasser eller rettere fem-seks stykker med hjem. Så jeg bad den flinke mand (jeg er ikke på fornavn med disse danske tegneserie-kändisser, men I kender ham sikkert alle sammen) om fem kasser, og ville egentligt også have købt fem poser à hundrede bladposer og backing-boards, men en uforklarlig sidsteøjebliksindskydelse fik mig til at sige 300 isf. 500, og hurra for dét. Jeg havde komplet svedt ud, hvor satans tunge disse backing-board-poser er. Tre pakker fyldte min rygsæk ud og vejede ad helvede til. Nå, men efter også at have gaflet et Rubin-album (jeg ville også have haft det nye Nørd Nyt, men de ligger åbenbart et eller andet sted i Pestdan... PestNords kælder) gik turen hjemad mod udkantsdanmark igen.

Og nu kommer mit spørgsmål så: Hvor længe kan backing-boards holde - hvornår bør man udskifte dem? Og er der forskel i kvalitet på disse boards?
Når jeg spørger, er det, fordi jeg for nyligt åbnede en kasse med danske Marvel-blade, som jeg stort set ikke har haft kigget i, siden jeg lukkede kassen for 8-10 år siden. Jeg opdagede til min rædsel, at de var begyndt at bøje bagover! Alle bladposerne har et backing-board. Og bladene står så tæt samlet, som det kan lade sig gøre - der kan IKKE være flere i kassen. Med andre ord, disse backing-boards giver altså alligevel efter for tyngdekraften efter nogle år. Jeg troede, den hellige grav var velbevaret, når først man havde pakket sine mint-blade i kasser, poser og med backing-boards. But obviously not! Er der andre her, der har oplevelser af samme slags? Er det velkendt, at man skal skifte sine back-boards ud - og hvis ja, hvor længe bør der gå mellem skift?
PS: hvilken type klisterbånd bruger I til bladposerne (eller lader i helt være med at lukke med klisterbånd?).

Mere Inspektør Canardo

Jeg skrev om tegneserien Inspektør Canardo for nyligt, da jeg netop havde opdaget serien. På dansk er der desværre kun kommet de først 5 album, hvorimod der findes over 20 numre i Frankrig. Heldigvis er hele serien også udsendt på tysk, og nu har jeg netop bestilt det sjette album, dvs. det første som ikke er kommet på dansk. Yay! 

Nå ja, jeg kunne selvfølgelig have bestilt de franske album, hvis ellers jeg havde fulgt min mors råd om at lære fransk, så jeg kunne læse alle disse album på originalsproget ... men det gjorde jeg så ikke. Så nu skal de altså læses på fjernsyns-tysk.
Bestilt via Amazon Tyskland.

SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" (Franquin, Interpresse 1981)

SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" 
Originaltitel: Modeste et Pompom: "Bonjour Modeste" (1959)
Tegnet af Franquin
Fortalt af Franquin m.fl.
Interpresse 1981
Farve, 48 sider
Oversættelse: Freddy Milton
Udgået biblioteksudgave i hård indbinding


Sjarly nr. 2! Endnu et album, jeg ikke har læst siden engang i 1980'erne! Jeg er begyndt at læse tegneserier igen. Ja, det er jo ikke, fordi jeg var holdt op med at interessere mig for tegneserieblade; Lige siden jeg begyndte at samle på tegneserier i august måned 1979, har jeg været indædt tegneseriefan. Jeg har i de sidste mange år bare ikke læst ret mange blade. Jeg har været en tegneserielæser i dvale så at sige. Det er, som jeg altid siger, alting her i livet kører rundt i ring. Det har jeg for længst forstået, og det er derfor, jeg aldrig skiller mig af med samlinger, når jeg mister gejsten for et eller andet. Jeg ved, at den højst sandsynligt kommer igen. Nå, men det var Sjarly vi kom fra!

Sjarly er en rigtig gammel serie lavet af André Franquin. Dét var ham, der lavede de bedste Splint & Co., og det var ham, der opfandt Spirillen. I slut-50'erne lavede han fire albums med Sjarly, hvorefter han blev træt af serien og holdt op. Jeg har altid troet, at serien gik ind efter ham, men i dag har jeg netop fundet ud af, at den fortsatte med andre forfattere og tegnere. Ingen af disse ting er dog udkommet på dansk. Franquin lavede fire albums, som alle findes på dansk. På norsk udkom også de to næste albums, men dem har jeg ikke. Serien kørte også i Fart og tempo under titlen Fumle (opfindsomt, hva'!?). Da jeg var på det bogudsalg på Slagelse bibliotek, som åbenbart var så fantastisk, at jeg nu har set mig nødsaget til at omtale det i alle mine nye tegneserieindlæg, var det også stedet, hvor jeg genfandt Sjarly. Ud af de fire udsendte albums fandt jeg de tre! (#2-4). Yay! Spiffy!!

