Tegneseriebutikken "Komikken"

Jeg googlede en tegneserie forleden og faldt over denne online-tegneseriebutik i København, Komikken, som jeg aldrig har hørt om før. De havde masser af brugte danske albums, som jeg har ledt efter i årevis, og deres priser var til at betale for den jævne mand. De sælger stort set kun brugte, danske ting. Og tilmed fik jeg 30% i rabat (fordi det var jul). Jeg modtog min pakke i dag og kan kun anbefale denne for mig nye oase. De har også en rigtig fysisk butik, men der er kun åbent meget få timer om ugen (de to ejere har andre jobs ved siden af). Hvis nogen af dem læser med her, så stor kudos for god og hurtig service. Jeg fik bl.a. nogle albums, som jeg har ønske mig lige siden, de udkom i 80'erne (men som lommepengene ikke rakte til dengang). Jeg bor ikke i Kbh og ved ikke, hvor kendt butikken er blandt københavnske samlere, men de fortjener i alt fald at blive "opdaget". Jeg linker også til et gammel interview med folkene bag butikken.

Komikken på facebook. Komikkens hjemmeside. Berti Stravonskys interview med folkene bag Komikken fra 2009.

LEVETID FOR BACKING-BOARDS?

(først posted i gruppen "Tegneseriefans" på Facebook)

Først en lang, triviel og kedeligt langtrukken indledning. Jeg bor langt fandens i vold fra Kjøbenhavn (så langt borte at stednavne hedder noget med -købing), men var en smut derinde i går, og smuttede naturligvis forbi Fantask. Jeg har alt for mange blade liggende, som burde stå i kasser, men som ikke gør det, og jeg tænkte, jeg lisså godt kunne snuppe et par kasser eller rettere fem-seks stykker med hjem. Så jeg bad den flinke mand (jeg er ikke på fornavn med disse danske tegneserie-kändisser, men I kender ham sikkert alle sammen) om fem kasser, og ville egentligt også have købt fem poser à hundrede bladposer og backing-boards, men en uforklarlig sidsteøjebliksindskydelse fik mig til at sige 300 isf. 500, og hurra for dét. Jeg havde komplet svedt ud, hvor satans tunge disse backing-board-poser er. Tre pakker fyldte min rygsæk ud og vejede ad helvede til. Nå, men efter også at have gaflet et Rubin-album (jeg ville også have haft det nye Nørd Nyt, men de ligger åbenbart et eller andet sted i Pestdan... PestNords kælder) gik turen hjemad mod udkantsdanmark igen.

Og nu kommer mit spørgsmål så: Hvor længe kan backing-boards holde - hvornår bør man udskifte dem? Og er der forskel i kvalitet på disse boards?
Når jeg spørger, er det, fordi jeg for nyligt åbnede en kasse med danske Marvel-blade, som jeg stort set ikke har haft kigget i, siden jeg lukkede kassen for 8-10 år siden. Jeg opdagede til min rædsel, at de var begyndt at bøje bagover! Alle bladposerne har et backing-board. Og bladene står så tæt samlet, som det kan lade sig gøre - der kan IKKE være flere i kassen. Med andre ord, disse backing-boards giver altså alligevel efter for tyngdekraften efter nogle år. Jeg troede, den hellige grav var velbevaret, når først man havde pakket sine mint-blade i kasser, poser og med backing-boards. But obviously not! Er der andre her, der har oplevelser af samme slags? Er det velkendt, at man skal skifte sine back-boards ud - og hvis ja, hvor længe bør der gå mellem skift?
PS: hvilken type klisterbånd bruger I til bladposerne (eller lader i helt være med at lukke med klisterbånd?).

Mere Inspektør Canardo

Jeg skrev om tegneserien Inspektør Canardo for nyligt, da jeg netop havde opdaget serien. På dansk er der desværre kun kommet de først 5 album, hvorimod der findes over 20 numre i Frankrig. Heldigvis er hele serien også udsendt på tysk, og nu har jeg netop bestilt det sjette album, dvs. det første som ikke er kommet på dansk. Yay! 

Nå ja, jeg kunne selvfølgelig have bestilt de franske album, hvis ellers jeg havde fulgt min mors råd om at lære fransk, så jeg kunne læse alle disse album på originalsproget ... men det gjorde jeg så ikke. Så nu skal de altså læses på fjernsyns-tysk.
Bestilt via Amazon Tyskland.

SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" (Franquin, Interpresse 1981)

SJARLY nr. 2: "Køb noget, Sjarly" 
Originaltitel: Modeste et Pompom: "Bonjour Modeste" (1959)
Tegnet af Franquin
Fortalt af Franquin m.fl.
Interpresse 1981
Farve, 48 sider
Oversættelse: Freddy Milton
Udgået biblioteksudgave i hård indbinding


Sjarly nr. 2! Endnu et album, jeg ikke har læst siden engang i 1980'erne! Jeg er begyndt at læse tegneserier igen. Ja, det er jo ikke, fordi jeg var holdt op med at interessere mig for tegneserieblade; Lige siden jeg begyndte at samle på tegneserier i august måned 1979, har jeg været indædt tegneseriefan. Jeg har i de sidste mange år bare ikke læst ret mange blade. Jeg har været en tegneserielæser i dvale så at sige. Det er, som jeg altid siger, alting her i livet kører rundt i ring. Det har jeg for længst forstået, og det er derfor, jeg aldrig skiller mig af med samlinger, når jeg mister gejsten for et eller andet. Jeg ved, at den højst sandsynligt kommer igen. Nå, men det var Sjarly vi kom fra!

Sjarly er en rigtig gammel serie lavet af André Franquin. Dét var ham, der lavede de bedste Splint & Co., og det var ham, der opfandt Spirillen. I slut-50'erne lavede han fire albums med Sjarly, hvorefter han blev træt af serien og holdt op. Jeg har altid troet, at serien gik ind efter ham, men i dag har jeg netop fundet ud af, at den fortsatte med andre forfattere og tegnere. Ingen af disse ting er dog udkommet på dansk. Franquin lavede fire albums, som alle findes på dansk. På norsk udkom også de to næste albums, men dem har jeg ikke. Serien kørte også i Fart og tempo under titlen Fumle (opfindsomt, hva'!?). Da jeg var på det bogudsalg på Slagelse bibliotek, som åbenbart var så fantastisk, at jeg nu har set mig nødsaget til at omtale det i alle mine nye tegneserieindlæg, var det også stedet, hvor jeg genfandt Sjarly. Ud af de fire udsendte albums fandt jeg de tre! (#2-4). Yay! Spiffy!!

Jeg kan ikke sætte min finger på det, men der er et eller andet 50'er-60'er-tegnestilagtigt over serien Sjarly, som gør, at jeg knuselsker den, hvad angår tegnestilen.

 Jeg læste nr. 2 i dag, og som førnævnt havde jeg ikke læst Sjarly siden engang i 80'erne. Når der er gået så lang tid, er man både spændt på, hvordan det er at gense/genlæse noget, som det er SÅÅÅ længe siden, man har haft i hænderne. Og samtidig er man spændt på og nysgerrig efter at finde ud af, om man stadig synes ligesom dengang. Holder det nu? Kan skidtet stadig læses? Nu, tre årtier senere? Nu, hvor man, hvis ikke er blevet en gammel mand, så i det mindste en voksen mand. Heldigvis kan denne reporter melde tilbage til studiet og berette, at jo, Sjarly holder ganske glimrende. Jeg var godt underholdt og synes faktisk, at serien er fantastisk!

Og så bemærker jeg noget, som jeg ikke bemærkede for 30 år siden: 50'er pop-moden i Sjarlys hjem! Ja, hele hans hjem er fyldt med typisk popmode fra 50'erne. Om det så er vaser i sjove former, lamper i finurlige farver og vinkler, eller vild malerikunst på væggene, så er det der. Og lige så lidt jeg bemærkede dette tilbage i fattigfirserne, lige så lidt bemærkede jeg, at Sjarlys jævnaldrende ven, Folmer, bor i et hus med gammeldags indretning af værste skuffe. Møblerne er tuuunge, og der er dystert som i de trætteste bedsteforældres hjem. Og Sjarlys platoniske veninde, Pernille, går rundt i de mest fascinerende, coole sommerkjoler i popstil, som 50'erne kunne byde på.

Sjarly drikker Coca Cola og ser rock-a-billy på TV. Og check lige den coole 50'er-lampe!

 At møde serien Sjarly igen var bestemt en succes uden lige, en dejlig dag i solen, en sodavandsis der smager af mere, og jeg glæder mig til at gå i gang med de andre tre albums. Hvis du vil checke dem, er de desværre halvdyre hos Pegasus, men der er forlydender om, at at et dansk forlag vil genudsende alle fire i et samlealbum. [EDIT: 10 år senere: Find hellere de gamle albums fra Interpresse! Den nye udgave fra forlaget Zoom er godt nok trykt som et lækkert samlebind med alle fire albums, men den nye oversættelse er rædselsfuld! Den gamle oversættelse flyder bare som den skal. Freddy Milton havde virkelig styr på det danske sprog. Det kan man desværre ikke sige om den nye oversættelse. Den er firkantet og ufiks. Flyder slet ikke. Bør undgås!]

YOKO TSUNO nr. 1: "Nærkontakt i Jordens indre" (Roger Leloup, Interpresse 1979)

YOKO TSUNO nr. 1: "Nærkontakt i Jordens indre"

Originaltitel: "Le Trio de L'Etrange" (1972)
Historie & tegning: Roger Leloup
Oversættelse: Niels Søndergaard
Interpresse 1979
Farve, 47 sider
Tidligere biblioteksudgave (hardcover)

I går læste jeg et nummer af den hollandske albumserie Franka og i en dialogudveksling om serien på facebook, slog det mig pludseligt, at jeg også burde genbesøge en anden albumserie fra den fransk/belgiske skole, som også havde en ung kvinde i hovedrollen, og som jeg også læste dengang for 25-30 år siden i 80'erne, nemlig den belgiske Yoko Tsuno. Og ligesom med Franka huskede jeg, at jeg ikke var specielt begejstret for serien dengang tilbage i det gamle århundrede. En anden ting, der i øvrigt også var fælles, var, at begge udkom i album fra Albumklubben Trumf, som jeg abonnerede på i en årrække.

Nå, men jeg skulle egentligt nogenlunde tidligt i seng, men ud på de små nattetimer fandt jeg dog alligevel "Nærkontakt i Jordens indre" frem. Jeg er ret sikker på, at jeg har albummet et eller andet sted i samlingen, indkøbt engang i 80'erne. Men eksemplaret, jeg fandt frem i nat, var - ligesom tilfældet var med gårsdagens Franka-album - købt på det store bogudsalg på Slagelse bibliotek sidste sommer. Jeg hev alt til mig, hvad angik Yoko Tsuno - helt som med Franka-albummerne (som beskrevet i gårsdagens blogindlæg).

Bagsideomtale hentet fra Trumf-album

Og hvordan var den så? Tja, med hensyn til Franka-serien havde jeg jo ikke flyttet mig ret langt fra min holdning for 25 år siden; Mit yngre jeg syntes, Franka var lidt kedelig, overfladisk og uvedkommende, og det synes den ældre udgave af Jack J såmænd også. Men, lo and behold, jeg skal da love for, at yours truly derimod har flyttet sig mht. serien om den vakse japanerinde! Jeg var ikke blot underholdt, jeg var begejstret! Historien flød afsted. Her var spænding, interessante karakterer, og humor. Jeg har selvsagt tænkt mig at læse/genlæse mine andre Franka-albums, men det er Yoko Tsuno-serien, jeg ikke kan vente med at komme i gang med! Jeg tror sgu, jeg skynder mig at sluttet den her anmeldelse af så hurtigt som muligt, så jeg kan komme i gang! (Jeg overdriver but you get the point).

Et par andre ting, jeg ikke fik nævnt i går og som irriterede mig mht. Franka, var, at Henk Kuijpers gør sine tegninger alt for detaljerede, samtidig med at han gør billederne alt for små. Det bliver simpelthen for gnidret. Ofte bruger han fire billedruder på en række, og det bliver alt for småt. I Yoko Tsuno bruger Roger Leloup kun tre billedruder og billederne bliver dermed større. Der er heller ikke overfyldt med detaljer; Misforstå mig nu korrekt, det er ikke, fordi jeg har noget imod detaljer i en tegneserietegning som sådan, men det kan også blive for meget - og specielt hvis det er formindsket for meget, som jeg synes, det er i tilfældet med Franka. Et andet irritationsmoment i Franka er også, at fonten er nede i noget, der lignede størrelse 7. Aaalt for småt! Det skal ikke være ulideligt at læse et tegneseriealbum, men det bliver det, når man fanderme skal sidde og stirre intenst for at læse teksten. Men nuvel, det sidste der er forlagets skyld, så det skal jeg undlade at klandre hr. Kuijpers for.