Jeg kan ikke sætte min finger på det, men der er et eller andet 50'er-60'er-tegnestilagtigt over serien Sjarly, som gør, at jeg knuselsker den, hvad angår tegnestilen.

 Jeg læste nr. 2 i dag, og som førnævnt havde jeg ikke læst Sjarly siden engang i 80'erne. Når der er gået så lang tid, er man både spændt på, hvordan det er at gense/genlæse noget, som det er SÅÅÅ længe siden, man har haft i hænderne. Og samtidig er man spændt på og nysgerrig efter at finde ud af, om man stadig synes ligesom dengang. Holder det nu? Kan skidtet stadig læses? Nu, tre årtier senere? Nu, hvor man, hvis ikke er blevet en gammel mand, så i det mindste en voksen mand. Heldigvis kan denne reporter melde tilbage til studiet og berette, at jo, Sjarly holder ganske glimrende. Jeg var godt underholdt og synes faktisk, at serien er fantastisk!

Og så bemærker jeg noget, som jeg ikke bemærkede for 30 år siden: 50'er pop-moden i Sjarlys hjem! Ja, hele hans hjem er fyldt med typisk popmode fra 50'erne. Om det så er vaser i sjove former, lamper i finurlige farver og vinkler, eller vild malerikunst på væggene, så er det der. Og lige så lidt jeg bemærkede dette tilbage i fattigfirserne, lige så lidt bemærkede jeg, at Sjarlys jævnaldrende ven, Folmer, bor i et hus med gammeldags indretning af værste skuffe. Møblerne er tuuunge, og der er dystert som i de trætteste bedsteforældres hjem. Og Sjarlys platoniske veninde, Pernille, går rundt i de mest fascinerende, coole sommerkjoler i popstil, som 50'erne kunne byde på.

Sjarly drikker Coca Cola og ser rock-a-billy på TV. Og check lige den coole 50'er-lampe!

 At møde serien Sjarly igen var bestemt en succes uden lige, en dejlig dag i solen, en sodavandsis der smager af mere, og jeg glæder mig til at gå i gang med de andre tre albums. Hvis du vil checke dem, er de desværre halvdyre hos Pegasus, men der er forlydender om, at at et dansk forlag vil genudsende alle fire i et samlealbum. [EDIT: 10 år senere: Find hellere de gamle albums fra Interpresse! Den nye udgave fra forlaget Zoom er godt nok trykt som et lækkert samlebind med alle fire albums, men den nye oversættelse er rædselsfuld! Den gamle oversættelse flyder bare som den skal. Freddy Milton havde virkelig styr på det danske sprog. Det kan man desværre ikke sige om den nye oversættelse. Den er firkantet og ufiks. Flyder slet ikke. Bør undgås!]

YOKO TSUNO nr. 1: "Nærkontakt i Jordens indre" (Roger Leloup, Interpresse 1979)

YOKO TSUNO nr. 1: "Nærkontakt i Jordens indre"

Originaltitel: "Le Trio de L'Etrange" (1972)
Historie & tegning: Roger Leloup
Oversættelse: Niels Søndergaard
Interpresse 1979
Farve, 47 sider
Tidligere biblioteksudgave (hardcover)

I går læste jeg et nummer af den hollandske albumserie Franka og i en dialogudveksling om serien på facebook, slog det mig pludseligt, at jeg også burde genbesøge en anden albumserie fra den fransk/belgiske skole, som også havde en ung kvinde i hovedrollen, og som jeg også læste dengang for 25-30 år siden i 80'erne, nemlig den belgiske Yoko Tsuno. Og ligesom med Franka huskede jeg, at jeg ikke var specielt begejstret for serien dengang tilbage i det gamle århundrede. En anden ting, der i øvrigt også var fælles, var, at begge udkom i album fra Albumklubben Trumf, som jeg abonnerede på i en årrække.