Jeg har ikke overblik over, hvor mange Yoko Tsuno-bind, jeg ejer, men det er en god portion. Jeg glæder mig til at komme i gang. Det er dejligt at have genopdaget tegneserie-mediet!

Bagside-"omtale" fra et senere Trumf-album

FRANKA nr. 9: "Mode-mysteriet" (Henk Kuijpers, Interpresse 1990)

Franka nr. 9: "Mode-mysteriet"
Originaltitel: "Moordende concurrentie"
Historie & tegninger: Henk Kuijpers
Oversættelse: Niels Søndergaard
Interpresse 1990 (første oplag)
Farve, 46 sider
Tidligere biblioteksudgave (hardcover-indbinding)

Det er snart en del år siden, jeg sidst læste et Franka-album. Jeg husker, at jeg dengang ikke var specielt begejstret for serien - faktisk syntes jeg, den var lidt kedelig. Jeg var vant til Francois Waltherys Natacha, og sammenlignet med dén faldt Franka pladask til jorden. Som sagt er der gået en del år siden mit sidste besøg til Groterdam, men da jeg sidste sommer fandt en ordentlig stak Franka-albums ved det, som i eftertiden nu omtales som ren legende, "Det Store Bibliotekbogsalg" på Slagelse bibliotek (ja, det runger historisk, ikk'), så vidste jeg, at jeg bare måtte rive dem alle til mig. En del af dem var også de nyere, og dyrere!, udgaver fra Cobolt i delux hardcover-indbinding. Og til en pris af 25 kroner per fyldt pose var der ikke noget at betænke sig over.

I dag tog jeg så endelig hul på stakken af Franka-albums (jeg købte mange andre serier på nævnte udsalg), og hvordan var det så, hører jeg koret af læsere samstemmende, summende spørge. Weeeell ... det var okay. Jeg var fint underholdt, og jeg tror, at jeg såmænd nok synes bedre om serien, end sidst jeg læste den. Men noget mesterværk synes jeg stadigvæk ikke, at den er.

Nu er det jo så godt nok kun nr. 9 i serien, og jf. Comicwiki er de danske album nået til nr. 23, så det kan jo være, den bliver bedre, når vi når op i de højere numre. Bevares, serien underholdt fint nok, men det hele er bare for ... upersonligt. Man lærer ikke rigtig denne Franka at kende. Faktisk slet ikke. Tag nu den franske albumserie om Natacha, som jeg nævnte længere oppe. Francois Walthery er meget bedre til at lade os lære sin heltinde at kende, end Henk Kuijpers er. Og det altså på trods af, at vi stadig befinder os i en tegneserie fra den fransk/belgiske skole (altså stilmæssigt. Jeg er godt klar over, at Franka er hollandsk), der ikke skal ret meget andet end underholde (dvs. disse serier, ikke nødvendigvis den fransk/belgiske skole). Albummet, som jeg læste (to gange!), før "Mode-mysteriet" var Sokals belgiske serie om inspektør Canardo ("Et hundeliv"), som er fyldt med sarkasme, bandeord, ironi, grim attitude, grim opførsel, fornærmende tilråb og spydig tale. Dén slags finder man ingenlunde i Natacha eller Franka. Men stadigvæk kommer man langt mere ind under huden på stewardessen, end på kriminalmuseumssekretæren.

Men måske er det heller ikke meningen; Franka er en sød serie om en sød hovedperson(inde), som den mandlige læser kan lide hende. Ja, det skriver de i alt fald på Comicwiki. At jeg så gerne havde set noget mere bad attitude, noget mere bad luck, og bestemt nogle flere fuck-ups i serien, er så en helt anden sag. Mit genmøde med Franka har ikke ændret min holdning, at serien er for pæn, for overfladisk, for poleret, for humorløs, og alt, alt for forglemmelig til, at den når andre lignede seriers niveau, hvad enten det så er om mandlige eller kvindelige hovedpersoner. 

Men nu her i old age er jeg dog alligevel blevet en smule mere medgørlig, end da jeg købte de oprindelige album tilbage i 80'erne, og jeg kan nutildags godt lade mig underholde af ... nå ja ... en alt for pæn, overfladisk og forglemmelig serie, selvom der ikke er tale om noget stort mesterværk. Mindre kan også gøre det. Og jeg har bestemt ikke tænkte mig at lade resten af de nyindkøbte eks-biblioteksudgaver stå ulæste hen til evig tid. Men for fanden, Henk Kuijpers, smid nu lidt mere pis og lort ind i maskineriet! 

Benoît Sokal's Inspector Canado

 

"Le Chien debout" - Benoït Sokal (France, 1981)
Et hundeliv (Danish edition, 1982)

34 years after this comic album (graphic novel) came out and I finally  get to read it. I didn't buy the series 34 years ago as I was sick of funny animals and comics with Donald Duck style characters - that were  funny. This isn't in retrospect - I do remember seeing the albums back then and deciding not to buy them.

Skip to 34 years later and I'm  kicking myself in the head for not getting these Inspector Canardo books back then. But then  again, maybe the jokes and adult humour would have gone over my head. I found this album in a big pile of unread comics on the floor sitting between, well, other stuff. It was a pile of ex library comics  that I bought at a big indoor market 6-7 years ago.

This is awesome stuff and although it's full of humour it's nowhere near funny-animals funny. This is full of mean spirited characters, violence, death, dark  humour and sarcasm. I'll have to track down the other albums.  Apparently there's four more in Danish.

I checked English Wiki but whoever made the entry didn't do a very good job of it. All the French  albums are listed with English titles, but I'm certain most of them are just fan translated titles, they weren't actually release in English (you don't list translations as titles when they are just that, translations, not official titles). And no info on the few albums that did get an actual release in the English speaking part of the world. Wiki is only as good as the last guy who made an entry.

And kudos to Søren Vinterberg for the Danish translation. It has a flow and crispness that borders on sheer poetry.

The first issue (in French) is from 1979 and Benoît Sokal is still  churning them out. The newest issue is #23 from 2015. Don't tell me I  have to learn bloody French to read the rest of the series!
(actually I don't - I see the entire series is released in Germany as well)

Een hyldemeter ad gangen

(Oprindeligt postet på min engelsksprogede blog)

It's been going for months now, and the getting everything sorted out and put in place (i.e. the tidying up nightmare) is still in progress. The past few days I've got my ex-library hardcover comics (i.e. graphic novels mainly from the French/Belgian school of comics) in place, and ditto my records (most of 'em anyway) and a few shelves of non ex-library graphic novels. One shelf contains graphic novels which I've had in a closed cupboard since the mid 80s!!! (they're almost still in mint condition). I guess it's about time for a reread.

Hardcover graphic novels (all ex-library copies)

Soft cover graphic novels, also ex-library copies. No, you don't usually put comic books in a pile when you're a collector, but these are worn copies from the library and they're totally bent in all directions so I'm trying to get them somewhat back into their original shape.

LPs. I began to buy records around 1980 and I've still got most of them.

Most of the graphic novels from the cupboard I mentioned atop the original post.

I collected Jonah Hex (the Danish edition) when the original magazines came out. I discovered the mag early on and bought them all from ish #1 and thru to the end. I love the fact they're reprinting them now. Also Tomb of Dracula and House of Secrets/House of Mystery are comics I used to read back in the day. Very cool to finally be able to get complete reprints. And I love that they're in black & white which suits these comics much better than colour.

Blurry piccie of yours truly in front of some of my films.
They are NOT placed in any kind of order yet!

 

LYSBRIGADEN (Snebjerg & Tomasi, G. Floy Studio, 2004)

Et af de mange tegneseriealbum, jeg købte på det store tegneseriebogsalg på det lokale bibliotek sidste år, var Lysbrigaden (The Light Brigade) af Peter og Peter, dvs. henholdsvis amerikanske Tomasi og danske Snebjerg.

Albummet, eller vel nok rettere tegneseriebogen, da den er i typisk amerikansk bladformat, er på omkring et par hundrede sider (der er ikke sidetal på siderne, og jeg har ikke tænkt mig at tælle efter) og udkom på dansk fra G. Floy Studio i 2004, men der skulle altså lige gå ti år, før jeg fik fat i den. Nyprisen lå på 198,- men jeg slap med et par kroner (som del af et "fyld en pose"- til 25 dask).