Nå, men jeg skulle egentligt nogenlunde tidligt i seng, men ud på de små nattetimer fandt jeg dog alligevel "Nærkontakt i Jordens indre" frem. Jeg er ret sikker på, at jeg har albummet et eller andet sted i samlingen, indkøbt engang i 80'erne. Men eksemplaret, jeg fandt frem i nat, var - ligesom tilfældet var med gårsdagens Franka-album - købt på det store bogudsalg på Slagelse bibliotek sidste sommer. Jeg hev alt til mig, hvad angik Yoko Tsuno - helt som med Franka-albummerne (som beskrevet i gårsdagens blogindlæg).

Bagsideomtale hentet fra Trumf-album

Og hvordan var den så? Tja, med hensyn til Franka-serien havde jeg jo ikke flyttet mig ret langt fra min holdning for 25 år siden; Mit yngre jeg syntes, Franka var lidt kedelig, overfladisk og uvedkommende, og det synes den ældre udgave af Jack J såmænd også. Men, lo and behold, jeg skal da love for, at yours truly derimod har flyttet sig mht. serien om den vakse japanerinde! Jeg var ikke blot underholdt, jeg var begejstret! Historien flød afsted. Her var spænding, interessante karakterer, og humor. Jeg har selvsagt tænkt mig at læse/genlæse mine andre Franka-albums, men det er Yoko Tsuno-serien, jeg ikke kan vente med at komme i gang med! Jeg tror sgu, jeg skynder mig at sluttet den her anmeldelse af så hurtigt som muligt, så jeg kan komme i gang! (Jeg overdriver but you get the point).

Et par andre ting, jeg ikke fik nævnt i går og som irriterede mig mht. Franka, var, at Henk Kuijpers gør sine tegninger alt for detaljerede, samtidig med at han gør billederne alt for små. Det bliver simpelthen for gnidret. Ofte bruger han fire billedruder på en række, og det bliver alt for småt. I Yoko Tsuno bruger Roger Leloup kun tre billedruder og billederne bliver dermed større. Der er heller ikke overfyldt med detaljer; Misforstå mig nu korrekt, det er ikke, fordi jeg har noget imod detaljer i en tegneserietegning som sådan, men det kan også blive for meget - og specielt hvis det er formindsket for meget, som jeg synes, det er i tilfældet med Franka. Et andet irritationsmoment i Franka er også, at fonten er nede i noget, der lignede størrelse 7. Aaalt for småt! Det skal ikke være ulideligt at læse et tegneseriealbum, men det bliver det, når man fanderme skal sidde og stirre intenst for at læse teksten. Men nuvel, det sidste der er forlagets skyld, så det skal jeg undlade at klandre hr. Kuijpers for.

Jeg har ikke overblik over, hvor mange Yoko Tsuno-bind, jeg ejer, men det er en god portion. Jeg glæder mig til at komme i gang. Det er dejligt at have genopdaget tegneserie-mediet!

Bagside-"omtale" fra et senere Trumf-album

FRANKA nr. 9: "Mode-mysteriet" (Henk Kuijpers, Interpresse 1990)

Franka nr. 9: "Mode-mysteriet"
Originaltitel: "Moordende concurrentie"
Historie & tegninger: Henk Kuijpers
Oversættelse: Niels Søndergaard
Interpresse 1990 (første oplag)
Farve, 46 sider
Tidligere biblioteksudgave (hardcover-indbinding)

Det er snart en del år siden, jeg sidst læste et Franka-album. Jeg husker, at jeg dengang ikke var specielt begejstret for serien - faktisk syntes jeg, den var lidt kedelig. Jeg var vant til Francois Waltherys Natacha, og sammenlignet med dén faldt Franka pladask til jorden. Som sagt er der gået en del år siden mit sidste besøg til Groterdam, men da jeg sidste sommer fandt en ordentlig stak Franka-albums ved det, som i eftertiden nu omtales som ren legende, "Det Store Bibliotekbogsalg" på Slagelse bibliotek (ja, det runger historisk, ikk'), så vidste jeg, at jeg bare måtte rive dem alle til mig. En del af dem var også de nyere, og dyrere!, udgaver fra Cobolt i delux hardcover-indbinding. Og til en pris af 25 kroner per fyldt pose var der ikke noget at betænke sig over.