Jeg troede først, at der her var tale om en regulær krigstegneserie fra 2. Verdenskrig, men her blev jeg sgu godt nok klogere. På bagsiden er David Goyer (som har lavet nogle film af en slags) citeret for at omtale bogen som hvis SAVING PRIVATE RYAN og EKSORCISTEN havde et uægte tegneseriebarn med lidt Tim Burton drysset ovenpå. Og jeg giver ham helt ret. Der er lige dele Nazikamp-splatter-skyde-vold, bibelreferencer, hellighed og gustne skeletter i eet stort skønt virvar - og det er slet ikke forvirrende, men griber bare fat i læseren og får denne til at blive i stolen til sidste side er vendt. Jeg giver helt Jacob Krogsøe ret, når han i sin ti år gamle anmeldelse på Planet Pulp skriver, at historien er fortalt i et hæsblæsende tempo. Læs gerne Jacobs anmeldelse for en mere dybdeborende omtale, end jeg gider her.

Lysbrigaden er glimrende underholdning, og Snebjergs tegninger er rigtig flotte. Desværre er det ret irriterende, at den tyske dialog flere steder er det rene vrøvlesprog. Om man har brugt Google Translate eller Babel Fish til oversættelsen, skal jeg afstå fra at spekulere i, men godt er det i hvert fald ikke. Jeg har selvsagt ikke den engelske udgave at sammenligne med, men det meste af oversættelsen til dansk flyder ganske glimrende (vi må antage, at den tyske dialog stammer fra originaludgaven og dermed ikke kan tillægges den danske oversætter - omend han burde have checket og korrigeret den, da danskere er bedre til tysk, end den typiske engelsksprogede læser, og lige som jeg vil irriteres over den).

Der er også nogle smuttere, som er så elendige, at jeg ikke forstår, hvordan de er røget igennem, eftersom resten er så fint. Flere gange tiltaler en tysk (eller hvad de nu er) soldat sin overordnede med "hr." I den engelske tekst har givetvis stået "sir", og man tiltaler altså ikke sin overordnede i militæret med hr. på dansk. Og i en enkelt scene anråber en soldat ligefrem sin overordnede med "hr!". 

Et andet sted står "Amerikas", hvor jeg er sikker på, at der oversættes fra "the Americas", altså Nord- og Sydamerika, som kan omtales som "the Americas" på engelsk. Men der er ikke noget, der hedder "Amerikas" på dansk (med mindre s'et viser ejefald, naturligvis). Den slags sjuskefejl er ret irriterende. Det øger også forvirringen, at al teksten er skrevet med store bogstaver, hvorved man flere gange er i tvivl om, hvorvidt "DE" er flertalsstedordet "de" eller det høflige tiltalestedord "De".

Men ellers har jeg kun ros tilovers for albummet og vil bestemt anbefale det. Jeg tænkte i øvrigt det samme som Jacob, nemlig at bogen er perfekt til en filmatisering. Hollywood, hvor er I? Glem nu de evindelige genindspilninger og lav noget nyt!

Jeg checkede lige forlagets hjemmeside, men det ser ikke ud til, at de har flere ex på lager. Nye kan dog købes fra bl.a. Pegasus (til nypris).

EDIT 9.4.26:
Det lader til at forlaget er lukket. Websiden/online-shoppen er i alt fald lukket ned, og facebook-siden er ikke opdateret siden 2019 (men læser man blot den gamle info-tekst, får man det indtryk, at de stadig eksisterer). Jeg må indrømme, at jeg finder det stærkt kritisabelt, når forlag og online-butikker bare lukker ned uden så meget som et ord til kunderne. De samme kunder, som i årevis har holdt gang i biksen. Jeg finder det respektløst. Man får lidt det indtryk, at dengang de kunne tjene penge, så var de villige nok til at informere, men lige så snart muligheden for indtjening er borte, så er man fuldstændig ligeglade med at informere folk. Æv altså!

Tørre røv i en anden mands tegneserieblad? Av, av, av. Det er grund nok til livslangt had!

Overnight sensation by mysterious comic book artist

"The Fabulous Adventures of Angry Stick-man"

How often do we see new artwork on par with the legends of the comic book/graphic novel world? Where is the new Will Eisner, Hergé or Jean Giraud you may ask. Recently a previously unknown acteur has sprung onto the comic book scene.