I dag tog jeg så endelig hul på stakken af Franka-albums (jeg købte mange andre serier på nævnte udsalg), og hvordan var det så, hører jeg koret af læsere samstemmende, summende spørge. Weeeell ... det var okay. Jeg var fint underholdt, og jeg tror, at jeg såmænd nok synes bedre om serien, end sidst jeg læste den. Men noget mesterværk synes jeg stadigvæk ikke, at den er.

Nu er det jo så godt nok kun nr. 9 i serien, og jf. Comicwiki er de danske album nået til nr. 23, så det kan jo være, den bliver bedre, når vi når op i de højere numre. Bevares, serien underholdt fint nok, men det hele er bare for ... upersonligt. Man lærer ikke rigtig denne Franka at kende. Faktisk slet ikke. Tag nu den franske albumserie om Natacha, som jeg nævnte længere oppe. Francois Walthery er meget bedre til at lade os lære sin heltinde at kende, end Henk Kuijpers er. Og det altså på trods af, at vi stadig befinder os i en tegneserie fra den fransk/belgiske skole (altså stilmæssigt. Jeg er godt klar over, at Franka er hollandsk), der ikke skal ret meget andet end underholde (dvs. disse serier, ikke nødvendigvis den fransk/belgiske skole). Albummet, som jeg læste (to gange!), før "Mode-mysteriet" var Sokals belgiske serie om inspektør Canardo ("Et hundeliv"), som er fyldt med sarkasme, bandeord, ironi, grim attitude, grim opførsel, fornærmende tilråb og spydig tale. Dén slags finder man ingenlunde i Natacha eller Franka. Men stadigvæk kommer man langt mere ind under huden på stewardessen, end på kriminalmuseumssekretæren.

Men måske er det heller ikke meningen; Franka er en sød serie om en sød hovedperson(inde), som den mandlige læser kan lide hende. Ja, det skriver de i alt fald på Comicwiki. At jeg så gerne havde set noget mere bad attitude, noget mere bad luck, og bestemt nogle flere fuck-ups i serien, er så en helt anden sag. Mit genmøde med Franka har ikke ændret min holdning, at serien er for pæn, for overfladisk, for poleret, for humorløs, og alt, alt for forglemmelig til, at den når andre lignede seriers niveau, hvad enten det så er om mandlige eller kvindelige hovedpersoner. 

Men nu her i old age er jeg dog alligevel blevet en smule mere medgørlig, end da jeg købte de oprindelige album tilbage i 80'erne, og jeg kan nutildags godt lade mig underholde af ... nå ja ... en alt for pæn, overfladisk og forglemmelig serie, selvom der ikke er tale om noget stort mesterværk. Mindre kan også gøre det. Og jeg har bestemt ikke tænkte mig at lade resten af de nyindkøbte eks-biblioteksudgaver stå ulæste hen til evig tid. Men for fanden, Henk Kuijpers, smid nu lidt mere pis og lort ind i maskineriet! 

Benoît Sokal's Inspector Canado

 

"Le Chien debout" - Benoït Sokal (France, 1981)
Et hundeliv (Danish edition, 1982)

34 years after this comic album (graphic novel) came out and I finally  get to read it. I didn't buy the series 34 years ago as I was sick of funny animals and comics with Donald Duck style characters - that were  funny. This isn't in retrospect - I do remember seeing the albums back then and deciding not to buy them.

Skip to 34 years later and I'm  kicking myself in the head for not getting these Inspector Canardo books back then. But then  again, maybe the jokes and adult humour would have gone over my head. I found this album in a big pile of unread comics on the floor sitting between, well, other stuff. It was a pile of ex library comics  that I bought at a big indoor market 6-7 years ago.

This is awesome stuff and although it's full of humour it's nowhere near funny-animals funny. This is full of mean spirited characters, violence, death, dark  humour and sarcasm. I'll have to track down the other albums.  Apparently there's four more in Danish.

I checked English Wiki but whoever made the entry didn't do a very good job of it. All the French  albums are listed with English titles, but I'm certain most of them are just fan translated titles, they weren't actually release in English (you don't list translations as titles when they are just that, translations, not official titles). And no info on the few albums that did get an actual release in the English speaking part of the world. Wiki is only as good as the last guy who made an entry.

And kudos to Søren Vinterberg for the Danish translation. It has a flow and crispness that borders on sheer poetry.

The first issue (in French) is from 1979 and Benoît Sokal is still  churning them out. The newest issue is #23 from 2015. Don't tell me I  have to learn bloody French to read the rest of the series!
(actually I don't - I see the entire series is released in Germany as well)