Experts from both sides of the Atlantic are ecstatic. "I never thought I should say this but this is the new Moebius", as one art expert from the New York Post said on Friday.

But just who is this new wunderkind? Nobody seems to know. And it is likely nobody is going to know. As quickly as he arrived on the scene as quickly has he left it again. I'm going to post all of this mysterious artist's work in all its grandeur. Will we get more wonderful work from this young sparkling, upcoming star? Only time will tell.

It was rumoured a fourth entry entitled "Death of a Stick-Man" was in the works but so far nothing has seen the light of day. 

"Angry Stick-Man - At Work"

"Angry Stick-Man - Date"

Mere Tim & Thomas!

Forleden skrev jeg om, hvorledes jeg havde købt alle tre Tim & Thomas-albums, som Egmont Serieforlaget udsendte for ca. 15 år siden. Som nævnt i indlægget, købte jeg dem på et biblioteksbogudsalg. Bogsalget løb hele ugen fra mandag til lørdag, men tegneserierne blev først sat ud om torsdagen. Jeg vendte tilbage alle tre sidste dage og slæbte mig en pukkel til i billige albums.

Jeg ville have taget billeder af samtlige albums, men mit kamera har desværre opgivet ævred endeligt. Jeg nåede dog at tage fotos af de tre ekstra eksemplarer af Tim & Thomas-serien! Jeps, da jeg om lørdagen så, at der ikke var nogen, der havde gide tage de tre ekstra albums, snuppede jeg dem. Sgu! Og hvorfor ikke. Risikoen, for at de bare ville blive tyret ud efter udsalget, var bestemt tilstede. Serien er sat til rasende høje priser på både Pegasus og Faraos Cigarers, så jeg anta'r, de allerede er blevet sjældne.

Hvorfor der ikke var nogen, der havde interesse i serien på mit lokale biblo, har jeg virkelig ingen anelse om. Men det skyldes velsagtens, at folk herude er nogle uoplyste bondejokker, der finder underholdning nok i deres lokaltidende ved petroleumlampens skær efter havregrøden er fortæret om aftenen.

Tim & Thomas nr. 1: "Villa Uhygge" inderholder en fin artikel om seriens oprindelse af Anders Hjort Jørgensen. Tilfældet er, at Hjort såmænd var bibliotekar på selvsamme bibliotek, hvor jeg nu har købt albummet, tilbage i 80'erne. Jeg lavede rent faktisk et interview med ham til et speciale på HF dengang.

Tim & Thomas nr. 2: "Chok på Louvre" har endvidere en omtale og indeks over alle udgivelser af Tim & Thomas i Danmark (artiklens forfatter ikke nævnt).

Album nr. 3, "Pilens broderskab", indeholder kun selve serien, ingen artikel.

Rejsen til Glumsø - Claus Deleuran-udstilling

Fra 8. april

I forgårs var jeg til en lille Claus Deleuran-udstilling i den glemte by  Glumsø.

I Café Rejseladen kunne man se en del plakater og  albums, som Deleuran har lavet i tidens løb, og kl. 16 blev hans tegnefilm EVENTYRET OM DEN VIDUNDERLIGE KARTOFFEL vist i Glumsø Biograf,  som ligger få skridt fra Rejseladen.

Claus Deleurans søn, Anders  Deleuran, udstiller iø sine malerier i salen ved siden af kafeen.

Det  hele var meget hyggeligt, stemningen god og humøret højt. Vejret var  også rigtig godt, så alt i alt en dejlig eftermiddag. Jeg må desværre  indrømme, at jeg ikke ejer een eneste af Claus Deleurans udgivelser,  ikke engang den legendariske Rejsen til Saturn, men det kan man jo  gøre noget ved [indsæt selv smiley med himmelvendte øjne]. Artiklen er fra Glumsø Ugeblad uge 14 (som kan læses online).

Hvis man ikke kender Rejsen til Saturn (dvs. Deleurans original-tegneserie, som en ven fortæller mig, er meget bedre end animationsfilmen, der kom for nogle få år siden), så kan man checke Planet Pulps fine anmeldelse her.

At score TEGNESERIEALBUMS på biblo - igen igen

Jeg elsker sgu biblioteksbogudsalg! Jeg ser netop på Pegasus' hjemmeside, at nr. 1 af albumserien Tim & Thomas (Tif et Tondu, Belgien) koster 150 dask i ALMINDELIG BRUGT STAND, altså ikke engang Mint condition (de har den slet ikke i mint). Og hos Faraos Cigarer står albummet i Very Fine/Near Mint condition til 300 kr (hvis de havde haft den hjemme i Mint, ville den have kostet 375 kr.). Det var da helt vildt!

Albummet kom for blot 15 år siden (som jo, er længe, men dog ikke længe i samlerøjemed, hvis man spørger undertegnede). Jeg har albummet i mint på reolen, men da jeg også faldt over det på ugens bogudsalg, snuppede jeg et par ekstra - faktisk snuppede jeg hele serien (dvs. tre bind), selvom jeg har den i forvejen. Jeg mener til een krone stykket (1!!!), ikk'os.

Jeg er udmærket godt klar over, at tidligere biblioteksudgaver ikke er specielt meget værd blandt samlere, men hvis man står og mangler gamle albums i en serie, så er biblo-salg altså rigtig gode (og jo, jeg er udmærket klar over det koncept, at man kan *låne* tegneserier på bibliotekerne, men jeg kan nu engang godt lide at *eje*). Og hvis man som jeg ikke har 150 kroner til at smide efter både det ene og det andet album fra et antikvariat, så er det sgu dæjligt.

NB: Og nej, der er ikke nogen små børn, der nu står og græder, fordi en væmmelig gammel mand har taget de gode ting. Tegneserieudsalget kørte torsdag, fredag og lørdag, og i de tre dage så jeg to (tæl dem: 2!) børn!!! Den ene var en pige, der uinteresseret bladrede lynhurtigt gennem et par manga-bøger, og den anden en snotunge på en stol. "Moar, skal vi ikke snart gå". Så nej, jeg har sgu ingen dårlig samvittighed, haha. 

I øvrigt fortalte en bibliotekar mig for nyligt, at de brænder mange af de bøger, der ikke bliver solgt! Ja, hva' gi'r du!! Jeg forsøgte at pirke til hendes dårlige samvittighed ved at kommenterer, at det mindede om fortidens bogafbrændinger (har man ikke en bedre kommentar, kan man altid smide Hitler og Nazisme-kortet på bordet). Det virkede dog ikke, og hun grinede bare.

At score TEGNESERIEALBUMS på biblo - igen

Jeg var en smut på biblo i går, og lige i det jeg skal hjem, slår det mig, at jeg skal spørge bibliotekaren, om hvornår der er bogsalg i Korsør igen (Korsør, fordi de altid har tegneseriealbums med på udsalgene). Hun kigger på en skærm og siger: "Nu!" Så jeg hoppede på en bus og rejste de næsten 500 mil til skodbyen Korsør. Jeg havde 90 minutter til at gennemgå de ugudeligt mange lange rækker af frasorterede bøger og albums.

Desværre var der ikke ret mange tegneserier denne gang, men jeg snuppede næsten alt det, der var. Yay! Og selvom de 8 albums/graphic novels ikke er ret meget i forhold til sidste gang, så var det alligevel nok. De tre Aya fra Yopougon var hele turen værd. De er alle omkring 100 sider i hardcover-bogformat, jeg har allerede læst bind 1 og det er helt fantastisk.

Jeg slog Aya-serien op på nettet og hvis jeg havde givet nypris for den, ville de 3 bøger sat mig 600 kroner tilbage!! Jeg gav 25 kr. for hele posen (som også indeholdt 3 bøger af den slags uden billeder). Alle albums var i rigtig god stand (på nær Basserne-albummet, som er rimelig smadret - men det har sgu også sin charme), man skulle næsten tro, de har stået i bibliotekets magasin det meste af tiden.

Og som man kan se af første billede, fik jeg to ex af Henrik Rehrs Blodbryllup med hjem! Af en eller anden grund havde biblioteks-indbindingscentralen given de to bind rygge med forskellige farve, og da jeg i farten blot så, at der stod Henrik Rehr (hvilket var nok til at de skulle med hjem), så ragede jeg altså dem begge til mig, idet jeg antog der var tale om to forskellige bøger. 

PS: overskriften er en reference til dette tidligere indlæg.